Litteratur på scenen er altid en satsning. Odense Teater sejler den litterære supertanker dygtigt i havn i Madeleine Røn Juuls genialt lydhøre iscenesættelse, der skaber et værk i egen ret af Elena Ferrantes kæmpestore, farvestærke og menneskekloge romancyklus, Min geniale veninde.

Selvom teaterdirektører ofte bliver beskyldt for det modsatte, kræver det nu et vist mod at binde an med at transformere litteratur – klassikere som bestsellere – til scenen. Man roder jo med de billeder, læserne selv har skabt i fantasien, og skal skabe et værk, der nok står på solid grund, men også skal virke i egen ret i en helt anden kunstart.

Jeg hører til den store læserskare, der formelig åd Elena Ferrantes firebindsroman om venskabet mellem de to napolitanske mønsterbrydere, Elena og Lila. En fantastisk skildring af kvinders liv og muligheder, som de ændrer sig radikalt op gennem det 20. århundrede, fortalt filmisk i en på samme gang poetisk og baggårdsrå tone. Mine forventninger til premieren har derfor også været iblandet en vis angst for skuffelse, om end valget af Malene Melsen og Sarah Boberg til de altdominerende hovedroller var så indlysende rigtig og stemte forventningerne en tak højere.

Lad det derfor også være sagt med det samme: Odense Teater sejler den litterære supertanker fornemt i havn med stærkt skuespil, en fremragende oversættelse af Peter Dupont Weiss og en genialt lydhør iscenesættelse af Madeleine Røn Juul, der blander de barske romaners råhed, ømhed, jalousi og lokalkoloristiske burleskhed med dansetrin og dukkespil i det helt rette forhold. Min geniale veninde er også i Odense en episk fortælling, men får i teaterrummet poetisk magi og det dragende svæv af at være der selv lige nu og her.

Min geniale veninde på Odense Teater, 2019. Foto: Emilia Therese

Forestillingen er baseret på den britisk-sicilianske dramatiker April De Angelis manuskript, og selv om der selvfølgelig er hakket en del hæle og klippet et par tæer på vej fra romancyklus til scene, bevares oplevelsen af kvarteret, det fattige Napoli, som i bøgerne som en tredje hovedkarakter udgør bagtæppet og sigtekornet for Lila og Elenas livsrejser. I Odense genskabes kvarteret i en totalscenografi, hvor spillet dels foregår på en scene midt i rummet, men også på trapper og svalegange, der med enkle midler gestalter det sydeuropæiske miljø, hvor varmen åbner døre og vinduer, og lader naboerne leve med i alt. Catia Hauberg Engel står bag den nøgent-fabulerende scenografi, der fortæller mere end 1000 ord med sine svævende forladte brudekjoler, og helvedesdampene fra feriestranden, hvor begæret slår uopretteligt skår i kvindernes venskab. Det travle ensemble skal have sin del af roserne for den livlige oplevelse af at stå i baggården og lytte med. De springer ind og ud af roller og undlader ikke en lejlighed til at slå sig på gallisk melodramatisk vis for bryst eller pande, hvad enten det handler om forsmået kærlighed eller raseri over datterens skilsmisse.

Min geniale veninde på Odense Teater, 2019. Foto: Emilia Therese

Sarah Bobergs pænt-stræbende Elena (kaldet Lenú) i det lidt ildesiddende tøj (god detalje) og Malene Melsens flamboyante, katastrofesøgende Lila indfrir alle forventninger. Som små gadetøser, der sprødt og frækt nærmer sig hinanden. Som krigssøstre, der vil undslippe slummen via litteraturen. Som de evige intellektuelle kombattanter – de er jo hinandens geniale veninde, og vil evigt spejle og konkurrere. Konkurrere gør de også Nino, som de begge slår sig på, og som Thomas Bang fremstiller lige præcis så øretæveindbydende selvopfyldt og dog attråværdig, at man forstår kvindernes betagelse.

Der er i det hele taget mange fint skitserede mandeportrætter rundt om kvinderne: Lars Simonsens træmand Pietro, som Elena gifter sig med, Mikkel Bay Mortensens benhårde mafioso-Marcello, hvis krakelerende bror Michele spilles fornemt macho-desperat af Jacob Weble, mens Ninos klamme far Donato spilles af Mads Nørby. Skønnest er dog næsten de øvrige kvinder: Hanne Hedelunds elskovsgale Melina, Cecilie Gerbergs mopsede venstrefløjsaktivist Nadja, Mette K. Madsens haltende og bramfri Immaculata, de to sammen som pastelfarvede modpoler til Lila og Lenú, og Githa Lehrmanns hjerteskærende Gigliola, der mister sin Marcello til Jeppe Ellegaard Marlings lige så hjerteskærende Alfonso. Alle spiller et hav af andre roller og nogle har et mere flygtigt præg end andre, men Røn Juuls konsekvente, livfulde og elskelige instruktion giver dem alle en plads i det kæmpestore, farvestærke og menneskekloge værk, Min geniale veninde også bliver på scenen.

Min geniale veninde på Odense Teater, 2019. Foto: Emilia Therese

Jeg så begge forestillinger i streg og vil varmt anbefale de få tilgængelige muligheder for den form for maraton. At skulle vente flere dage på del 2 vil være en pine, og seks timers uafbrudt teater kan altså noget, når det er godt. Man bliver som tilskuer draget længere og længere ind i universet og får en oplevelse af at være der sammen med karaktererne, uagtet at de på intet tidspunkt henvender sig direkte til os.

Læs mere om pseudonymet bag Min geniale veninde, Elena Ferrante
Læs om romanernes tilblivelse

Læs interview med hovedrolleindehaverne Sarah Boberg og Malene Melsen i Fyens Stiftstidende eller mød dem onsdag 22. maj kl. 17.00 – 17.30 på ODEON, og hør om deres arbejdet med at transformere en fire-binds succesroman til en teaterforestilling. Billetter á kr. 50 skal bookes via teatrets hjemmeside.

Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Catia Hauberg Engel
Oversættelse: Peter Dupont Weiss
Lysdesign: Simon Holmgreen
Lyddesign: Kim Malmose
Medvirkende: Malene Melsen, Sarah Boberg, Thomas Bang, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg, Mette K. Madsen, Lars Simonsen, Jacob Weble, Mads Nørby, Jeppe Ellegaard Marling, Mikkel Bay Mortensen.

Læs mere her