På Café Liva synger englene så skønt . Alt er, som det plejer. Og så alligevel ikke, for i år er det tre seje kvinder, der kører julebranderten hjem og giver politikerne og os andre satireknas med på vejen i årets kabaret, Julspin og englenisser.
Tre manisk syngende julemænd entrerer scenen på Liva, men afbrydes snart af aftenens eneste biologiske mandlige kunstner, pianist-esset Nicolaj Majland. Han føler sig noget krænket af de udklædte damer, men kommer ikke rigtig igennem over for matronerne, for ”du tror jo ikke på julemænd, vel?” Damerne kaster dog julemandens klæder og dukker op i mere feminine røde gevandter til en straks meget mere swingende sang om nytårsforsætter. Ja, de proklamerer endda ”at ville være sammen med deres børn”.
Pissefarlig vapsinering
Så er vi i gang med den livaske kobling af skønsang og satire med brod. Ofte vendt mod politikere i alle farver, men lige så ofte mod tidsånden. Om den så svæver lidt luftigt rundt eller er forankret i intimsfæren. Som sidste år synes jeg, det kniber lidt med de helt skarpe tekster, som ellers plejer at flyde i en lind strøm på Liva. Særligt de tre udgaver af Peters jul med Inger, Pernille og Mette (gæt selv deres efternavne) savner skarphed og aktualitet. Hverken Ellemanns nedtur eller flirten med Tulle er særligt relevante parametre efter det nys overståede valg. Så hurtigt går det i politik, og Jacob Morild plejer at følge med.
Han står naturligvis atter bag de fleste tekster og rammer måske særligt plet i det, vi kan kalde Livas julekabaret-standards. Joy-Maria Frederiksen forsøger forgæves at købe klimaforandringer til sin mand i gavebutikken, men da den kun sælger ting uden værdi, må hun nøjes med Co2-kvoter. I år der tre fulde kvinder til julefrokost og de er eklatant morsomme. At Mette Marckmann kan bestige en barstol som ingen anden, har vi set før, men hun lægger lige et par promiller til i år, hvor hun rimer Boris på sushi og fører an i de damers dissekering af den pissefarlige ”vapsinering”.
Mette Marckmann slår også til som selvsvingende strikkeentusiast i 3 om 1 stol. En anden stjernestund er Husmødet, hvor den meget spage husbond (Majland) – der jo også har formastet sig til at optræde nøgen til Lucia – ikke får et ben til jorden, endsige et julehjerte flettet på mødet, hvor fruen i Joy-Maria Frederiksens stramtandede skikkelse dikterer samtlige juleregler med svær detaljeringsgrad. Giftigt!
Hullet i min vaniljekrans
Musikken er som vanligt i fuldstændig særklasse. Nicolaj Majland fylder skoene bag piano og den mere end velklingende trio. Vi får naturligvis et par kor på banen. 70’erkoret begræder deres barndoms jul med brune ris, mens vor tids boomerkor tager et af aftenens største stik hjem med deres aldeles ubehagelige overgrebsvise på melodien til Langt ude i skoven. ”Herregud, det tog ingen skade af,” lyder omkvædet fra kvinderne i fiks brille og vævet sjal. Rikke Buch Bendtsen er i front for en anden Liva-juleklassiker, schlageren, der denne gang handler om at møde nissefar i Wupperthal og få fyldt hullet i sin vaniljekrans….
Ja, sådan er versefødderne jo altid så friske på Liva, men man fristes til at sige: Det tager vi ikke skade af, når der leveres med så megen charme, lækkert hår og sans for schlagerens væsen. Årets julemedley følger op og viser samtidig trioens bredde. Med afsæt i The Supremes har de os fra første node til sidste snefnug. Hamrende professionelt. Til slut går verden atter tankevækkende gennem Nyhavn, som den senest gjorde i 2019 med sin på en gang sylespidse og blide undren over vores forhold til fremmede.
Se, det er julesind. I år bliver det nok til mere englelyd end julespin på Liva, men uagtet det svingende tekstmateriale er kabareten også i år en tradition, man skal holde i hævd, hvis man sætter pris på den helt særegne kombination af verbal hudfletning og melodisk velklang.
