Café Liva byder for tredivte gang på julecabaret med en charmerende, swingende årgang med et klædeligt drys af poesi over de sylespidse, små satirepile.
“Måske får du din barndom tilbage, lille Greta”, gnægger bedstemor i Mette Marckmanns skikkelse som afslutning på ældste generations klimanostalgiske vise i årets aftapning af Café Livas julecabaret, Gys, Grin og Guirlander. Jacob Morild skåner ingen hellige køer, heller ikke i år, hvor cabareten dog fremstår en anelse mere mild og poetisk, hvilket klæder den godt.
Vi får masser af stik fra Morild og co’s hvæssede penne, men også masser af kærlighed. Ja, “Jesus elsker alle mennesker. Jesus elsker folk med nosser, men også Alex Vanopslagh”, som Frelsens Hær synger, inden de udøver lidt voksenmobning inden for egne rækker. Vi er jo på Liva, så selvom et nummer hedder Inklusion, flyver perfiditeterne som altid lavt på det hårdtarbejdende cabaret-team. Men sidder bæltestedet lavt, er den sproglige barre også som vanligt sat højt. Morild rimer skidtmads på Christmas, og jul på sidespring i skjul, mens han og Marckmann kun få gange slår kludder med tungen, når de ekvilibristisk i turbotempo turnerer de vittige, forfriskende lixtals-svingende tekster.
Marckmann er diabolsk charmerende i countrystil som den forsmåede frue, der slog sin utro ægtemand “ihjel, skar ham op og kogte ham til karamel”. Lutter skønne rim i dette petitfour-projekt. Morild paraderer sine faste karakterer: den lumre tyrolersanger i top- eller skulle man hellere sige bundform? Præsten er også med og tæller i år alle liberalister i mandtal, inden han lægger dem i graven med en mangfoldig skare af folkepartister, der priser den hellige julemedister. Nedrigt aktuelt!
Sammen tager de dog næsten det største stik hjem i årets julefrokostbrandert. Morild giver fuldemandskvalmen nye højder, da citronen er oppe og lede efter remouladen mellem hans mange fuldtonede hik. Men også Damen med de blå tænder kan gå hjem og lægge sig efter Marckmanns bestigelse af barstol og promillelogiske vej fra Brexit til Kammalise fra Regnskab. Eller muligvis er det Karenlise – det var svært at tyde i den snøvlede tale med den dog så klare tanke, der også får præciseret den geopolitiske årsag til, hvorfor Boris Johnson har så mærkeligt hår.
Der er et par halvtynde scener, men generelt er niveauet højt, og er teksten mager, er charmen og musikaliteten i højsædet. Tre tåbelige kor stiller op, men megen sang bliver det af forskellige årsager ikke til. Det gør det til gengæld i Burt Bacharach-medley’et, hvor Morild formår at have vibrator i hele ansigtet, og i cabaretens blide afslutning, hvor verden (ikke våren) går gennem Nyhavn. Visen spidder vores forhold til fremmede, men gør det så uendeligt varsomt og melodisk, at vi alligevel forført vugger med iført den mentale nissehue. Det er smukt og sejt.
Den musikalske ledsagelse er i mere end trygge hænder hos de to garvede Liva-musikanter Thomas Pakula og Morten Wedendahl. Det swinger på Liva, mens sylespidse, små satirepile finder vej gennem latterens rungen. Julen var en fattigere højtid uden Liva, der slutter året kærligt af med endnu en jubilæumsforestilling.
