Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman hedder Ursula Andkjær Olsens nye, rasende monolog om økonomi, alder, køn og retfærdighed. Her fortæller hun selv om de tanker, der ligger bag teksten, som Ellen Hillingsø fortolker på scenen. Der er på Teater Grob, og forestillingen kan ses fra på torsdag.
Jeg skriver aldrig noget for at ”tage noget op til debat”. Men jeg befinder mig jo i verden – og deler virkelighed med en del, trods alt, selv om ingen mennesker lever under præcis samme vilkår og betingelser eller med præcis de samme erfaringer og oplevelser som andre. Jeg skriver det der kommer, det der vil skrives, af mig. Jeg har i et stykke tid været optaget af noget man kan kalde ”fornemmelsen af ikke at have betalt” – en fornemmelse som jeg har en ret nær relation til… Og mange af tankerne i denne her monolog (Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman red.) er sprunget ud af min jagt på den fornemmelse, på at forstå den. Historisk, biologisk, spirituelt, økonomisk. Så det er derfra at sammentænkningen af de økonomiske, biologiske og følelsesmæssige kredsløb stammer.
Af helt personlige årsager
Et vilkår som jeg så også – af helt personlige årsager – blev kastet ud i at tænke/føle over er menopausen. Kvinden i Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman er i overgangsalderen og gennemskylles hele tiden af hedeture. Måske som om hun pludselig kan mærke resten af klodens kæmpemæssige kredsløb (de økonomiske, biologiske, sociale, følelsesmæssige) skylle igennem sig. Som om hun får en særlig sans for at mærke disse kredsløb. En supersans. Og en endnu større pligt til at handle.
Overgangsalder er – trods det faktisk smukke ord; som om der er tale om en portal til noget nyt – noget ret pinligt, særligt (har jeg bemærket) for unge kvinder. Jeg har faktisk oplevet en større åbenhed over for sagen fra mænd. Det synes jeg er spændende. Peger det på at det betragtes som en form for kvindelig pendant til impotens? Og at det er ikke noget vi vil høre om…? Det er da ret interessant!
Jeg synes overgangsalderen er vildt spændende. På den ene side er den et tab af noget, en død, faktisk: Tænk at have nogle organer i sig som ikke længere virker, som er døde – selv om resten er helt levende. Det er jo at bære rundt på døden indeni. Det er stort. Og så er det også som om nye ting åbner sig, nye sensibiliteter, ny viden, ny styrke – ikke mindst styrken og glæden ved at give videre.
Hvad koster det at gøre en forskel?
Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman handler om en der har det som mange af os, tror jeg. Hun vil gerne gøre en forskel i verden, en god forskel – men er det muligt for den enkelte, når verdens kriser er så verdensomspændende? Hvad er det overhovedet der skal gøres? Hvad koster det? I mere end en forstand… Hvad koster det følelsesmæssigt, biologisk, socialt – OG pengemæssigt.
Den ungarsk-amerikanske tænker Agnes Heller sagde engang – det var noget jeg hørte/så i fjernsynet – at det der karakteriserer et ufrit samfund, er graden af hvor svært det er at gøre det rigtige. Hvis et samfund gør det besværligt for individet at gøre det rigtige, så er det et ufrit samfund. Hendes tanke var selvfølgelig i første omgang opstået i mødet med de totalitære regimer i Østeuropa, men som hun sagde, så gælder det samme på andre niveauer nu.
For kvinden i Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman handler det netop om det: om at leve i et samfund hvor det bliver sværere og sværere at gøre det rigtige. Dels fordi verden er ekstremt kompleks, og det der rigtigt i det ene globale kredsløb, f.eks. økonomien, er helt hårrejsende i de andre, biologiske, mellemmenneskelige kredsløb. Og dels fordi vi har låst os selv – som samfund og som globalitet – fast i en markedsøkonomi, som vi har utrolig svært ved at rode os ud af. For samfundene lader det til at være nærmest umuligt (og viljen ser heller ikke ud til at være til stede) og for den enkelte er det et helt utroligt drastisk livsvalg at melde sig ud af det økonomiske dobbeltdyr som stat og marked er.
At tage sådan et valg kan se ud som noget der kræver superkræfter…
Læs mere om forestillingen her.
