★★★★★☆ Sigma – Kvindehadet og den indre ulv

Sigma med Kånstkollektivet er vellykket og skræmmende teater om kvindehadere på nettet. For teenagere med hang til skærmen – og til voksne.

Kånstkollektivet bliver ved med at imponere. I den nye forestilling Sigma overrasker dette unge kunstnerkollektiv ved at dykke ned i det sorte og destruktive mørke i tidens kvindehad. Ned i internettets værste kældre sammen med incels, altså mænd, der fantaserer om at straffe kvinder på mest pinefulde måde, alene fordi kvinderne ikke har lyst til at være kærester med dem. Fordi kvinderne har gjort dem til “involuntary celibate”, dvs. mænd i ufrivilligt cølibat.

Sigma har haft sin første spilleperiode nede i Valbys mørkeste kælder i Underwerket hos Kraftwerket. Det er en kælder, der ellers mest anvendes til vilde koncerter og nattefester. Her er væggene klistret til med plakater og graffiti, og døren blokerer hermetisk alt lys fra trappeskakten.

I denne underverden blæses musik ud med hidsige rytmer og maksimal volumen, mens en ung fyr sidder ved sin computer. Han leder efter kvinder på nettet, men drømmer egentlig mest om at møde hende den søde pige fra kollegiegangen. Indtil hun hellere vil være sammen med hans liderlige nabo med det højlydte sexliv på værelset inde ved siden af. Det er for meget for ham. Jalousien brænder, og så går han på nettet for at få inspiration til den ultimative hævn…

Frihed og frygt

Det er historien i Sigma, som Kånstkollektivets tre medlemmer har sammen, akkurat lige som de sammen har skabt både replikkerne, koreografien og iscenesættelsen. Resultatet er overbevisende og dynamisk teater.

Rune Klenø spiller fint og drømmende denne unge fyr, der egentlig bare gerne vil have et almindeligt liv og en almindelig kæreste, men som ender med at være styret af sit had og sin hævntrang. Mathilde Bækmark opildner ham som stemmen fra internettet, der tirrer hans tabte stolthed, og Cecilie Haugaard går frit og frejdigt ind i rollen som den smukke kvinde, der bare hellere vil være kæreste med en anden. Indtil hendes frihed og tillid erstattes med frygt og kvælertag.

I nogle scener afbrydes plottet. Her giver alle tre performere sig hen til vreden som tilstand. De bevæger sig rundt i eksplosive synkrondanse, hvor deres overkroppe rykker fremover, mens knytnæverne hamrer ind i brystkasserne med dumpe lyde af opildnende ubehag. Albuerne hakker nedad i skarpe vinkler, og knæene løfter sig opad og rundt. De er ikke til at bremse, og deres voldsomme kropsfremstød skifter uforudsigeligt retning i det klaustrofobiske rum, hvor lyset i Carl Asmussens lysdesign skifter farve og retning lige så pludseligt som mandens hævntogt.

Sigma male

Imens står tilskuerne rundt omkring performerne og reagerer på den overvældende øjenkontakt, og Sebastian Tofts insisterende musik blæser gennem rummet, så kroppene sitrer. Indtil performerne igen afbryder sig selv for at fortsætte handlingen. Hvis de da ikke giver en minilecture i tidens kvindehaderbegreber på nettet.

En mærkelig skikkelse dukker op i baren. En menneskekrop med et hundehoved – eller i hvert fald en hundemaske. Mon det i virkeligheden er en hund, der drømmer om at være en ulv?

En sigma male er en ensom ulv, der jagter alene, får vi i hvert fald at vide, mens hundemasken går fra krop til krop. Og publikum udsættes for en særlig kvindehaderudskamning, hvor de først roser kvinderne med komplimenter, hvorefter de gør dem usikre ved straks at tilføje noget nedladende. Ubehagelige og smilende i utilregnelig blanding.

Kvinder som objekter

Kånstkollektivet brød igennem i 2019 med forestillingen Venter på stegte duer. Allerede her var det indlysende, at disse tre performere havde en særlig sans for at skabe et fysisk teaterudtryk, gerne i synkrone koreografier.

I forestillingen Boks for Sjællands Teater i 2024 fortalte Kånstkollektivet en heftig ungdomsfortælling om at bokse sig ind i et fællesskab – eller ud af det. Og nu i Sigma er det tydeligt, at Kånstkollektivets karakteristiske fysiske udtryk her peaker i en opfindsom forestilling, der både retter sig mod voksne og mod unge.

I denne forestilling om køn lykkes det interessant nok de tre synkronperformere at udviske deres egne køn.

“Kvinder er ikke mennesker – de er objekter!” lyder det i hvert fald fra dem alle tre, når de skiftes til at forklare, hvorfor manden i virkeligheden er den undertrykte part. Men også hvorfor kvinden altid er bange for mænd.

Og så dunker musikken ellers lystigt derudad. Antagelig så højt, at ingen vil kunne høre kvindens skrig. Velkommen til det barske Sigma-land!