★★★★★☆ Nomad – dansende ode til jordens sidste åndedrag 

Festivalen København Danser har endnu engang fået et verdensnavn til København. Folketeatret har lagt scene til den belgisk-marokkanske stjernekoregraf Sidi Larbi Cherkaouis, der med sit belgisk baserede kompagni, Eastman, præsenterer det højaktuelle og meget roste værk Nomad fra 2017. Med dans i verdensklasse, gribende sang, sprøde projektioner og sanselige kostumer skildres ørkennomadernes liv og kamp for overlevelse under ekstreme vejrforhold på en klode med åndenød. 

Vi aner dem i horisonten mod det tidlige morgenlys, først som skygger, som vi instinktivt genkender som nomader med deres karakteristiske hovedbeklædning, beskyttende mod sol og sandstorm. Ørkenen gaber i tørken og håber på en smule næring. Fuglelyde blandes med gong gong, trommer og strengeinstrument, mens nomadernes liv foldes ud. 

Sidi Larbi Cherkaouis har få gange tidligere gæstet Danmark, men efterlader altid et blivende aftryk. Han blev inspireret af musikvideoer og har trænet et hav af danseformer. Han koreograferer eklektisk og udnytter nysgerigt, at dans transcenderer grænser. Kompagniet er skabt i 2010, og navnet er en direkte oversættelse af hans arabiske efternavn. De internationale dansere, deriblandt en dansker, kommer med hver deres unikke dansestil. Forskellene er styrken i udtryk fyldt med koder og historier.

Ørkenfolk danser klimaets ekstremer

Nomaderne præsenteres som et grundlæggende harmonisk folk, der søger spiritualitet og venskaber som fundament for overlevelse. Der er røgelse og dansende meditation med legende akrobatiske transitioner og Cherkaouis særlige partnerarbejde, hvor to dansere kan blive til én og nye roller kan opstå i mødet. Bevægelserne er sammenhængende, flydende og løst vævede narrative helheder selv i de mest højenergiske gruppedanse.

Folket lever med ekstremerne, hvor vand bliver til mudderskred, en brise til en sandstorm og sol til tørke, og de skiftende forhold kræver stor tilpasningsevne. Danserne viser det gennem kroppenes uendelige fleksibilitet i alt, de gør i en bred vifte af teknik fra klassisk, moderne relaseteknik til jazz, hiphop, akrobatik og intense flamenco-lignende indslag. De er både bomstærke og så bløde, at de kan smelte leddeløst ned i gulvet.

Paul Van Caudenbergs skarpe, visuelle projektioner er et stærkt medfortællende element, der sammen med lyssætningen øger vores forståelse for alvoren i nomadernes liv på den sprukne jord under åben stjernehimmel. Vi forstår festen efter regn og udmattelsen af tørst under den nådesløse hede, som selv den dækkende ørkenbeklædning ikke kan beskytte imod. En danser skubbes udmattet fra den ene til den anden, og hedt rødt lys og hvid haze understreger, at jorden brænder. 

Foreningen af kultur og natur

En jagtscene udspiller sig, et vildt bliver skudt, og den japanske danser og sanger Kazutomi “Tsuki” Kozuki bryder ud i smuk, intens sang iført sorte klæder med orange, gule og røde flammelignende udsmykning. Hans klare stemme og ikke mindst falset tilfører aftenstemningen et øjebliksbillede af urmenneskeligt fællesskab med ydmyg taknemmelighed for naturens gaver. 

Et par dansere kommer ind på stylter på arme og ben iklædt mørke klæder. To andre dansere rider på dem gennem ørkenen højt hævet over scenen. Nomaderne lever naturligvis sammen med deres kameler, men de er skabt som semi-menneskelige væsener, der er en del af familien. Kamelerne kan både løbe på to ben, gå på fire og danse, så publikum holder vejret.

Musikken og sangene er en rørende medspiller med sine arabiske klangbilleder. Kaspy N’dia leverer livemusikken med stor integritet, varm stemme og indlevende instrumenthåndtering. Stemningen giver en forståelse af kultur og natur som uadskillelige, hvilket står i skærende kontrast til det teknologiske lydbillede og de varslende trommer mod slutningen, hvor alt håb er ude. 

Jordens dødsdans er universel

Danserne er iført Jan Van Essches smukke, løsthængende ørkenbeklædning i jordfarvede nuancer i første del af forestillingen. I anden del er det stolte nomadefolks klæder strippet til det bare ingenting i form af undertøj og mudder. Fra et hårdt liv, men dog et liv i pagt med naturen, opsluges nomaderne gradvist af den døende jordklode, der kun har mudder- og atomkatastrofer tilbage før menneskehedens sidste blodige favntag.

Nomad rummer alle mennesker, der isoleres fra egen kultur uden selv at være årsag til den måde, de bliver behandlet på. I Cherkaouis billed- og bevægelsesunivers ser vi skismaet mellem åbne vidder af ultimativ frihed og den evige kamp for overlevelse. 

Koreografien og fortællingen er i høj grad båret af dansernes og sangernes høje niveau og arbejdsomme dedikation til at give forestillingen nyt liv med forbilledligt scenisk nærvær. Hver og en tager ansvar, som var det solo, men danser som et team til stående bifald på Folketeateret.

Læs mere om København Danser her.