Del

Terror/is/me

11. sep - 1. okt 2021

Odense Teater

Terror/is/me på Odense Teater er en oplevelse, som publikum må stå igennem med en knugende fornemmelse i maven, tårer i øjenkrogene og kuldegysende betagelse af de enkle men skræmmende scenebilleder. Skal der laves teater om terror, så rammer Sargun Oshana med sin iscenesættelse en imponerende balance mellem dokumentarisme og rene følelser.

Overalt på scenegulvet står sorte attachemapper på række og geled. De er opstillet som dominobrikker klar til at vælte eller som en miniatureudgave af New Yorks høje bygninger med gader på kryds og tværs. En let røg svæver over gulvet omkring dem, som tågedis i en storby, der understreges af det kolde, næsten grå lys i Turpin Napoleon Djuurhus’ lysdesign.

Mellem disse mapper bevæger syv skuespillere sig langsomt rundt. Først er de som sorte silhuetter mod en uendelig, grå baggrund. Dernæst ændres lyset og detaljerne står frem. Alle er de klædt i skjorter og jakkesæt i grå nuancer, mens deres hoveder og skuldre er dækket af et markant lag af støv, der klæber til deres hår og ansigter. Alle stirrer de tomt ud i luften, som befinder de sig i en form for kollektivt chok.

Terror/is/me Odense Teater.
Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind

20 år med krig mod terror

Lørdag den 11. september 2021 var det præcis 20 år siden, at to kaprede fly ramte World Trade Center i New York, og hele vores verden, som vi kendte den, ændrede sig. 11. september 2001 blev startskuddet til “den globale krig imod terror,” og her 20 år efter er det stadig et brandvarmt emne, som sætter gang i mange følelser.

Terror/is/me har ingen egentlig lineær fortælling. Det er små brudstykker af forskellige menneskers oplevelser fra den 11. september 2001, men det er også tanker om verden, som den har set ud de sidste 20 år. Fortællingerne i forestillingen bygger på øjenvidneberetninger, som forfatter og podcastskaber Sigurd Hartkorn Plaetner har indsamlet, og som i fragmenter flettes ind og ud af hinanden.

Terror/is/me Odense Teater.
Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind

I sin iscenesættelse giver Sargun Oshana os tid til at dvæle ved følelserne uden at udpensle hverken dem eller detaljer fra øjenvidneberetningerne. Der er intet hastværk i forestillingen eller forsøg på sensationsprægede historier og billeder. Tværtimod er fortællingerne skåret ned til et minimum af ord, fordi vi alligevel alle kender til de historiske begivenheder. Netop denne indforståethed gør helhedsoplevelsen utroligt stærk. Et eksempel er en scene, hvor skuespillerne står på en række forrest på scenen. Hver især siger de korte, næsten ufuldstændige sætninger. Men når der nævnes steder som en sommerlejr på Utøya, et julemarked i Berlin eller Krudttønden i København, så forbindes trådene automatisk i vores hjerner. Og da disse suppleres med hurtige sætninger på spansk, på fransk og et arabisk sprog, minder det publikum om, at 11. september kun var ét terrorangreb af mange.

Indbygget dobbelthed

Nu kan det jo lyde som om, Terror/is/me svælger i terrorhandlinger og dermed giver terroristerne fornyet fokus. Men forestillingen står langt stærkere som en form for kollektiv traumebehandling, hvor publikum i salen som samlet masse får indblik i følelser af magtesløshed, angst, vrede eller ren panik.

Terror/is/me Odense Teater.
Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Sargun Oshana har et særligt talent for at se på verden fra flere sider på én gang. Der er en diversitet eller måske næsten en dobbelthed i hans iscenesættelser, som også træder tydeligt frem i Terror/is/me. Alene titlens udformning understreger denne pointe. Vi får lov at høre stemmer fra både ofre, pårørende og terroristerne selv. Vi får lov at kigge ind i øjeblikket lige dér, hvor angrebet på World Trade Center finder sted. Men vi ser det gennem teatrets beskyttende filter, der ikke har brug for virkelige filmoptagelser – dem kan man finde i så rigeligt mål på alle tv-kanaler i disse dage.

“Der var ingen fremtid. Der var ingen fortid. Der var kun det, der var lige foran dig,” lyder det fra en kvinde, der tilfældigvis gik tur med sin hund i en parken om morgenen den 11. september 2001. Men her 20 år senere, kender vi jo noget af den fremtid, som Oshana også har givet plads til, ved at medtage senere terrorhandlinger og også lade skuespillerne tale om den mest aktuelle konflikt lige nu, nemlig situationen i Afghanistan.

Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind
Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Stærke scenebilleder

Terror/is/me er kendetegnet ved stærke visuelle scenebilleder og en kraftfuld lydkulisse, der skabes af fem kvinder fra vokalensemblet IKI. Karin Gilles scenografi kredser om enkelte genkendelige elementer, som skaber indre billeder hos publikum. Attachemapperne minder os om, at World Trade Center var symbol på den amerikanske forretningsverdens kapitalisme, og når de smides i en rodet bunke midt på scenegulvet med røg og støv hvirvlende omkring, er det et visuelt stærkt billede på de to tårnes kollaps.

På samme måde understreger Karin Gilles scenografi de fragmenter af sætninger om mennesker, der falder, når en kontorstol og dele af lamper med lysstofrør svæver i luften over scenen. Og igen med et enormt gitter med roterende orange blink som bagtæppe til skuespillerne, der hænger med hovedet nedad midt i luften over scenen, som var scenariet stivnet halvvejs i springet fra de brændende skyskrabere.

Terror/is/me Odense Teater.
Terror/is/me, Odense Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Ligeledes er effekten af den lydkulisse, som de fem kvinder fra vokalensemblet IKI skaber, uhyggeligt stærk. De fem kvinder åbner hele forestillingen, da de træder frem på balkonen i begge sider iført burkalignende, røde klædedragter, der dækker ansigtet fuldstændigt, men som er tilføjet en hovedbeklædning, der leder tankerne hen på Frihedsgudindens.

De fem kvinder synger først en ultra langsom version af Sinatras New York, New York men bevæger sig snart videre til skærende skrig og elektroniske pulsslag, som de skaber fra deres primære placeringer på begge sider af scenen. Også i lydbilledet og i sangernes fremtoning findes dobbeltheden, som skærer sig gennem hele forestillingen. Der er noget ved helhedsindtrykket og dobbeltheden, som minder om Sargun Oshanas iscenesættelse af dansekoncerten Vita Danica (Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni), men med Terror/is/me forhøjes alvoren og budskabet om, at verden ikke er sort/hvid, men at der altid er to sider af en sag, føles ekstremt præsent og relevant.

Lyt til podcastserien Da tårnene faldt af Sigurd Hartkorn Plaetner her.

Koncept og iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi og kostumer: Karin Gille. Barselsvikar for scenograf: Palle Steen Christensen. Dokumentarist: Sigurd Hartkorn Plaetner. Lys: Turpin Napoleon Djuurhus. Lyd: Kim Malmose Hansen. Vokalensemblet IKI: Anna Mose, Randi Pontoppidan, Johanna Sulkunen, Guro Tveitnes og Kamilla Kovacs.

Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Louise Davidsen, Mikkel Bay Mortensen, Nicolai Jandorf, Hanne Hedelund, Lila Nobel og Haesam Jakir.

Spiller på Odense Teater 11. september - 1. oktober 2021.