Ellen Hillingsø er kvinden i eksistentiel krise i Ursula Andkjær Olsens vildtvoksende, men stramt komponerede tekst, der bruger menopausen som prisme for en god, gammeldags gang kapitalismekritik.
”Jeg bliver gennemskyllet af en varm bølge, men jeg er allerede varm”. Sådan starter Ursula Andkjær Olsens rasende, men dog meget kontrollerede tekst om hedeture, kapitalisme, superhelte og en del mere, som Teater GROB og AKT1 sammen har omsat til scenen.
Kropsøvelser og tænkepauser
Ellen Hillingsø er kvinden, der igen og igen rammes af bølger af varme, der både sætter kropsøvelser, tænkepauser og foredrag i gang. Hun er placeret i et tegneserieunivers af Nicholas Nybro, der også har designet hendes mange ekstravagante rober, der bliver vildere og vildere til hun mod slutningen ender som en af de varer, hendes attrå så ofte drager hende mod. Teksten har mange spor, herunder et forbrugskritisk, der bl.a. udmønter sig i en romance med en meget givende person ved navn von Schloppenstock, der undervejs forkortes til det mere præcise von Shop.
Kvinden synes nu ikke, at hun har fået så meget af ham, og i virkeligheden er alt det shopperi i stormagasiner også bare en distraktion fra hendes eksistentielle krise, som hedeturene udløser. For hun vil jo gerne være en bro, der binder mennesker sammen, så de bliver en kæde, der sammen kan redde hendes børn, når de står i skudlinjen.
LÆS OGSÅ: Ursula Andkjær Olsen: ”Jeg skriver aldrig noget for at ’tage noget op til debat’”
Ja, hun vil være som Wonder Woman, der redder mennesker, fordi hun tror på dem, ikke på guder. Det gør kvinden heller ikke, hun vil gøre op med de begrebsmodsætninger, der også ligger implicit i tro som god-dårlig. I stedet vil hun anskue verden cyklisk som månens faser eller som jomfru-moder-klog kone. Og således er vi behændigt tilbage ved den kvindelige cyklus og hedeturene. Teksten komponerer sine sætstykker med sikker hånd, og Hillingsø taber aldrig grebet om dem – højst tager hun en planche til hjælp, som hun selvfølgelig også får forbundet til sidst – alt hænger jo sammen i en cyklus.
Lidt for perfekt
Ellen Hillingsø er naturligvis ret skuespiller til denne tekst, der nemt kunne være kommet til kort i andre end hendes mesterlige diktion og ikke mindre fremragende mimik. Det er så måske samtidig der, hvor matchet bliver næsten for perfekt. Hvor teksten ved første lyt kan synes fabulerende vild, ender den næsten med at være et uindtageligt bjerg af perfekt kontrol. Det er simpelthen svært at mærke forestillingen, fordi en sprogligt topoverlegen tekst forløses af en iscenesættelse, der ligeledes vægter det sproglige udtryk og kun lader bittesmå sprækker af genkendeligt levet liv – og stilhed – slippe igennem.
Det er ikke fordi, jeg brænder synderligt for et naturalistisk udtryk, og jeg kan sagtens se pointen i at transformere et eksistentielt kaos til det retorisk sublime. Men det bliver bare meget glat, så tak for de små tavse glimt, hvor Hillingsø aer sine børn, for en diffus, men blændende projektør mod slutningen, og for Fine Glindvads måske lidt monotone, men til gengæld også meget sårbare og stilfærdigt svævende sange. Lidt mere snavs, menstruationsblod og svedfontæne havde ikke været af vejen for min smag.
Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman er en flot men ganske krævende forestilling, hvor man skal spidse ørerne for at få det fulde udbytte af en eksploderende ekvilibristisk tekst, der måske, måske ikke, har noget nyt at sige om, hvor svært det er for os at tænke uden for markedets diskurs.
Læs mere om forestillingen her.
Se forestillingstrailer her.
