Publikum bestod af en mangfoldig skare af minoriteter, teaterdirektører, skuespillere og almindeligt teaterinteresserede tirsdag aften på Husets Teater, hvor vi var samlet for at diskutere inklusion og repræsentation i scenekunsten. For må en hvid cis-mand egentlig gerne spille rollen som sort transkvinde?
Det blev overordentlig hedt i det sommervarme loftslokale på Husets Teater i de godt to timer, Fahads Saeeds debatarrangement varede. Selve diskussionen holdt sig dog på forfriskende vis under kogepunktet – det brandvarme tema taget i betragtning. Meningerne er stærke, når det kommer til repræsentation af minoriteter og marginaliserede grupper, også i scenekunsten. For hvem har egentlig ret til at fortælle udsatte gruppers historier?
Saeed, som er en aktiv stemme i ligestillings- og diversitetsdebatten, har med Fahads Forsamlingshus skabt en københavnsk debatscene, hvor samfundsrelevante emner diskuteres borgere og eksperter imellem. Denne aften var det Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, direktør på Teater Grob, Sargun Oshana, den dansk-somaliske performer og transaktivist, Moeisha A. Aden og kunstnerisk leder af teatret danskdansk, Sandra Yi Sencindiver, der var samlet for at diskutere, om skuespillere må spille roller, der repræsenterer en anden social-, etnisk- eller kønslig baggrund end deres egen.
Kort indvandringshistorie
Arrangementets karikerede titel blev leveret med et glimt i øjet og afvæbnende, dansk sarkasme af den veloplagte vært. Havde man set frem til en hidsig omgang identitetspolitisk mudderkastning, var man altså gået forgæves. For JA, blev paneldeltagerne hurtigt enige om: Teatret er illusionernes, empatiens og drømmenes medie, så selvfølgelig må alle skuespillere spille alle roller – således også en hvid, cis-kønnet mand, som skulle have lyst til at give den som sort, transkønnet kvinde.
Men selvom fronterne altså ikke blev trukket hårdt op debatørerne imellem, herskede der ingen tvivl i lokalet om, at der er et stort behov for større diversitet og repræsentation af minoriteter på de danske teaterscener. Som Jakob Steen Olsen så enkelt formulerede det: ”Vi laver teater, fordi det fortæller os, hvor vi er som mennesker og samfund lige nu. Og der er det vigtigt, at de historier, som ikke er blevet fortalt endnu, kommer ind i teatret”.
På dét punkt, var deltagerne enige om, halter dansk teater bagefter. Det er der dog en åbenlys grund til – i hvert fald når det kommer til inklusionen af teaterfolk med anden etnisk baggrund, mindede Jakob Steen Olsen os om: Danmark er et lille land med en relativt kort indvandringshistorie sammenlignet med andre europæiske lande. I de sidste årtier er indvandrernes børn vokset op, og der er kommet flere mennesker hertil. Mennesker, som nu med rette kræver repræsentation i kunsten.
Inklusion begynder i folkeskolen
I debatten optrådte Olsen i sin egenskab af anmelder som ”publikums repræsentant”. Og det var da også ham, som aftenen igennem insisterede på, at det, der bliver vist på teaterscenerne, skal være kunst. Med andre ord giver det ikke mening i diversitetens navn at caste minoriteter blot for repræsentationens skyld. Hvis ikke det er god kunst, gider Olsen ikke bruge sin tid på det, slog han fast.
Den udmelding trickede Sandra Yi Sencindiver, som denne aften repræsenterede den nok mest woke position. Således stod hun for at pege på problemstillingens strukturelle islæt: Allerede i folkeskolen fejler man ved ikke i høj nok grad at gøre scenekunsten tilgængelig for børn, der ”ikke kommer fra et hjem med klaver”, erklærede hun.
