Aalborg Teaters De skønne dage i Aranjuez kræver spidsede ører og en uvant sans for stilhed og langsommelighed. Trods symbolvrimmel i både tekst, lyd og scenografi er det et seværdigt bud på eksistentiel refleksion i en tid, hvor vi har netop mere tid til rådighed.
Jeg glæder mig til, at Aalborg Teaters digitale indsats AAT Stream bliver udvidet med formater, der er tænkt digitale fra start. For filmet teater er nu engang filmet teater. Der var dog langt bedre styr på kamerafokus og vinkler i lørdagens premiere på Peter Handkes De skønne dage i Aranjuez end i debuten i sidste uge med Herman Bang-adaptionen Tine.
Det traditionelt kønsspecifikke på hovedet
Det var nok også noget nemmere at stille skarpt på den sidstes temmelig statiske iscenesættelse, hvor Martin Ringsmoses karakter ikke rørte sig af flækken før en kort linegang mod slutningen. Østrigske Peter Handke modtog Nobelprisen i litteratur i 2019, hvilket udløste bred kritik grundet hans pro-serbiske sympatier, særligt hans benægtelse af folkedrabet i Bosnien. Hans litteratur og således også hans dramaer befinder sig dog som oftest langt fra realiternes beskidte verden, men dykker ned i sproget som en søgen efter det eksistentielle.
I sproget findes både det abstrakte, men også det arketypiske. Handke bruger i De skønne dage i Aranjuez stereotypen Han og Hun, men udstyrer langt hen ad vejen de to spillere af hvert sit biologiske køn med det modsatte køns kulturtypiske konnotationer. Han er en tilskuer til livet, der spørger og spørger for dog at opleve gennem den anden. ”Nole me tangere” – rør mig ikke er for ham tegnet på sommerens højdepunkt. Først til sidst går han et par tøvende, balancerende skridt og er måske brudt igennem til levet liv? Hun er den udfarende kraft, der æder af livet, ikke fortryder, ikke erindrer, ikke ser sig tilbage. Hendes mænd manglede jægeren i sig – måske fordi hun selv tog den rolle?
Edens have – nu med blod i fuglebadet
Det hele foregår i en moderne Paradisets Have med pæne havemøbler og flere æbler end slanger. Optaktens lavmælte lydkulisse af sommerdagens summen, kvidren og plaskende vand i fuglebadet stiger mod slutningen til et foruroligende crescendo af kulturens lyde, flyvemaskiner, udrykningssirener, mens den poetiske have formørkes og surreelt spyr æbler og blod. Der er en del på færde, når paletten skifter fra sommerhvid til farver i et rådnende stilleben på havebordet, mens øret flænses, før alt atter falder til ro i en nøgen stilhed kun brudt af det fortsat dryppende vand.
Det flotte, men også ganske symboltunge sceneri brydes til dels af dialogens mange popkulturelle referencer, der flintrer fra Edith Piaf over Blanche DuBois (A Streetcar named Desire) til The Troggs-nyklassikeren Love is All Around. Vi er altså i tiden, og samtidig udenfor den. Vi er i naturen og samtidig i kulturen. Det er ikke et drama, men blot en sommerdialog, forsikrer de flere gange hinanden om.
Fremragende præstation af Camilla Gjelstrup
Forvirrende, men smukt dragende er denne suggerende duet mellem to, der kunne være, men ikke nødvendigvis er elskende, blot mennesker, der prøver at stå nøgent for hinanden, prøver at afdække kærlighedens væsen – hvis et sådant findes?
Jeg falder for tekstens leg med sproglige niveauer, men har alligevel svært ved at mærke forestillingen. Måske fordi universet virker en anelse fortænkt, måske fordi iscenesættelsen er så stillestående, og ligesom i AKT1 og Teater Grobs Jeg tror jeg elsker Wonder Woman i sidste sæson er så teksttro, at forestillingen bliver et monumentalt bjerg af perfektion, som er svært at hænge fast på.
Camilla Gjelstrup har mest at gøre godt med og kvitterer med endnu en fremragende præstation, hvor lavmælt veksler med intensitet, lethed med tonstung smerte. Martin Ringsmose står distancen, men kan jo så meget mere end at sidde sørgeligt decimeret, fastlåst som han er i sin havestol – lige den tommetykke symbolik var vel næppe nødvendig for at forstå rollespillet?
De skønne dage i Aranjuez kræver spidsede ører og en uvant sans for stilhed og langsommelighed, der måske netop har sin plads her ti måneder inde i det ikke mindre uvante Covid-19-år.
