Næsten 20 år efter verdenspremieren får det danske publikum nu mulighed for at se Broadway-successen Jersey Boys, når den tager på turné i hele landet i 2023.
Beggin’, Walk Like a Man, Big Girls Don’t Cry, December 1963 (Oh, What a Night), Sherry, Can’t Take My Eyes Off You. Listen over megasælgende hits fra det historisk populære boyband Franki Valli & The Four Seasons er endeløs. Nu kommer den verdensomspændende musicalsucces om gruppen til Danmark – med alle de største hits.
Produktionsselskabet Lion Musicals kan i dag løfte sløret for, at musicalen Jersey Boys får Danmarkspremiere i Tivolis Koncertsal 1. marts 2023, efterfulgt af en stor turné landet rundt til Esbjerg, Randers, Aalborg, Odense, Viborg og Aarhus.
Baseret på en sand historie
De havde looket, attituden – og en lyd som ingen andre. De var født i New Jersey, men erobrede hele verden. Den internationale smash-hit musical Jersey Boys fortæller den sande historie om det globale musikfænomen Franki Valli & The Four Seasons. En historie om succes, venskab, penge, kærlighed – og bagsiden af det hele. Fra New Jerseys slumkvarter til verdensberømmelse og The Rock and Roll Hall of Fame.
En smart impresario samler fire musikalsk begavede arbejderdrenge fra New Jerseys slumkvarter. De kunne være endt i ungdomsfængsel, men i stedet begynder de at skrive deres egen musik, forsøger at skabe deres helt egen unikke sound og drømmer om at erobre verden. Da deres gennembrud endelig bliver en realitet, og superhittet Sherry brager igennem overalt, går alt omkring dem amok, og inden de er fyldt 30 år, har de solgt over 175 mio. album over hele verden. De nyder succesen, pengene og opmærksomheden – ikke mindst fra kvinderne. Men så begynder nedturene. Interne stridigheder, personlig tragedie og gammel mafia-gæld. Det bliver begyndelsen til enden… men musikken lever for evigt.
Bag om musicalfænomenet
Jersey Boys er én af de største internationale musicalsucceser i de seneste 20 år. Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego, fik musicalen premiere på Broadway i 2005, hvor den blev en forrygende succes og spillede i over 11 år og fik hele 4.642 opførelser.
I West End i London blev det til 9 år, og nu spiller Jersey Boys igen i en ny version. Forestillingen har solgt flere end 10 millioner billetter og er blevet opført over hele verden, bl.a. i Australien, Japan, Holland, Canada og Sverige og været på omfattende turnéer i USA, England, Kina samt Istanbul, Dubai og Malaysia.
Musicalen har vundet over 55 prestigefyldte priser inkl. en Tony Award for Bedste Musical og en Laurence Olivier Award for Bedste Nye Musical. I 2014 blev musicalen til en stor anlagt spillefilm instrueret af Clint Eastwood.
Stolt producent
Forestillingens producent, Thomas Langkjær, fra Lion Musicals er enormt glad for, at Jersey Boys nu får en dansk opsætning. Han udtaler:
”Det er fantastisk, at vi har fået rettighederne til at lave Jersey Boys i Danmark. Den har gået sin sejrsgang over hele verden, og det glæder mig, at et dansk publikum nu endelig får lov at opleve denne vidunderlige, rørende og nostalgiske musical. Det er en utrolig, men sand historie og med det ene ørehængende kæmpehit efter det andet. Og vi har fået et drømmeteam til at realisere forestillingen herhjemme med nogle af branchens allerbedste kreative kræfter bag kulisserne. Publikum kan roligt begynde at glæde sig.”
Det danske hold bag scenen
I spidsen for produktionen har Lion Musicals sikret sig de senere års mest succesfulde danske musicalinstruktør. Thomas Agerholm er manden, der har instrueret kæmpesucceser som Shu-Bi-Dua – The Musical, Seebach, Disneys Klokkeren fra Notre Dame, Bodyguard – The Musical og Atlantis, der tilsammen har solgt over 700.000 billetter.
Den prisbelønnede scenograf Benjamin La Cour (Disneys Klokkeren fra Notre Dame, Den skaldede frisør, The Bodyguard – The Musical) vil stå for scenografi og kostumer, mens koreografien er lagt i hænderne på Kim Ace Nielsen, som har skabt koreografi til Seebach, Shu-Bi-Dua – The Musical, Urinetown samt shows til store festivalscener, sommerrevyer og Eurovision Song Contest.
Om Franki Valli and the Four Seasons
Franki Valli & The Four Seasons er en af musikhistoriens allerstørste grupper, som især dominerede 60’ernes hitlister med utallige ørehængere – heriblandt Big Girls Don’t Cry, Sherry, Dawn og Rag Doll.
Ikke ulig The Beach Boys blev gruppen kendt for sine avancerede harmonier, der blev ført an af frontfiguren Frankie Vallis karakteristiske falset. Som solist står Valli desuden bag titelnummeret fra Grease, såvel som megahittet Can’t Take My Eyes Off You.
Franki Valli & The Four Seasons blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1990, og gruppen har solgt 175 millioner plader på verdensplan.
Kilde: Pressemeddelelse, HAVE