★★★★☆☆ Odysseus må dø! Holberg møder Batman og Rambo i et opgør med den maskuline helt

Tiden er i den grad moden for Momentums opgør med dyrkelsen af den aggressive og komisk-muskuløse heltefigur, men humoren bider ikke for alvor, når Holbergs helteparodi køres gennem den nostalgisk popkulturelle og musikalske maskine i ODYSSEUS MÅ DØ!

Holbergs mindre kanoniserede komedie Ulysses von Ithacia, som er forestillingens forlæg, er en plottung og kraftigt intertekstuel genreparodi på både samtidens tyske teater og de storladne helteeposser fra antikken. 

Det er derfor ikke nogen nem opgave at lave en moderne fortolkning, som er både underholdende og relevant. Det er ikke desto mindre lykkes for de kunstneriske ledere af teater Momentums vol. 16, instruktør Kristoffer Lundberg og scenograf Katrine Krohn. 

Helten fratages sin stemme

Ulysses von Ithacia er vellykket kogt ned til et skarpt koncept: to helte, som skiftevis iscenesætter deres voldelige krigsbedrifter, kæmper for at finde hjem og performer en hanekamp på maskulinitet. 

Vi møder Odysseus og hans kammerat Kill-ian på en tømmerflåde i et hvidt univers med en enkelt sølle palmeø i baggrunden. De er på vej hjem fra krig i Troja efter 10 – eller måske 17 år? Lige som i Holbergs original, leges der med brud på tidens og handlingens enhed. 

Der er dog langt fra den sædvanlige forestilling om Odysseus til de to figurer på tømmerflåden. Der er dømt falske muskler i stramme 80’er-dragter, små speedos, brystplader med sixpack og kæmpe overdimensionerede hoveder. Heltene har fået frataget deres stemmer og er reducerede til to slidte mandestereotyper, der kun kan udtrykke sig i forvrængede grynt og vulgære fagter. I stedet vises fragmenterede bidder af dialog med farvet tekst på en skærm over scenen. 

Helt ude af sync

Heltenes kropssprog er det meste er tiden mandehørmet og selvsikkert, men den komiske maskulinitetsgejl kontrasteres af Sigvard Madsens nykomponerede musik. Selvom musikken har genkendelige elementer fra den episke filmmusik, og er indspillet af et big band, er den overvejende melankolsk. Heltens stemme er dermed blevet erstattet af et trist og refleksivt afskedsstykke, der understreger intentionen om at sige farvel til ’de store helte’. 

Men det er ikke kun musikkens stemning, som heltene er ude af trit med. De fremstår også ude af sync, fordi deres kropssprog ikke er timet til replikkerne på skærmen. Hertil kommer, at de tydeligvis har problemer med at se ud af de store masker, hvorfor bevægelserne bliver klodsede og overdrevne. 

Det er ikke altid til at afgøre, hvornår det klodsede kropslige spil er med vilje, og hvornår skuespillerne Carla Viola Thurøe og Tryggvi Sæberg Björnsson vitterligt kæmper med at orientere sig. Effekten er i hvert fald, at heltene fremstår som famlende kolosser helt ude af sync med deres omgivelser. En tydelig metafor for at den voldelige, aggressive og muskuløse mandlige helt ikke længere er tidssvarende som ideal. 

Holbergsk metahumor

Der ligger en slags almengørelse af heltefiguren i brugen af kostumer og masker. Odysseus er ikke en person, men en svulstig hybrid af alle de helte, som han er rundet af. Og i forestillingens heltekanon er det ikke kun Homer og Holberg, som skriver historien. På en sort skærm over scenen blandes den skrevne dialog med syregrønne citater fra popkulturens storladne heltedyrkelse repræsenteret ved velkendte muskelmænd såsom Vin Diesel, Sylvester Stallone, John Wayne og Batman. I stedet for en 1:1 iscenesættelse af Holbergs stykke, har man på den måde inkorporeret den intertekstuelle og stærkt parodierende stil. Der optræder endda også enkelte meta-teatralske referencer til teatrets klassikermani. Det er en elegant nytænkning af originalens greb, som også fungerer for dem, som ikke kender forlægget. 

Vi griner derfor ikke kun af den overvejende veludførte kropslige slapstick, men også af os selv og vores villighed til at lappe den pludseligt tydelige stime af overfladisk heroiske citater i os gennem vores medieforbrug. Jeg ville dog ønske, at forestillingens selv-refleksive, løftede pegefinger havde været løftet lidt højere. Når man proklamerer, at ODYSSEUS MÅ DØ! er scenen sat til et provokerende og skarpt vinklet opgør med samfundets heltedyrkelse. Selvom forestillingens koncept er klart og gennemført, bliver opråbet i sidste ende lidt for svagt. Tonen er mere melankolsk og nostalgisk end (op)råbende og provokerende. Måske er man alligevel ikke helt klar til at sige farvel til Rambo og Batman?

Forestillingens greb og budskab kunne have stået skarpere, hvis man havde turdet at holde det komiske spejl op foran publikum en anelse længere, og have ladet ansvaret for heltenes død været vores i bogstavelig forstand. For, som der understreges, er det jo os, der holder heltene i live gennem vores fortællinger. Hvis vi vil af med heltene, må vi derfor genopfinde historiefortællingen.