Stormfulde højder indtager igen Odense Teater med mellemstykket i efterårets dramatiske trilogi over Emily Brontës gotiske fortælling fra hedens barske landskab. Natur og råddenskab fylder godt i denne atter konceptuelt gennemførte og velspillede 2’er.
Man kan vel både kalde det for den svære 2’er og for trædestenen i midten. Men uanset kaldenavn klarer del 2 af Odense Teaters Stormfulde højder sig ganske udmærket i egen ret. Ja, det er da ligesom serieformatet gror lidt på en her i anden runde. ”Åh, så er der en hel måned til næste gang,” som kvinden ved siden af mig sukkede, da lyset gik op.
Genkendelighed kan noget, og Vibeke Wrede og det kunstneriske team har skabt et gennemført univers, der tåler genkendelse – om end jeg fortsat er lidt i tvivl om, hvad Brontës fortælling vil os i 2021.
Jeg kan ikke få luft
Måske kom jeg det dog lidt nærmere denne gang, hvor andre karakterer trådte frem og nuancerede de stærke følelser og den rådvildhed, som ikke bare Catherine og Heathcliff nærer, men stort set alle involverede. De fleste af de andre er bare bedre til at kontrollere følelserne. Særligt Kristoffer Helmuths parodisk tilknappede Edgar, der denne gang må ned fra sin høje hest af social overlegenhed, da både Catherine, som han i mellemtiden har giftet sig med, og søsteren Isabella er aldeles tabt til udskuddet Heathcliff. Én gang taber Edgar besindelsen, en anden gang viser han en ikke-manicureret følelse. Det bliver stærkt, fordi vi kun får glimt fra livet bag pansret.
Heatchcliff er kommet til materiel værdighed, men ikke just moralsk. Ud over Catherine står der ikke andet end hævn i hovedet på ham. Så nok kan han kruse overlæben lige så foragtende stift som selveste Edgar, men det får ham ikke væk fra katastrofekursen. Det gælder jo egentlig alle karakterer i dette dysfunktionelle miljø, hvor følelser tæmmes, til de bryder i lue og brænder alt til grunden.
”Jeg kan ikke få luft,” siger Catherine igen og igen – spærret inde mellem tapetets kunstige naturudtryk. Luften er ude på heden. Sammen med minderne om de sorgløse dage med Heatcliff. En tid, de aldrig kan genvække. Måske ønsker hun det heller ikke. Isabella forlader Heathcliff, da hun forstår, at hun kun er en brik i hans spil. Catherine kunne forlade Edgar, men gør det ikke. Så måske er hun ikke gal af kærlighed, men bare gal. Syg af et sygt miljø eller genetisk belastet?
Livet er viljen til livet
Miljøet vinder nok på point, selv om arvesynden også er stor i de to slægter, historien binder sammen. Perfiditeterne flyver konstant med uhyre præcision mellem søstre og brødre, mellem koner og mænd, forældre og børn, mellem herrer og tjenere. Alle har noget på alle, og selvom der lures bag alle døre, bliver der også hvislet og skældt ud af karsken bælg.
Lars Simonsens nøgterne huslæge bevæger sig som den eneste uantastet, men ikke uberørt, gennem det synlige spor af puds, blod og gamle knogler, der sanseligt fortæller om sjælenes og slægternes forfald. Gerard Carey Bidstrups religiøst-rablende tjener Joseph ligner efterhånden noget, der er trukket op af helvedes svovlpøl -brændemærket og sårfyldt – mens Catherines nevø Hareton kan hver ed i nogen ordbog.
”Jeg føler mig kun sikker, når jeg taler,” japper Isabella. For alle vælter det indre kaos ud i angreb og jeremiader. At påtage sig et eget ansvar for tragedierne falder tungere. ”Du sagde det ikke”, ” du forstod det ikke”, ”det har du selv gjort”. Her, lige her, kan jeg få en krog ind til nutiden. Et spejl for en tid med uundgåelige valg. ”Livet er viljen til livet,” lyder stykkets måske mest banale, men også mest sigende replik. Man må vælge det til, ikke lade andre vælge for sig.
Serieformatet giver tid til fortællingen, men er jo også bæredygtigt i sig selv. Døde skuespillerens karakter i første del, er der selvfølgelig en ny plads i slægten denne gang. Scenografisk og musikalsk befinder vi os samme sted, dog denne gang udvidet med spillet mellem Edgars (tilsyneladende) lyse dukkehjem og det snaskede mørke på Wuthering Heigths. Overordnet kommer vi lige en tand mere ned i mørkets angst og meningsløshed. Fornemt koncentreret i Cecilie Gerberg Nielsens tour de force ud i alle hjørner af Catherines karakter.
Fortvivlelsen stiger. Nu glæder jeg mig også til næste kapitel.
LÆS OGSÅ: ISCENES anmeldelse af Del 1
