Folkedans og folkets sange får et nyt, skønt udtryk i dansekoncerten Vita Danica, der er skabt i et samarbejde mellem Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni.
Konceptet til dansekoncerten Vita Danica er udviklet i et samarbejde mellem musiker Pernille Rosendahl, koreograf Marie Brolin-Tani og instruktør Sargun Oshana.
Her mixes danseforestillingen med nye udgaver af kendte sange, som vi kender det fra teaterkoncerten. Resultatet er et velklingende værk fuld af betagende scenebilleder, der får form og stemning gennem Sarah Fredelunds scenografi og lysdesign samt Mark Kenly Domino Tans kostumer.
Velkendte sange får nye udtryk
Sangene i Vita Danica er mestendels kendte, ældre salmer, viser og folkemelodier som En rose så jeg skyde, Jens Vejmand og den ældste af dem alle, Drømte mig en drøm i nat. Således minder udvalget langt hen ad vejen om det, Aalborg Teater præsenterede i deres teaterkoncert dette forår. Men lyden er markant anderledes og alle numrene får et nyt, friskt pust i Pernille Rosendahl og Søren Vestergaards fortolkninger, hvor fx Drømte mig en drøm i nat får en umiskendelig Bollywood-sound, der understreges af dansernes på samme tid bløde og kantede dansetrin.
Pernille Rosendahl er med sin blide, rene stemme en form for diskret centrum i Sargun Oshanas iscenesættelse. Hun synger alle sangene, mens hun enten står stille på samme sted eller bevæger sig med danserne i kortere sekvenser – uden dog på noget tidspunkt at foregive at kunne matche deres niveau. Hun er måske nok det mest kendte navn på scenen, men de seks dansere fra Holstebro Dansekompagni og de to musikere, der akkompagnerer hende, er i lige så høj grad stjernerne i iscenesættelsen. Instruktør Sargun Oshana og koreograf Marie Brolin-Tani rammer en velfungerende balance mellem dans, musik, sang og visuelt udtryk.
Stærk lyssætning
Sarah Fredelund står bag både scenografi og lysdesign, der går op i en højere enhed. Fra loftet i det sorte scenerum hænger hvide forhæng og hvide, firkantede telte, som danserne firer op og ned ved hjælp af snoretræk på bagscenen. Lyset forstærker hele tiden den enkelte scenes udtryk. Først er scenen sort og bar, men badet i et varmt lys, mens danserne slæber enorme, gyldne neg ind på scenen.
Iført Mark Kenly Domino Tans hvide, folkedragtinspirerede kostumer, danser de seks dansere omkring iført solide folkedansertræsko. Danser Elena Nielsen formår endda på imponerende vis i sin solo at komme helt op på tåspidserne i de uelegante sko. Men også elementer af folkedans, der matcher skoene bedre, dukker op, mens de seks dansere i ring og muntert klappende danser til musikernes Sønderho Brude Stykke.
Flere gange i løbet af Vita Danica sker et markant skifte i udtryk og stemning. Fra den indledende lette stemning med den gyldne lyssætning kommer et skarpt skifte til køligt, hvidt lys, der giver alt det hvide på scenen et næsten blåligt skær. Samtidig ændrer musikken karakter til en mere højlydt, gennemtrængende elektronisk lyd, da Nu falmer skoven begynder. Sarah Fredelund leger med lyset på en særdeles effektfuld måde, der i sig selv er imponerende.
Alsidig danskhed
Jasmine Gordon træder ind på scenen i et skarpt, hvidt spotlys, der fremhæver hendes sorte hår og mørke hud. Hun begynder at danse netop som Pernille Rosendahls stemme lyder højt ud gennem højtalerne. “Den danske sang er en ung blond pige,” synger Rosendahl, mens Gordon et sekund stivner i sine bevægelser, før hun genoptager dansen, som træffer hun en beslutning om, at den tekst ikke kommer hende ved.
Der er mange måder at forstå og opfatte dansk kultur på. Det fremstår smukt i den diversitet, der skaber udtrykket i Vita Danica. En forestilling, der som en anden kamæleon ændrer udtryk igen og igen gennem de ca. 80 minutter, iscenesættelsen varer.
Her er folkedans, Bollywood-stemning og moderne dans. Her er elektronisk musik, nye toner og nordens ældste folkevise. Her er blid varme og skarpt hvidt lys. Her er kærlighed til både mennesker, musik, dans og Danmark som et alsidigt sted, hvor der ikke findes blot et rigtigt svar på, hvad den danske sang er.
