Fondene spiller en større og større rolle i kunst- og kulturlivet. Men hvilke strategier har de for deres uddelinger? Og hvordan understøtter strategierne udvikling af kunsten? Til Applaus’ netværksmøde ”Bag om kunststøtten: Fondenes rolle i det danske kulturliv” gav tre fonde et indblik i deres strategi og visioner, mens branchen kunne stille spørgsmål.
Paneldeltagerne til Applaus’ netværksmøde, der fandt sted i torsdags på Teater V, var Mette Marcus fra Bikubenfonden, Gitta Malling fra Statens Kunstfond og Frank Rechendorff Møller fra Augustinus Fonden. Hver af paneldeltagerne lagde ud med et oplæg om deres respektive fondes arbejde, hvorefter der blev åbnet for spørgsmål og debat. Lene Struck-Madsen fra Applaus var dagens moderator.
ISCENE var med på dagen og giver her et overblik over de tre fondes strategier og dagens hovedpointer.
Augustinus Fonden
Augustinus Fonden er en ansøgningsdrevet fond med tre indsatsområder: dans, musikdramatik og klassisk teater. Fonden vægter sparring og dialog og fik i 2020 en ny filantropisk strategi, fortalte fondens administrerende direktør Frank Rechendorff Møller.
Lene Struck-Madsen fra Applaus stillede et spørgsmål om, hvorfor fonden især støtter kulturarv. Hertil forklarede Frank Rechendorff Møller, at dette fokus kommer fra fondens stifter, og at det derfor indgår i fondens fundats.
Augustinus Fonden har særligt fokus på talentudvikling og har bl.a. støttet initiativer på Sort/Hvids musikdramatiske scene og har en lang tradition med at samarbejde med Det Kongelige Teater. Fonden har blandt andet samarbejdet med Bikubenfonden om Koreorama, Den Kongelige Ballets udviklingssatsning, som gennem specialdesignede udviklingsforløb udvikler balletkompagniets koreografiske talenter.
Augustinus Fonden støtter både længerevarende samarbejder og små projekter, og uddelte i sin seneste uddelingsrunde midler til 88 projekter, som modtog under 200.000 kr.
Bikubenfonden
Mette Marcus, der er direktør i Bikubenfonden med ansvar for kunstområdet, fortalte i sit indlæg, at fonden både støtter det sociale og kunstområdet. Fonden ønsker at styrke begge områder bedst muligt, hvilket kommer til udtryk i det nye strategiske fokus, Bikubenfondens strategi. Det skærpede fokus medfører, at fonden har skåret nogle kunstarter fra og nu koncentrerer sig om billedkunst og scenekunst med fokus på institutioner og kunstnere. Samtidig er fonden blevet langt mere proaktiv, og arbejder med dialog, koncept og udvikling, hvor den tidligere var en ansøgerfond.
”Vi har haft en mere klassisk tilgang til at få ansøgninger. Men vi fik ca. 300 ansøgere hvert halve år og kunne give midler til 12-15 stk. hver gang. Det var ret utilfredsstillende for begge parter at bruge så meget tid på,” fortalte Mette Marcus.
Derfor kan man nu booke en tid hos én af Bikubenfondens rådgivere og tale med dem om projektet. Hvis projektet matcher med fondens strategi, er der mulighed for at konceptudvikle. Fondes rolle er altså at være udviklingspartner, konkluderede Lene Struck-Madsen og spurgte opfølgende til, hvordan det gøres i praksis:
”De dialoger, vi har haft i institutionssammenhænge, har peget på, at institutionerne har et stort kunstnerisk overskud og stor kunstnerisk professionalisme. Vi oplever, at der kan være udfordringer ved at vækste organisationen i forhold til at følge med succesen. Her kan vi gå ind og hjælpe med fx strategi, personaleansvar, etablering af bestyrelse og lignende, så institutionerne kan folde deres kunstneriske intention ud,” forklarede Mette Marcus.
Men ”hvordan har det så været at gå fra ansøgerbaseret fond til at være proaktiv?” spurgte Lene Struck-Madsen videre.
