Martin Ringsmose fejrer 25 års jubilæum som skuespiller. De 20 af årene har han været på Aalborg Teater, hvor tre forskellige teaterchefer har påvirket hans forståelse af teater. I dette interview fortæller Ringsmose om de erfaringer, han gjort sig gennem årene, om to forestillinger, der har haft særlig betydning og hvad det giver at være del af det samme teater i to årtier.
I disse dage prøver Martin Ringsmose på rollen som den rasende desillusionerede historieprofessor George i Edward Albee’s verdensberømte klassiker Hvem er bange for Virginia Wolf. En stærk karakter blandt de mange store personligheder, som Ringsmose har fortolket gennem sine 20 år i ensemblet på Aalborg Teater.
Tid til at udvikle sig
Martin Ringsmose stod færdig fra Skuespillerskolen på Aarhus Teater i 1996, og havde de første fem år opgaver forskellige steder som Jomfru Ane Teatret, Svalegangen og som en del af Aarhus Teaters ensemble. Men, modsat de fleste andre skuespillere, er Ringsmose blevet på det samme teater i nu to årtier. Det har givet en helt særlig ro, fortæller han her:
“Jeg har – måske vigtigst af alt – haft tid. Tid til over et længere stræk at udvikle mig. Jeg har i mindre grad været presset til og måske stresset af at skulle levere fra gang til gang, fra premiere til premiere. Jeg har snarere følt mig velkommen og satset på gennem flere sæsoner. Hvor værdien af mit arbejde nok er blevet målt på, hvad jeg har præsteret til premieren, men samtidig og på (næsten) alle måder mere essentielt, graden af fordybelse over tid”.
“Det er naturligt nok en tilsnigelse at tale om det samme teater over 20 år. Aalborg Teater har gennemlevet forandringer de sidste 20 år og de senere år ganske omvæltende forandringer. For mig har det været betydningsfuldt at blive ‘inviteret’ med og også fortsat at sige ‘ja tak’ til invitationen. Skiftende syn på teatrets rolle i tiden, på skuespillerkunsten, på ensemble-forståelsen har påvirket mig og – håber og mener jeg – skærpet mit syn på væsentligheder og ja, dermed også ligegyldigheder,” siger Martin Ringsmose.
Teater er ikke produktion men formidling af ånd
Hvordan har du oplevet udviklingen gennem tiden?
“Gennem de sidste 20 år er ensemblets størrelse på Aalborg Teater blevet næsten halveret. Fra omkring 35 skuespillere til omkring 19 skuespillere. Vi producerer dog stort set samme antal forestillinger. Umiddelbart kunne det måske ligne en ret fornuftig bevægelse; jeg mener, hvad skulle alle de skuespillere til for, når 19 kan klare det i stedet for 35? Og sikkert fornuftigt eller i hvert fald nødvendigt al den stund vi taler om produktion af gafler, stole eller skibe. Men for mig at se er teater ikke produktion. Selvfølgelig sker det i en eller anden form for produktion. Som er underlagt visse af fællesskabet bestemte vilkår. Vilkår som forandrer sig over tid. Og lige nu er vilkårene vældig, vældig stramme. Og det har de ikke altid været. Men teater er først og fremmest formidling af ånd. Så når ensemblets størrelse er reduceret fra 35 til 19, så er det for mig vanskeligt at hylde fornuften. Det svarer til at stræbe efter kun at læse 19 bøger fremfor 35. At værdsætte den sparede tid og det mindre slid på øjnene,” forklarer Martin Ringsmose og tilføjer:
“Når vi er gået fra 35 skuespillere til 19, så er det at fjerne flæsket. Overskuddet. Det ekstra. Og det er godt efter jul. Men det er skidt for mangfoldigheden, kompleksiteten, den demokratiske evne. Med andre ord, det er skidt for formidlingen af ånd”.
Tre teaterchefer over 20 år
Hvordan har du oplevet, at teatret kunstnerisk har udviklet sig gennem årene?
“Jeg har arbejdet på teatret under tre chefer; Geir Sveaas, Morten Kirkskov og nu Hans Henriksen. Tre chefer, som hver især har påvirket og formet teatrets kunstneriske udvikling og min forståelse af teater. Aalborg Teater er fortsat den dag i dag præget af en vision om et stort, ungt og – med fare for at lyde romantisk – hjerteligt ensemble. Dette kan først og fremmest føres tilbage til Geir Sveaas, som med sin klare vision om det store ensemble, forandrede Aalborg Teater. Og gennem sin rummelighed, varme og oprigtige kærlighed til skuespillerne inviterede til at udvikle teatret, skuespillet, individerne – sammen! Disse tanker præger fortsat Aalborg Teater”.
