Del

Takket være en fiasko på scenen fandt Ellen Hillingsø i en ung alder ud af, hvad godt skuespil handler om. Hun er fascineret af overenskomsten mellem publikum og skuespiller, og selv om det er hårdt, bliver hun ved med at stå på scenen – fordi hun ikke kan lade være.

Teater er …

… meget lystfuldt for mig. Scenekunsten er der, hvor det hele starter, når man er skuespiller. At stå på en scene og fortælle en historie foran et publikum. Det er fuldstændig elementært og har altid eksisteret. Til enhver tid, i en hvilken som helst kultur, og hvor som helst i verden har der været nogle, der har formidlet historier. Mennesker har iført sig masker og måske endda kostumer og har fortalt nærværende historier om det at være menneske – om transformationer, om at gå fra en fase til en anden, om fejl, om kærlighed, om tragedier og komedier.

Forskellen på at lave film og teater er …

… ikke så stor i forhold til det sted, jeg spiller fra. Men der er noget særligt ved at stå på en scene og være en skuespiller over for et levende publikum. Der opstår noget mellem os. Det er et samarbejde, og det tror jeg egentlig sjældent, at publikum er bevidste om. Det betyder, at publikum skal stille sig til rådighed, hvis de vil have en fed oplevelse. Det er så fascinerende, hvordan man skaber den overenskomst med publikum.

Det er også grunden til, at det er mere anstrengende at gå i teatret end i biografen. Som publikum er du nødt til at mobilisere en åbning over for det, der foregår på scenen, og det tror jeg, vi ved intuitivt. Det kræver, at man sætter ting til side, lægger dagen og fordommene bag sig og åbner sig. Selv om det er et samarbejde, er det selvfølgelig mig, der driver fortællingen. Jeg skal gøre publikum trygge, jeg skal fortælle dem, hvilken genre det er, og stille mig selv til rådighed for de personer, jeg spiller, og deres gøren og laden.

At få en klassisk teateruddannelse …

… som jeg fik på Århus Teaters Skuespillerskole, betød virkelig meget for mig. For det første fordi jeg kom fra en baggrund, der slet ikke var teater på nogen som helst måde. Jeg var en meget usleben diamant. Og for det andet fordi jeg gik på et fantastisk hold med Camilla Bendix, Pelle Koppel, Mads M. Nielsen, Peter Reichhardt og Mette Kolding. Vi var alle seks meget åbne og videbegærlige og havde samme lyst til at få det bedste ud af det. At gå på den skole og have Finn Hesselager som hovedlærer var noget, der bevidstgjorde os som mennesker. At være skuespiller er et bevidsthedsarbejde. Det handler om at afdække de sider af ens personlighed, som den pågældende rolle kræver.

Ellen Hillingsø. Foto: Emilia Therese

Det tog fire år og var en meget lykkelig tid. Ud over de tekniske fag, havde vi selvfølgelig også fag som teaterhistorie og læste en masse, hvilket var fantastisk. Det var meget stimulerende at læse dramaturgi og de gamle grækere og få den klassiske uddannelse sammen med litterær og mental dannelse. Alle fire år var vigtige for mig, både personligt og professionelt. At være sammen med mine holdkammerater og lærere i den kontekst var virkelig med til at give mig en ballast. Den daværende direktør Palle Juul Jørgensen gav os alle sammen et års ansættelse på teatret. At blive skuespiller er en livslang learning-by-doing-uddannelse. Du kan sidde og tale herfra og til evigheden, men du skal kastes ud i det og lave en masse fejl og lære af dem. Når man er ung skuespiller, svinger niveauet med gode og dårlige aftener, sådanne udsving forsvinder med erfaringen.

Min sværeste rolle …

… rent teknisk set er en monolog af Samuel Beckett, der hedder Not I, som blev instrueret af Walter Asmus og sat op på Østre Gasværk i 2017 på Morten Grunwalds initiativ. Faktisk var det Gasværkets 80-års fødselsdagsgave til ham. Det er en mund, der taler uafbrudt i otte minutter – i et meget højt tempo. Det tog mig to måneder at lære teksten udenad. Indlæringsmæssigt var det et stort stykke arbejde, men Becketts tekst er heldigvis meget musikalsk. Der var en rytme, jeg kunne læne mig op ad. Det var næsten en lille symfoni, og det var vigtigt at kunne alle ordene rigtigt, så jeg kunne slippe mig selv ind i rytmen. Jeg øver ofte på den måde, at jeg både læser og lytter. Det gjorde jeg også her. Jeg indtalte teksten på en diktafon og gik og lyttede. I begyndelsen tog det 20 minutter, som jeg fik kogt ned til otte. Når man spiller teater, har man normalt kroppen til at huske med. Man laver det, der hedder arrangementer i rummet: Du går hen og tager koppen på én replik. Og på den næste replik giver du den til medspilleren og så videre. Men her havde jeg intet. Jeg stod med let spredte ben, klinet op ad en træplade med nogle håndtag, jeg holdt i, og med et hul til næse og mund. Dér stod jeg med lukkede øjne. Jeg kaldte det for gabestokken. Det er det sværeste, jeg har prøvet, otte infernalske minutter. Jeg græd af lettelse og udmattelse hver aften, når jeg havde spillet.