Elever med anden etnisk baggrund ser sig ikke i samme grad afspejlet på scenen. Og skal man blive en god skuespiller – sådan én, der skaber kunst – har man brug for, at nogle rækker én en hånd og hjælper én på vej, så talentet kan udvikles og finpudses, mente Sencindiver, som med danskdansk arbejder målrettet med at give nye stemmer plads.
Derfor er der brug for en massiv indsats hele vejen gennem uddannelsessystemet for, at alle, der måtte have interessen, tør tage springet til de skrå brædder, konkluderede Sencindiver og blev bakket op af teaterdirektør fra Grob, Sargun Oshana. I næste uge skifter Nørrebro-teatret officielt navn og kommer til at hedde Blaagaard Teater. Det nye scenekunsthus skal netop finde og opdyrke nye, mindre teatervante stemmer for at afspejle den mangfoldighed af mennesker, som bor i det københavnske kvarter.
Sort Disney-prinsesse
Som ung havde han ikke selv mange forbilleder – ej heller var han klar over, at han overhovedet kunne blive skuespiller, fortalte Oshana, som har irakisk herkomst. Tilsvarende var den unge Jakob Steen Olsens eneste homoseksuelle forbillede den forvirrede og ulykkelige Stephen Fra TV-serien Dollars, fortalte han med tør humor og blev mødt med fnis fra de lyttende. Hen mod slutningen på debatten excellerede panelet til morskab for publikum i inkluderende, kunstneriske tiltag.
Kunne man fx forestille sig en sort kvinde spille dronning Elizabeth? Eller en asiatisk skuespiller, der spiller en hvid karakter? Ja, syntes konklusionen at være – i det hele taget ville det klæde casterne at skide lidt på den realisme, som så længe har været en indgroet del af dansk teater, mente Berlingskes anmelder. For, som Moosha Aden slog fast, skal de hvides øjne vende sig til at se noget andet på scenen: ”Hvem ved, måske skal den næste Disney-prinsesse spilles af en sort kvinde?”.
Politisk handling
I det hele taget var stemningen god og inkluderende denne aften på Husets Teater. En tegnsprogstolk sørgede for, at ingen blev tabt på gulvet, og Lars Werner Thomsen fra GLAD Teater havde gjort arrangørerne opmærksomme på, at placeringen under loftet var svært tilgængelig for mennesker med handicap. Ja, selv de allermest velvillige kan komme til at overse udsatte minoriteter. Derfor er diskussion om inklusion og diversitet på sin plads. Og panelet var da også enigt om, at de, der sidder på magten, skal sørge for, at minoriteter kommer til orde.
”Det her kræver en langtidsinvestering og at teatrene tør lade være at tænke på, at de skal sælge så og så mange billetter pr. sæson,” sagde Sencindiver og pegede på de statsstøttede teatres krav om egenindtjening, som ifølge hende er en hæmsko, når det kommer til kunstnerisk frihed. ”Hele scenekunstbranchen er klar til at være mere inkluderende, men vi har brug for at få mainstreamet ideerne om diversitet på et politisk plan,” sagde hun og blev bakket op af Jakob Steen Olsen.
”Publikum ændrer sig jo også med den nye generation – og det er de store teatres opgave at vejre tidsånden. Der er et generationsskifte på vej i forhold til hvilke typer historier, der bliver fortalt og hvordan,” konkluderede han.
Som instruktør, dramatiker og caster kan man altså ikke længere slippe afsted med på doven vis at vælge sine hvide, cis-mandevenner til at spille alle de bærende roller. ”Nogle kalder det cancel-politiet,” sluttede Moeisha A. Aden debatten af – ”men sandheden er, at publikum er blevet kritisk”. En cis-mand må gerne spille en transkvinde – forskellen er bare, at nu har publikum en holdning til det. Og er man sig ikke sit ansvar for inklusion bevidst, kommer man ganske enkelt til at høre for det.
LÆS OGSÅ: Hvem må spille hvem?
Læs mere om Fahads Forsamlingshus her.
