Ingen klassiker er hellig, men Martin Lyngbos ‘cut-to-the-chase’-version af Shakespeares Romeo og Julie ved Odense Teater virker så stresset, at man kan undre sig over, hvorfor man overhovedet har valgt at tage udgangspunkt i netop denne tekst.
Omgivelserne er særdeles indbydende, og Kongens Have ved Odense Teater er velvalgt som scene til Shakespeares monumentale kærlighedstragedie.
Frederikke Dalums scenografi er ren og enkel og flugter fint med de pittoreske omgivelser. Kostumerne er skabt i en sprød, italiensk stil, der skal lede os i retningen af “det mafiaplagede Verona i 1946”, som det hedder i pressematerialet. Det er elegant, og de røde og grønne nuancer indikerer tydeligt, hvem der er på hvilken side af stykkets konflikt.
Musikken er en blanding af italienske viser og nykomponerede værker i samme stil med tekst fra forestillingen. Sidstnævnte fungerer klart bedst, hvor fx Julies jordefærd runger melankolsk og smukt i den milde forsommerluft, mens viserne nemt fremstår som lidt pjattede og forcerede fremmedlegemer.
Den der løber, snubler let
“Den kærlighed, der rammer dem så hårdt
Og deres fædres vrede som alene
De unges bitre død kan jage bort
Har vi to timer til på denne scene.”
Således lyder en del af stykkets legendariske prolog i Niels Brunses fremragende oversættelse. To timer er ikke meget til at afvikle historien om de unge elskende, så når Martin Lyngbos version når ned på halvanden time, er der virkeligt skåret i teksten, og det er et af forestillingens hovedproblemer.
Poesien savnes
Intentionen med denne bearbejdelse har tilsyneladende været at fokusere benhårdt på fortællingens plot, hvilket sjældent – hvis nogensinde – er Shakespeares styrke. De drømmende og lyriske passager er stort set fraværende, og spillerne har næsten aldrig tid til at tage ordentligt fat i forlæggets fortryllende poesi. Scenerne pisker af sted, og tempoet er simpelthen højere, end teksten kan kapere.
Strygningerne betyder også, at flere af karaktererne mister så mange replikker, at de reduceres til funktioner i plottet snarere end selvstændige roller. Det går i særdeleshed ud over Mercutio og Julies amme, men også Romeo fremstår usammenhængende, og flere gange undervejs har man fornemmelsen af, at spillerne ikke kan finde sig til rette i egne replikker.
Hun lyser klarere end fakkelskin
En blændende undtagelse fra dette er Lea Baastrup Rønne, der i den ene titelrolle er både indtagende, intelligent, modig og sjov – præcis som Julie selv.
Anders Gjellerup Koch formidler ligeledes Lorenzos varme autoritet på glimrende vis, og også Lars Simonsen efterlader et gedigent indtryk i rollen som den koleriske Capulet.
Som let udendørsteater er der ikke meget at udsætte på Odense Teaters Romeo og Julie. Det smukke visuelle udtryk, den velklingende musik og det store og dygtige ensemble er rigeligt til at sikre den gode underholdning, men forestillingen virker underligt uinteresseret i tekstens potentiale.