Den rolle der har betydet mest …

… for mig, har måske nok været en oplevelse på skuespillerskolen, som gav et godt svar på, hvad der skal bevidstgøres hos et menneske, der gerne vil spille teater. Kunst kommer indefra. Det skal være dybt personligt. Det er et spørgsmål om at mærke efter, at det her er rigtigt; at det er mit bud. På skuespillerskolen skulle vi lave August Strindbergs Frøken Julie. Det går som sagt op og ned, når du er mindre erfaren som skuespiller. Vi skulle spille foran publikum, og jeg præsterede ikke andet end at gå, stå og tale – det var fuldstændig på det udvendige. Bagefter brød jeg sammen og var helt ulykkelig og kunne ikke tilgive mig selv. Men så var det som om, der skete et gearskifte inde i mig. I kraft af den fiasko, eller hvad man skal kalde det, gik jeg ind næste dag og nailede den. Jeg lærte eller erfarede, hvilken kæmpestor, personlig investering, der skal til aften efter aften.

Ellen Hillingsø. Foto: Emilia Therese

Det er meget vigtigt, at man som ung skuespiller erfarer det!

Det koster at spille teater! Jeg har været heldig og spillet masser af spændende roller. Drømmeroller har jeg ikke, fordi det jo aldrig er rollen isoleret set, det er samarbejdet med medspillere, instruktør, scenografi og så videre, som gør det. Helt grundlæggende skal forestillingen skabes ud af intet. Forhåbninger og forudindtagede ideer kan ødelægge mere, end de gavner.

At arbejde sammen med dramatikere …

… er et privilegium. Jeg har oplevet det flere gange – med Line Knutzon, catalanske Sergi Belbel og sidst Vivian Nielsen, som har skrevet både Kvindernes Hævn (Nørrebro Teater, 2007) og Liva, som jeg spillede sidste år på Folketeatret. I begyndelsen kunne jeg slet ikke se, hvordan nogen havde fået den idé, at jeg skulle spille Liva Weel. Men jo mere jeg arbejdede med rollen, jo mere gik det op for mig, at det handlede om bramfrihed og energi, og det var det, Vivian skrev frem – sammen med en hudløshed og sensitivitet.

Jeg vil tro, at en dramatiker ser nogle muligheder i en skuespiller og måske har nogle forhåbninger til én a lá ’det kunne være sjovt, hvis’ eller ’lur mig om ikke …’.

Jeg bliver ved med at lave teater …

… fordi jeg ikke kan lade være. Det er top-utaknemmeligt, og det æder mig op. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er fuldstændig færdig, når jeg har spillet. Når det er sjovt, så er det virkelig sjovt, og når det er fedt, er det virkelig fedt, og når det er rædselsfuldt, er det virkelig rædselsfuldt. På scenen er der ingen fremtid og ingen fortid – det er et regulært nu. Hele den vitalitet og energi og mobilisering af følelser, fysik, hormoner, kræfter og adrenalin. Hele den satsning – det er det, det handler om. Det er virkelig fedt at give folk en oplevelse, som er totalt unik og som ikke kan deles på noget socialt medie. Du skal sidde i salen, du skal være der! Og når forestillingen er færdig, eksisterer den ikke længere – kun i os, der var der, enten på scenen, bag scenen eller som publikum.

Indimellem skal jeg holde nogle pauser …

… det kan jeg mærke. Jeg har spillet teater i 25 år og endda meget af det. Vi var på turné med Liva i foråret 2017. Det giver så meget mening at rejse ud med det, og det var sjovt, men det er hårdt for familielivet. I 2017 spillede jeg Babettes Gæstebud som madteater på Republique. Det foregår sådan, at publikum sidder til bords og får middag og vin, mens vi spiller rundt om dem. Det er noget af det mest anstrengende, jeg har prøvet. Normalt er man jo beskyttet, når man står på scenen i mørket. Men her var ikke noget mørke, og vi skulle tage regulær kontakt til de mennesker, der kom. Det var virkelig hårdt at se folk i øjnene og byde dem velkommen hver aften. I løbet af to måneder hilste vi i ensemblet på 5.000 mennesker.

På en scene er det typisk sådan, at vi hver aften ved, at vi lige skal i gang, at historien udvikler sig, og at cirka dér begynder folk at slippe. Her vidste vi det simpelthen ikke! Jeg skulle åbne op for folk og tage imod. Nogle syntes måske ikke, det var rart, og slog blikket ned. Andre gav et knus eller lavede en joke. Andre igen nev én i kinderne. Du vidste simpelthen ikke, hvad der kom, og på en eller anden måde skulle vi lave en form for fire wall – vi diskuterede meget, hvordan vi skulle gribe det an. Det var som i den nordiske myte om Kraka; kom fastende men mæt, kom nøgen men påklædt. Du kunne ikke regne det ud, for det var forskelligt hver aften. En aften var der én, der råbte på mere vin. En anden aften blev der råbt ’hold nu kæft’. Der var én, der faldt om. Alle parader var nede og oppe samtidig, og man skulle være til rådighed og ikke til rådighed og holde på sin integritet og give slip på den. Jeg var en karakter og ikke en karakter. Jeg var Babette, og jeg var Ellen Hillingsø. Vi var så meget ovre i de andre og vidste ikke, hvad vi modtog. Oven i det gik vi også fire kilometer hver aften, fordi vi skulle servere for publikum. Men der sker jo noget med mennesker, når man fodrer dem og hælder lidt på dem – det var meget smukt og afvæbnende. Jeg synes, vi fik den hjem. Det var benhårdt, men sjovt. I år holder jeg en pause fra teatret og laver tv-produktioner, men i 2020 skal jeg spille Norén på Folketeatret.

Den 20. april 2020 spiller Ellen Hillingsø Noréns ikoniske familiedrama 'Natten er dagens mor' på Folketeatret. Læs mere her