Hvem kender ikke kærlighedstabets altomstyrtende kraft? Hverdagen sættes i undtagelsestilstand og rationelle svar er irrelevante. Den tilstand indfanger Mungo Park med tre sideordnede historier i hjertesorgsgyseren SMASK.
Tre triste mennesker sidder i venteværelset. Kaffeautomaten har sit eget liv, og røde og grønne lamper styrer adgang til udgangen. Udgangen til livet. Udfrielsen fra sorgen over at være forladt. For det er jo det, det handler om i SMASK, der løst forbinder tre dramatikeres bud på temaet.
Når hverdagen bliver fremmed
Sara Fanta Traore er den forsmåede Miriam. Manden Theis har forladt hende, men hun kan ikke give slip og hele tilværelsen drejer sig om at komme i kontakt med ham igen. Hendes eneste middel er de overleveringsbeskeder, der følger med, når datteren Mynte på skiftedage skal over til sin far. Theis vil ikke længere møde Miriam, så al hendes længsel og kamp med afvisningen koncentreres ned i stadigt mere perfide og selvfornedrende beskeder. Altid afsluttet med titlens Med venlig hilsen din ekskone.
Miriam har fået indprentet af sagsbehandleren, at hun skal blive på egen banehalvdel, men det er ikke nemt, når man dribler en bold af betændelse. Datteren forstås. Den datter, Miriam har sværere og sværere ved at håndtere i sine tiltagende verdensfjerne dialoger med tøjdyr. Iscenesættelsen balancerer fint mellem det komiske og det foruroligende i en hverdag, der er blevet fremmed.
Latter og gråd
Det uhyggelige banker også helt bogstaveligt på i Allehelgensaften, hvor knudemanden Troels bliver forladt af sin kone. Katatonisk sidder han tilbage i sofaen og gnaver på minderne. Flere børn banker på og tigger slik, som aftenen jo byder, inden en lille tavs unge morbidt udklædt som bårebuket trænger ind i huset. Troels enetale rammer denne lille figur, der absorberer hans ord gnaskende på de fiskekiks, der optræder som et visuelt spor gennem de tre historier. Måske er de et billede på sorgen, måske er de bare kiks.
Henrik Prip er rørende som manden, der rummer et væld af følelser, men som gik i stå et sted undervejs i sit parforhold. Ikke mindre forkrampet, men nu på den ekstroverte måde giver han gas som den seriøst irriterende lattercoach, der er far til serieforelskede Ellen i Klubben. Hun stortuder, så det næsten er lystfyldt i sig selv, men far vil hellere le. Han helmer ikke, før publikum ler med. Ellen havde ellers besluttet aldrig at forelske sig igen, men det sætter en pludselig storm en stopper for, og historien går i ring. Nana Morks kan lade en pause med lidt af hvert og tramper lige i hjertet med sin manglende livsevne og snot, tårer og blod silende ned over ansigtet.
Det dybe hul af smerte
Anastasia Nørlund får bundet de tre historier godt sammen i det mix af forstening, sarkasme, hæmningsløs gråd og tapper humor, der er et ret dækkende bud på det følelseskaos, en afvisning udløser. Godt hjulpet af de gotiske uhyggeelementer, for vores normaldanske målrettethed kan jo slet ikke rumme det dybe hul af smerte, kærlighedssorgen åbner. Måske er der lige lovlig meget behændighed i sammenbindingerne mellem de tre historier. Måske kunne snerten af 90’er-ironi være nedtonet, men bag grinene får SMASK fat i det porøse og giver det plads.
Klubben er improviseret frem og fremstår også lidt løsere i kanten end de to andre, der er mere dramaturgisk sirlige og to-the-point. Men det understreger jo bare, at alle sørger på deres måde. SMASK er brugsteater på den moderne måde, der karakteriserer Mungo Parks repertoire under Anna Malzer. Vedkommende og morsomt baseret på en kerne af alvor.
