Del

Sydhavn Teater er prøverne i fuld gang på 24 mulige afgrunde, en visuel og auditiv refleksion over menneskets kamp mod algoritmerne. Instruktør Lene Skytt og komponist Adi Zukanovic vil vise, hvad vi kan, som maskinen ikke kan.

Datacentraler. Menneskekroppe. Angsten for at blive erstattet af en algoritme. Temaet er klart og dystopisk i Sydhavn Teaters kommende musikforestilling, 24 mulige afgrunde. Maskinerne kommer, og snart bliver vi alle sammen overflødige her i verden. Eller hvad?

Jeg har fanget instruktør og producent Lene Skytt samt komponist Adi Zukanovic på en videoforbindelse. De er midt i prøverne, inden 24 mulige afgrunde har premiere den 27. august i Østre Kapel på Vestre Kirkegård.

Har jeg forstået det rigtigt, spørger jeg først. Er det en forestilling om, at spillet er ude?

“Det er en undersøgelse af, hvordan det er at være et følsomt menneske i en teknologisk tidsalder,” svarer Lene Skytt. “Algoritmer styrer mange ting i vores liv, så det kan godt føles, som om der er ting, vi ikke længere kontrollerer.”

Hvad skal vi med vores blødhed?

Som nu eksempelvis videoforbindelsen. Billedet tilter lidt mellem vertikalt og horisontalt. Men vi forstår hinanden.

Lene Skytt forklarer, at Peter-Clement Woetmanns tekst til forestillingen handler om de datacentraler, der spiller en vigtig rolle i vores liv. De virker på en måde som et større og mere intelligent væsen end os. Kan vi overhovedet eksistere sammen?

“I takt med at maskinerne kan mere og mere, skal vi jo finde ud af, hvad vores rolle i verden er. Hvad det er, vi har, som en algoritme ikke har: kunst, forelskelse, kærlighed, for eksempel.”

24 mulige afgrunde sydhavn teater
Lene Skytt. Foto: Malik Grosos

24 mulige afgrunde er udformet som 24 tableauer, der hver især skal illustrere en time i døgnet og et stadie i livet. På scenen står fire medvirkende med forskellige faglige baggrunde. Bodil Øland er klassisk sopran, Nikolaj Nørlund rocksanger, Martin Gæbe danser/musicalperformer, og Maria Carmen Lindegaard skuespiller.

Det er fire forskellige stemmer i fire forskellige stadier af livet. Tilsammen udgør de en hyldest til den krop, der kan føle sig overflødiggjort af maskiner, fortæller instruktøren. Også scenen – et gammelt kapel – spiller ind.

“Østre Kapel er et enormt sanseligt rum med materialer som sten og træ, men også et rum, som er blevet brugt til at opbevare lig. Så de fire levende kroppe bliver på en måde til en meget menneskelig fortælling om den bløde, forgængelige krop. Og inde i det her meget kropslige og menneskelige rum bygger vi så maskinen. Hvad skal vi med vores blødhed, følelser og sanselighed over for det der store væsen?”

LÆS OGSÅ: Sydhavn Teaters leder vil satse digitalt, også efter corona

En kolos af en maskine

I kapellet vil man, med inspiration fra printplader, opleve en scenografi bestående af kobber. Det er maskinen, datacentralen. Adi Zukanovic har skrevet musik til de 24 tableauer, og hele forestillingen udspiller sig som et musikalsk digt med koreografiske billeder snarere end en klassisk dramaturgi.

Ganske snedigt udnyttes kobberpladerne som instrument. Små robotarme bliver programmeret til at slå på pladerne, andre enheder får dem til at vibrere i forskellige frekvenser. Mødet mellem det maskinelle og det menneskelige bliver helt konkret.

“Jeg har prøvet at undersøge modsætningen mellem de fire kroppe og den her kolos af en maskine, som kan alt muligt, men aldrig kan det, som menneskekroppen kan,” fortæller Adi Zukanovic.

Musikken er skrevet direkte til de fire medvirkende, så der vil både være arier, sange og mere støjagtig lyd. Resultatet bliver et mangfoldigt udtryk, der spænder fra opera til digital klang.

“Jeg har skrevet ud fra en forestilling om, hvad de fire performere ville være gode til, og hvad de ville synes, var sjovt. Og så har jeg skrevet med en stærk fornemmelse af, at de alle sammen står over for et afgørende øjeblik. De skal vælge, om de vil bryde ud af et fængsel, de ikke selv har valgt at være i, eller om de vil ‘gå med’. Så der er helt klart en vis tyngde i musikken.”

Tematikken er let at relatere til, siger Adi Zukanovic.

“Jeg tror, vi alle sammen i en eller anden grad har tænkt de her tanker. For mig handler det om en følelse af at stå et sted, hvor man mærker sin magtesløshed og skrøbelig. Det er der ret meget musik i, synes jeg.”

sydhavn teater logo

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Sydhavn Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

'24 mulige afgrunde' spiller 27. august – 24. september 2022 i Østre Kapel, Vestre Kirkegård. Forestillingen er en co-produktion mellem Sydhavn Teater og Lene Skytt. Læs mere her.