Populært lige nu

Nyt samarbejde mellem Teatercentrum og ISCENE samler formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater

1. marts 2025 indgår Teatercentrum og ISCENE et nyt samarbejde om det professionelle anmelderi af børne- og ungdomsteater, som herefter vil være at finde...

Læs anmeldelser af forestillinger, du kan opleve på Det Frie Felts Festival 2025

I de to kommende uger løber Det Frie Felts Festival 2025 af stablen i København 14.-18. januar og i Aarhus 22.-25. januar. Festivalprogrammet byder...
Annonce

★★★★☆☆ Drømte mig en drøm – underholdende teaterkoncert

Teaterkoncerten Drømte mig en drøm på Aalborg Teater er musikalsk velklingende, og de enkelte perler mellem numrene opvejer for det rodede visuelle udtryk.

Annonce

Med Jakob Schokking i instruktørstolen og otte skuespillere fra ensemblet genåbner Aalborg Teater deres Store Scene med Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, der byder på kendte melodier fra den danske sangskat af så forskellige kunstnere som Kaj Normann Andersen og Bigstok Røgsystem.

Den eneste fællesnævner for de valgte sange til forestillingen er, at de alle er danske. Men rent lydmæssigt skabes der alligevel et fint og harmonisk helhedsindtryk i kapelmester Niels Søren Hansens og musiker Johannes Smeds musikalske arrangementer.

Mindre teknik næste gang, tak!

De er meget glade for at videoprojektioner på Aalborg Teater. Det er i hvert fald et gennemgående element i mange af deres forestillinger. Karin Gilles scenografi til teaterkoncerten Drømte mig en drøm er da heller ingen undtagelse. På bagvæggen bagerst på scenen ses diverse projektioner forestillingen igennem, der viser alt fra små kunstneriske tegnefilm over kæmpe gengivelser af skibscontainere til nærbilleder af skuespillere og rekvisitter på scenen.

Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater
Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater. Foto: Catrine Zorn

Projektionerne bidrager i dette tilfælde ikke med noget til helhedsoplevelsen. Tværtimod ville det have virket stærkere, hvis skuespillere og musikere havde stået mere rent frem uden overflødige tekniske elementer. Iscenesættelsen kunne sagtens have været båret af dem og musikken alene, for de gør det virkelig godt.

Annonce

Jakob Schokking har endvidere inddraget et såkaldt borgerkor i opsætningen, hvor lokale aalborgensere medvirker i en foroptaget version, der projiceres op bag skuespillerne. Det er selvfølgelig en sympatisk tanke med det ultralokale islæt, men det bliver igen et overflødigt element, som mudrer oplevelsen lidt til. Især fordi mundbevægelserne på videooptagelserne ikke helt passer med lyden.

Godt og blandet

Hele første halvdel af teaterkoncerten er et fint mix mellem stille, eftertænksomme numre og højenergiske scener, hvor skuespillerne danser og springer omkring i Kasper Ravnhøjs koreografi, der indeholder alt fra jazzhands til et længere Bollywood-inspireret dansenummer. Selvom Ferdinand Falsen Hiis fremviser overraskende adrætte talenter for kraftspring og deslige, så er det dog tydeligt at de otte skuespilleres evner er langt mere udviklede, når det kommer til sangteknik end til decideret dans.

Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater
Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater. Foto: Catrine Zorn

Efter pausen er det dog, som om de lidt taber pusten. Åbningsnummeret i andet akt er ellers en overraskende og velfungerende kombination af to vidt forskellige sange. Her starter de otte skuespillere med Bikstok Røgsystems Arbejd, arbejd tilsat blå kedeldragter og stomp med hamre på træbukke, for elegant at gå videre til Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand med Carl Nielsens smukke melodi. Desværre bliver resten af anden halvdel mestendels lidt mere ensformigt end første del.

Enkelte perler

Teaterkoncertens absolutte perle får vi i første akt, da Karla Rosendahl og Sebastian Henry Aagaard-Williams sammen synger en nyfortolket version af Sanne Salomonsen og Anne Linnets hit Den jeg elsker, elsker jeg. Der går faktisk lidt tid, før jeg genkender sangen, der på ingen måde minder om Søs Fenger og Thomas Helmigs udgave fra 1988. Duetten på Aalborg Teater bliver blidt og fint fortolket af de to skuespillere, og Karla Rosendahls elegante tra-la-la mellem versene giver den et tvist af gammel folkevise, som klæder teksten virkelig fint. Det korte nummer er hele turen til Aalborg Teater værd, og fortjener i sig selv en ekstra stjerne.

Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater
Teaterkoncerten Drømte mig en drøm, Aalborg Teater. Foto: Catrine Zorn

Også Bolette Nørregaard Bangs rene, klare udgave af Kaj Normann Andersens Man binder os på mund og hånd gør indtryk. Der er ikke megen nyfortolkning over arrangementet, men som hun ligger der fladt på ryggen midt på scenen og synger, får teksten lov at få fokus.

Alt i alt er Drømte mig en drøm i nat en rigtig fin teaterkoncert. Musikken kan mærkes i kroppen nede på publikumsrækkerne, og den spirende lyst til at synge med, som af Corona-hensyn jo desværre må undertrykkes, er et klart tegn på, at teaterkoncerten rammer noget rigtigt. Det er nok lige den type positive teateroplevelse, vi har hungret efter de sidste mange måneder.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Journalist og kritiker på ISCENE. Freelance kulturjournalist, teaterkritiker for Jyllands-Posten og medlem af Årets Reumert-juryen. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.
Annonce

Nordisk Teaterlaboratorium overdrager 55 års teaterhistorie til Det Kongelige Bibliotek

Nordisk Teaterlaboratorium starter 2025 ud med at tage et vigtigt skridt for teatrets historie, og overleverer sit fysiske arkiv til Det Kongelige Bibliotek, hvor...