★★★☆☆☆ Manualen & De syv dødssynder – skandalen udebliver i omblæst opera om dødshjælp

En opera om aktiv dødshjælp – kan man det? Svaret er ja, men Louise Alenius’ Manualen i Operaen er langtfra det skandaleværk, man kunne have håbet på. Den dobbelte forestilling har til gengæld en skarp udgave af Weill og Brechts De syv dødssynder med assistance fra Dansk Danseteater i baghånden.

Allerede inden premieren har Louise Alenius’ nyskrevne opera, Manualen, vakt debat. Er det etisk forsvarligt at forvandle en opskrift på aktiv dødshjælp til kunst på landets største scene? Man forstår godt dilemmaet: Den Kongelige Opera burde jo rettelig holde sig til sine sædvanlige værker om incest, voldtægt og kvindedrab. Ikke?

Den virkelige skandale ved Manualen er ikke librettoens indhold. Det er selve værket. Alright, skandale er ikke det rette ord, snarere er der vel tale om det modsatte. For Louise Alenius’ enakter er en sejtrækker at komme igennem. Og hverken Sasha Milavic Davies’ iscenesættelse eller Marie í Dalis scenografi og kostumer gør sagen bedre.

Besjælinger overalt

Øjet skuer et hav af stiger: nogle formet som dna-strenge, andre bevæger sig op og ned som stempler i et maskinværk. Vi besigtiger en døende krops indre.

Øverst, i et kammer af pulserende lysledninger, troner en bas som Hjertet, uforklarligt klædt i selskabsvest. På et af stemplerne en grøn tenor: Nyren – han ligner en klase vindruer. På en gynge i front en blåtklædt sopran: Lungen.

Scenen er overfyldt af besjælede figurer i besynderlige og klodsede kostumer. En efter en lukker de ned, mens kroppen følger den berygtede manual, som egentlig blot instruerer i at indtage gift.

Statistmesse uden retning

Selvstændige karakterer bliver figurerne aldrig, for alle synger i samme alvorligtriste stil over den samme ufokuserede musik: en forloren minimalisme helt uden metrisk raffinement eller klanglig stramhed.

Det ligner i lange stræk en retningsløs statistmesse. Er det meningen, vi skal føle medlidenhed med nogen? Med et organ? Hvad med at portrættere patient, læge eller pårørende? Manualen gør et håndgribeligt emne så abstrakt, at ethvert optræk til etisk debat forsvinder i teaterrøgen.

En forspildt mulighed.

Skarpe kontraster

Helt anderledes skarpt står dobbeltforestillingens anden opera, Kurt Weill og Bertolt Brechts De syv dødssynder fra 1933. Lige fra musikken, der pludselig indeholder dynamik og charme, til det iltende kontrastspil mellem sangernes konkrete handlinger og dansernes lystige abstraktion.

På en halv time når vi gennem ni tableauer med alt det, man har savnet før pausen: variation, fantasifuldhed, udnyttelse af scenens dybde og økonomisering med udtrykket. Effektivitet, kort sagt.

Minimalistisk stramhed

Nuvel, det bliver næsten en stiløvelse. Men det er netop en bevidsthed om stil, der har manglet.

Patrick Kinmonths scenografi har den minimalistiske stramhed, som Alenius’ musik ofrede til fordel for en bred klang. Et skarpt aftegnet scenerum. Todimensionale lysekroner og en kæmpebanan, der sænkes smidigt ned fra loftet og fjernes igen. Så enkelt kan det gøres.

Nanna Øland Fabricius er charmerende som entertaineren, der brydes med moralen. Herligt er modspillet fra Lukas Hartvig-Møller og de øvrige dansere, som veksler mellem infight i store balkjoler, sensuelle queertrin og brusende fodboldritualisme.

Flere lag i spil

Sammen med Pontus Lidberg har Kinmonth skabt en iscenesættelse af Weill og Brechts De syv dødssynder med flere lag, heriblandt et yndigt metaspil mellem dukker og mennesker.

Det er fortættet og spændstigt, næsten som om Operaen siger: “Vi kan altså godt finde ud af det.” Hvis man nu, for en kort stund, skulle have glemt det.