LÆS OGSÅ: De skønne dage i Aranjuez – skønne ord og spil i symbolstiv iscenesættelse
“Med Morten Kirkskov fik teatret en chef, som i mine øjne, med provokerende frækhed viste, at teater også skal kunne kommunikere her og nu i direkte øjenhøjde med sit publikum. Morten Kirkskov placerede teatret som en synlig aktør i samspillet og samarbejdet med byens og regionens øvrige kulturinstitutioner, ikke bare som rundbordssnakke og hensigtserklæringer, men direkte, konkrete forestillinger, hvilket indiskutabelt har øget opmærksomheden på teatret,” understreger Martin Ringsmose.
“Mødet med teatrets nuværende chef, Hans Henriksen, har for mig åbnet op for den tydeligste vision for skuespillernes arbejde, for teatrets virke og for teatrets opgave. En insisteren på altid at søge de dybeste lag i værket. Og en forståelse for at fordybelse kræver tid, at skuespillerens mulighed for at afdække et dramatisk værks reelle tyngde styrkes ved at møde værket igen og igen over tid. Med en omlægning til delvis repertoireteater er det lykkedes ikke bare at gentage en opsætning, men langt vigtigere at nyskabe opsætningen. Det, at vi – og publikum – får chancen for at møde værket på ny, giver mulighed for at afdække nye lag, udfordre kompleksiteten og forhåbentlig skabe oplysning på et oplyst grundlag, så at sige”.
“Jeg synes, omlægning til repertoireteater har været med til at gøre forestillingerne bedre. Faktisk absolut. Det sammenholdt med det grundlag og den bevidsthed, som Geir Sveaas og siden Morten Kirkskov bragte til teatret, gør at Aalborg Teater – for mig at se – er på vej mod en markant og tydelig kunstnerisk profil”.
To væsentlige roller
Hvilke forestillinger og roller har været med til at udvikle din karriere og dig som skuespiller?
“Det føles både svært og i virkeligheden urimeligt at svare på. Svært fordi, der helt sikkert gemmer sig forestillinger, roller og personlige møder i min underbevidsthed, som jeg endnu har til gode at opdage og forstå betydning af for min udvikling både på den ene og den anden måde. Og så er det urimeligt at fremhæve nogle, da andre med lige så stor rette kunne være fremhævet. Men jeg vover pelsen og nævner to:
Under Bæltestedet af Richard Dresser, instrueret af Thomas Bendixen. Sammen med Morten Burian og Anders Juul spillede vi på Mindste Scene på teatret. Og det udviklede sig til et improvisatorisk samspil, som lykkedes med at skabe en væren på scenen, som var reel, fri og uforudsigelig i en stringent og klar ramme. Og en fortløbende samtale om vores fælles arbejde, som var sjældent ærlig, lyttende og hjertelig. Vi voksede simpelthen sammen. I begge betydninger.
Indenfor Murene i Morten Kirkskov iscenesættelse med Henning Jensen i rollen som Adolf Levin. For mig var den præstation en stor inspiration. Jeg så en stor skuespiller på scenen, afstå for at give plads til sine medspillere uden at miste egen integritet. Det var helt ærligt dybt bevægende for mig. Og jeg kan drømme om at nærme mig det niveau”.
Vibrerende, uforudsigeligt og farligt
Hvordan har du oplevet, at mødet med publikum har udviklet sig gennem årene?
“Jeg har haft mange roller, hvor en improviseret og direkte samtale med publikum har været en del af pakken. Det har jeg nydt, måske nærmende sig en forelskelse. Det er i den grad vibrerende, uforudsigeligt, farligt, lokkende, sjovt, tåget og som dug for solen; pludselig er det væk! Og i morgen bliver aldrig det samme”.
LÆS OGSÅ: Aalborg Teaters Fanny og Alexander er et overflødighedshorn af fortryllende fortællegreb
“Min fornemmelse er, at der er sket en tilvænning eller læring, både for mig som skuespiller og for publikum. Det virker til at selve det teatralske greb – en direkte henvendelse til publikum – med årene er blev accepteret og af mange værdsat. Og selvfølgelig sidder der fortsat enkelte, som muligvis ønsker hele denne sniksnak og direkte konfrontation ad Hekkenfeldt til. Og det er ret fantastisk, især hvis det alligevel lykkes at få en snak med vedkommende,” slutter Martin Ringsmose.
