Odense Teater lægger godt fra land med første del i den dramatiske trilogi over Emily Brontës Stormfulde højder. Uhyggen siver ud af alle scenografiens sprækker, mens romanens magt- og kærlighedstemaer foldes ud i intenst spil.
Tågen stiger. Hundene glammer. Et spøgelse går over scenen. Det er Cathrine. Hun kalder på Heathcliff. Så er scenen sat med gotiske toner til det, der ofte er blevet kaldt ”den største kærlighedshistorie i verden,” men Emily Brontës Stormfulde højder handler vel egentlig mere om isolation og magt end om kærlighed? Det er i hvert fald den meget tragisk-romantiske variant af kærlighed, vi møder, i romanen – og på Odense Teaters lille scene, Værkstedet.
De store historier har i en periode haft hjemme i serieformatet, der ligesom romanen kan folde fortællinger bredere – og nogle gange dybere – ud end dramaet og filmen. Det giver derfor god mening at lave en romanadaption i seriel form. Stormfulde højder er delt i tre forestillinger, der spilles hen over efteråret, og man kunne da ønske en lille afsluttende maraton med alle tre forestillinger, som Odense Teater lykkedes overmåde godt med i dobbeltdækkeren Min geniale veninde for et par sæsoner siden.
De lever i kroppenes leg
”I kan aldrig gifte jer,” siger Nelly til Catherine. ”Vi kan ikke skilles ad,” er hendes svar. Og i dette ordskifte ligger det meste af første dels dramatiske tragik, der kredser om kærlighedsforbindelsen mellem Catherine og hendes fosterbror Heathcliff. Elsket af deres far, hadet af hendes bror Hindley, der vender retur som husets herre efter farens død. Skadet af farens tilsidesættelse, agerer han lunefuldt. Spiller formuen op, pisker Heathcliff, tirrer Catherine og piner sin egen skrøbelige, gravide kone, Frances. Han har fra start kurs mod katastrofen i sin deliriske paranoia, der ikke kan kende kærlighed, når den råber ham ind i ansigtet. Brutalt-desperat spillet af Niels Skovgaard Andersen med tilpas tvetydighed til at drage og fastholde interessen. Laura Skjoldborg er hans petite viv med fornem sans for den kuedes skift mellem det eksalterede og underkastelsen.
Man forstår attraktionen mellem dem, hvor rå den end er. Det er derimod sværere at forstå det brændende begær mellem den meget talende Cathrine og den meget tavse Heathcliff. Cecilie Gerberg Nielsen og Alexander Mayah Larsen får alligevel begæret til at leve. Tale sammen kan de dårligt, men de lever i kroppenes leg. I naturen – som Heathcliff i mange fortolkninger også fremstilles som. Modsat dengsede Edgar Linton, som Kristoffer Helmuth fører stilfærdigt-snobbet frem. Hvorfor i himlens navn Catherine ser noget i ham (på sin egen forkvaklede måde), er en gåde med nutidsbriller. Men ikke i romanens samtid, hvor klasse spillede en anden rolle.
Det er uhyggeligt!
Af samme årsag mangler jeg måske lidt at mærke den aktuelle nødvendighed af at fortælle netop denne historie. Jeg kan ikke rigtig finde en krog i samtiden at hænge dens spejling af klasse i natur/kultur. Men jeg venter naturligvis spændt på, om de næste to dele bringer et bud på det, og glæder mig her og nu især over det intense og stærke spil i alle roller. Isa Henningsens små-forurettede mine og måske troværdige vurderinger som tjenestepigen Nelly. Gerard Carey Bidstrups fordømmende forvalter, der altid lusker rundt i hjørnerne. Lars Simonsens totalt desillusionerede og stærkt selvmedicinerende læge, der trods alt stoisk hjælper alle de dysfunktionelle og gensidigt misbrugende karakterer.
Det hele som sagt sat i en spektakulær video-scenografi af Peter de Neergaard med lys- og lyddesign af Kisser Rosenquist. Der er blod, bræk og fedtglinsende kyllingelår på scenen, og disse meget konkrete visualiseringer af det dødelige spilles op mod de evige hundeglam, de truende kompositioner, og et rum, der visuelt hele tiden bevæger sig. Figurer toner frem og ud i tågen som hallucinationer. Det er uhyggeligt!
Stormfulde højder 1 lægger godt fra land og bliver interessant at følge. Både for at se, hvad formatet kan, og for at følge karakterernes udvikling – altså dem, der overlever til del to.
Kom i stemning med Kate Bushklassikeren Wuthering Heights.
