★★★★★★ Plejer er død – Kalinka tager alle stik hjem

Uppercut Danseteater præsenterer premieren på den tredje og sidste del af deres trilogi: Plejer er død – Kalinka. Sammen med værkerne Samba fra 2020 og Limbo fra 2021 har også Kalinka svinet som udgangspunkt. I Kalinkaudfoldes menneskets indre svinehund bag de sorte jakkesæt på røde løbere. I en skarp og urban scenografi tilsat russisk folklore, portrætteres politisk valgflæsk gennem essensen af innovativ dans marineret i rytmisk puls. 

Publikum føres rundt om bygningen og ned i kælderniveau. Undervejs forvandles vi til statister i en valghandling, der efterlader os på røde løbere midt på scenen. Plejer ér død – alt er vendt på hovedet. Vi ser længselsfuldt mod den tomme publikumsopbygning, hvor komponist og danser, Alexander Skjold spiller melankolsk melodika. Danserne har humoristiske entréer en af gangen og etablerer en dybfølt folkestemning med fælles fodslag og kraftfulde svingende arme som et regiment uden slinger i valsen.

Uppercut skriver på hjemmesiden, at hovedrollen ”Pig” i Samba har lært at begå sig i de sociale arena og har mast sig gennem Limbos inferno for nu at blive hvirvlet ind i Kalinkas russiske roulette. Vi er dermed nået til rejsens ende efter mødet med forskellige svinestier, som kunstnerisk leder Stephanie Thomasen står bag. I Kalinka er skindet skrællet af og erstattet af civile, sorte jakkesæt på røde løbere. De er vigtige og magtfulde udenpå, men under jakkerne stikker grisehalerne ud.

Scenografisk innovation uden fjerde væg

Kampen om magten sætter målrettet ind, og danserne marcherer som statsmænd ned ad hver deres røde løber. De indtager hver en stemmeboks og vifter os op på vores pladser. Danserne udforsker det trange rum i boksene. Fødder stikker legende ud under gardinet, hovederne kigger nysgerrigt op over kanten og alle har et papir, måske med deres valgprogram? De stønner og råber passionerede budskaber ud, mens de senere slås om det samme trange rum. Der er kun én vinder.

Johan Kølkjærs scenografi er intelligent, skarp og urban med røde venylløbere på gulvet og små metallamper spredt over loftet, ofte med rødt lys i Peter Bodholdt Løkkes medfortolkende lysdesign. Den store metallysekrone i midten har ligesom boksene flere funktioner. De fem aflange bokse kan drejes, vendes og skubbes rundt på scenen. Danserne tegner deres profil som valgplakat med kridt på siden af hver deres boks.  

Nu skal vælgerne forføres, og Georgia Reitani danser helt oppe hos publikum. Med led, der synes at kunne bevæge sig i alle retninger, ligner hun en spiderwoman. Med lige dele styrke og blødhed strækker hun sig langt for vælgernes gunst. Senere bliver vi næsten råbt og spyttet på i de mest ophedede valgdebatter, ligesom vi modtager taksigelser efter valgreslutatet er gjort op.

Passion, percussion og russisk roulette

Det, der fremstår som alles kamp mod alle i deres solooptrædener, bliver også til alliancer i form af pardanse og gruppeoptrin. Linn Fletcher danser en duet med Adam Tocuyo, der med lyrisk skønhed opløser alle stilarters pardans til en essens af svævende, plastiske bevægelser. Pludselige lyde skaber skiftene mellem scenerne, der altid overrasker og fører i helt nye retninger båret af Alexander Skjolds enestående evner til at være den lim, der forener rytme, musik og dans.

Mark Phillip og Alexander Skjold optræder i en duet af akavaet samvær med stor lune og humor. Med mikrofon forstærkes bodypersussion og hele gruppen producerer polyrytmiske svingninger af hænder, fødder og dans på og omkring en liggende boks. Kalinkamelodien dukker op igen, og intensiteten stiger. Bevægelserne er kreative og legende udforskninger af moderne dans og breakdance. Stephanie Thomasen forstår at holde fast i et eklektisk, kreativt udtryk styret af intensioner og høj teknik.

Polemikerne er måske gået i selvsving. De løber i ring og holder hinanden i grisehalerne. Papirssække hentes og bæres på hovederne til et soundtrack af en skrattende Kalinkamelodi. Lange skridt på knæ leger med russisk kosakdans. Flere sække kommer ind, Adam Tocuyo er indhyllet i sække, som papirgris, og pludselig tømmes alle sække for papir ud på gulvet. Det fyldes i tøjet og i munden. De prøver at tale, skændes: ”Salget af flæsk stiger gevaldigt, når der udskrives valg i Danmark,” lyder det vredt mod publikum. 

Sublim kunstnerisk generøsitet

I et klimaks af vrede og et hav af papir tilskrevet med noter om valgflæsk og dets opståen for over 100 år siden, går fænomenale Mark Philip op i en spids i bogstavelig forstand. Han spinder en tur på hovedet med strakte ben lige op i luften og lander under den store lysekrone nedsænket med orange lys, som en gigantisk griselampe. Han hejses op, hænger måske lidt til tørre, før pistolerne på skift peger mod eget og andres hoveder på vej til valgskafottet. Til live trommehvirvler går optællingen løs i hektisk stemning.

Uppercut Danseteater kan i denne weekend fejre 40 års jubilæum. Med denne tredje del af Plejer er død har de lavet et hattrick. Der danses generøst på et teknisk svimlende niveau, hvor alle bevægelser har en funktion i fortællingen. Det er en styrke, at danserne selv er del af idéudviklingen i et overflødighedshorn af kreativite indspark, hvor Stephanie Thomasen hylder hver dansers unikke kvaliteter og autencitet. 

Betina Rex holder dramaturgien intelligent, stram og afvekslende og levner plads til mange lag af fortolkning. Publikum er inddraget med en selvfølgelighed, der er kendetegnende for Uppercuts relationsarbejde med børn og unge voksne. Det kunstneriske teams størrelse, den lokale forankring og økonomiske ramme har ikke tæret på jordens ressourcer, og alligevel skabes mestervæk efter mesterværk.