”Det er en udvikling, vi har brugt ret meget energi på. For os handler det om, ikke at spilde nogens tid. Så vi synes, det giver mening at være åbne om det. Vi rådgiver om mulige samarbejdspartnere og stiller vores netværk til rådighed. Vi ved jo ikke hvem, som henvender sig nu – vi begyndte at arbejde efter strategien i sidste uge. Vi håber, vi kan komme i kontakt med nogen, vi ikke havde nået ellers,” lød svaret fra Mette Marcus.
Statens Kunstfond
Statens Kunstfond uddeler årligt 500 millioner kroner til kunst i hele landet. Heraf går de 116 millioner til scenekunst. Statens Kunstfond er en ansøgerdrevet fond, hvor man kan søge de forskellige udvalg om midler.
”Vi er en anderledes fond end de gamle og private fonde,” forklarede Gitta Malling, der er bestyrelsesleder af Statens Kunstfonde og forperson i Projektstøtteudvalget for scenekunst.
”Jeg har siddet på posten lige godt et halvt år. Og vi sidder der kun fire år ad gangen, så i forhold til strategi og langsigtet planlægning er det en anden måde at arbejde på. Vi er et politisk organ, hvor Kulturministeren og et udvalg af kunstnere udpeger de medlemmer, som sidder i udvalgene. Hvert udvalg har deres egen strategi, men der er et fælles krav fra politisk hold om, at vi skal højne den kunstneriske kvalitet og nå ud meget bredt geografisk. Vi skal støtte kunst til både voksne, børn og unge, få dansk kunst ud i verden, og støtte udvikling af kunsten og talentudvikling.”
Mangfoldige modeller er en styrke
Efter det tredje oplæg blev samtalen åbnet for en bredere dialog. Lene Struck-Madsen lagde ud med at spørge Frank Rechendorff Møller om, hvordan man som fond sikrer sig, at alt bliver set?
”Mangfoldighed af modeller er en styrke i det danske støtte- og fondssystem, fordi der er mange aktører, som med forskellige økonomier og blikke styrker kunsten. Det giver en garanti og sikkerhed for, at der er mange blikke på kunsten. Den mangfoldighed på det strukturelle niveau er vigtig at holde fast i.”
“Fondenes pluralisme og forskellige praksisser er helt afgørende for at sikre en mangfoldighed i kunsten. Vi er konstant opmærksomme på, om der er noget, vi overser. Vi gør os umage med at være i dialog med feltet. Vi ser en masse forestillinger og udstillinger og indkalder eksperter til dialoger, som forhåbentlig kan være med til at sikre nye stemme og nye blikke,” supplerede Mette Marcus.
Fokus på arbejdsvilkår og løn
Fra salen lød et spørgsmål fra Priscilla S. Lind Rasmussen, projektleder og producent i Dansehallerne, der gik på, hvad fondene gør for at sikre arbejdsmiljø og lønramme i forhold til deres bevillinger.
”Vi er godt klar over udfordringerne, og det er vildt, vi har et kunstliv, der arbejder med professionelle kunstnere, men at det ikke afspejles i lønningerne. Nogle af de dialoger, vi har i Bikubenfondens Task Forces programmer, er, hvordan man kan arbejde med det,” svarede Mette Marcus.
Frank Rechendorff Møller supplerede: ”Vi kan godt blive bedre til at formulere værdisæt om fx bæredygtighed. Men vi kommer ikke til at stille specifikke krav til det enkelte projekt – for så skal vi også følge op på det. Vi forsøger at screene, om budgetterne lever op til de forskellige krav. Men vi går ikke ud og sikrer det på de enkelte arbejdsområder. Arbejdsmiljø er arbejdsmarkedsparternes eget ansvar.”
Applaus’ netværksmøde gav et fint indblik i de tre fondes fokusområder og strategier. Det var en god mulighed for branchen for at indgå i dialog med fondsrepræsentanterne og derved få afklaret egne støttemuligheder. Men desværre blev der kun kradset i overfladen, når det kommer til de generelle arbejdsvilkår for danske scenekunstnere – og fondenes eventuelle ansvar på dette område.
