Offending the Stage – teatret som mikrokosmos af samfundet

Den kunstnerstyrede salon, som er et af flere formater i Bikubenfondens Kunstsalon VISION-koncept, er i eftermiddag lagt i hænderne på teaterdirektør ved Blaagaard Teater, Sargun Oshana, der har inviteret forfatteren Sivan Ben Yishai med ind i undersøgelsen af institutioner. ISCENE mødte dem i teatrets kælder til en snak om kroppe, diskurser og mulige fremtider. 

“Their bodies as an institution, look at them. Standing in front of you in a row, look. They are observing you, look back at them. Their hands are stuck in their pockets – fisted. Their faces – resting, no particular emotion, their bodies: institution. Their eyes – fixed on you, they’re talking to you, delivering the exact words of the text they were given. Take this moment, look back at them. Take this moment, look back”.

Sådan lyder de første ord i første del af Sivan Ben Yishais drama Offending the Stage. Det er formet som et triptykon, der i tre sprogbilleder undersøger først kroppen, siden forestillingen som institution og i sidste del genrejser fremtiden i ”et tilstødende område”. Teksten spiller op mod den japanske Shinto-tradition, hvor helligdommen Ise Jingu hvert tyvende år rives ned og genopbygges på ny som traditionens forståelse af død og fornyelse som en samtidig anerkendelse af altings forgængelighed og overlevering af teknikker fra den ene til den næste generation. 

For mange år siden i München

Før vi dykker ned i teksten, og hvordan den indgår i salonen, spørger jeg, hvorfor Sargun Oshana har inviteret Sivan Ben Yishai. “Åh, må jeg ikke fortælle historien?”, bryder hun ind, og det er da også en rigtig god skæbneanekdote. 

I 2005 sad hun på en café i München på vej mellem Berlin, hvor hun nu bor og arbejder, og Tel Aviv, hvor hun kommer fra. ”På gaden gik dette menneske frem og tilbage, og jeg vidste bare, at ham ville jeg tale med,” fortæller hun og fortsætter med en undertone af suspense: ”Men jeg var for genert, så jeg gik bare hjem til mit hotel, som var sådan et med sovesal – og gæt, hvem der lå i køjen over min? Sargun lå der, og han havde også lagt mærke til mig, og så hang vi ud hele natten. Sad på fortovet i tusmørket og drak øl og talte”. 

”Ja, det var som en kærlighedshistorie,” bryder Sargun Oshana ind, inden hun slutter af: ”Vi var så unge, så fattige og nok lidt uansvarlige. Vi var på tærsklen til det hele, havde endnu ikke fundet vores vej”. 

Fælles om scenekunsten

Den fandt de siden begge inden for scenekunsten. Hun som dramatiker, han som først skuespiller og nu teaterdirektør. De har fulgt hinanden lidt på afstand siden, men har i de senere år opsøgt og set hinandens arbejde, og Sargun har også brugt en af Sivans tekster i dramatikfestivalen Pink Pavilion tidligere i år. 

Så da muligheden for at lave en salon, hvor Sargun helt selv kunne bestemme indhold og form, lå det lige for at lave en reading af Sivans nyeste tekst, der netop handler om institutioner. Hun indvilgede, men på den betingelse, at de to skulle træde ud af deres komfortzone og selv læse teksten. 

”Du er jo institutionen,” som hun flere gange pointerer med reference til Sarguns position som teaterdirektør, ligesom hun selv er en institution i rollen som forfatter. 

Hvordan forsvarer vi institutionerne? 

Arbejdet med salonen har fået dem til genfinde energien fra deres første møde, og Sargun Oshana er dybt begejstret for Sivan Ben Yishais tekst. 

”Det er en kompleks tekst om institutioner, som vi skal sætte sammen med, at jeg er en institution, at Bikubenfonden er en institution, der beder en anden institution om at lave en salon, så det tager tid at rede trådene ud og arbejde os ud af vores egen bias. Der er teksten så spændende, fordi den har en form for institutionel kritik, som jeg har set i filmen og billedkunsten før, men aldrig i scenekunsten. Det er ikke bare kritik, men også en farce om publikum og de ritualer, vi har, om tidslighed og et udviklingsperspektiv i den sidste episke del om bæredygtighed”. 

De er enige om, at bias spiller en afgørende rolle for udvikling af institutionerne. ”Vi vil altid forsvare vores institutioner, men vi skal forsvare de demokratiske institutioner ved at gøre dem mere transparente og retfærdige. Teksten spørger, hvordan vi arbejder med de dominerende diskurser i institutionerne, hvordan vi taler om de autoritetssystemer, der eksisterer i dem. Hvornår taler vi, hvornår er vi tavse?”, spørger Sivan Ben Yishai, der også flere gange vender tilbage til opdragelsens bias:

”Hvordan kan vi deltage i en mere åben, divers, queer samtale, når vi – vores generation – stadig voksede op i hierarkiske og patriarkalske institutioner som familien, børnehaven, skolen, fabrikken og til sidst kirkegården? Vi er formet af institutionerne, og vi opdager, at vi tit agerer som de institutioner, vi er formet af. Vi sidder og kigger i teatret, som vi gjorde i skolen. Vi er stille, vi keder os og slagsmålet i øvelokalet kommer ikke frem på scenen, vi har ikke et beredskab for at træde ind i konflikter – og på den måde er teatret et mikrokosmos, et genom for at gentænke de samfundsmæssige institutioner”. 

Kroppen bærer en politisk diskurs

Sargun Oshana gør erfaringen personlig med erkendelsen af, at han ikke bare er en institution, men besidder en magtposition. 

”Det har taget mig så lang tid at komme hertil, hvor jeg har kravlet op ad en stige, der er skabt af et hvidt system, for at komme ind på scenekunstskolen og for at skabe kunst inden for den ramme. Nu er jeg nået til at ville fortælle mine egne historier, så nu skal jeg nedbryde den stige for at gøre det nemmere for andre. Det er også det, Sivans tekst gør, så den giver mig en aha-erkendelse, for jeg forsvarer jo også min position og min institution, men i salonen må jeg træde ud af min rolle, og det er skræmmende at vise mig selv og de strukturlag, der også er lagt om mig”. 

Han kunne have lavet en paneldebat, men ville risikere noget mere: ”Jeg har lavet masser af debatter på den måde, hvor publikum spørger om de samme ting, fordi teater altid er der, repræsentation kommer op, fordi kroppen er der og bærer en politisk diskurs, ubevidst eller ej. Så denne gang ville jeg kropsliggøre emnet, fordi salonen giver os mulighed for at vise det frem. Jeg ser det som en fri workshop om at være leder af en institution uden at fryse fast i rollen. Sivan udfordrer mig hele tiden ved at sige: Du kan ikke sige den replik, for du er jo institutionen, og andre gange er det mig, der skal sige replikken netop derfor”. 

Sivan Ben Yishai supplerer: ”Kroppen læses ofte naivt, men her viser vi, at vi ikke har gjort et naivt valg af kroppe. Vi har valgt, at det er den kunstneriske direktør, der står på scenen. Basicly er det jo altid, hvem står der, hvem ikke, hvem har mikrofonen, hvem deltager i diskursen. Det er det teatralske møde”. 

Sargun Oshana er enig og ser samtidig salonformatet som et romantisk og nostalgisk billede af det urbane møde, hvor man diskuterer kunst: ”Vi kan kun lave en replica af det, og teksten vil også have os til at kigge indad og spørge os selv som institution: Hvordan er teatret vigtigt? Kan det være rummet, hvor vi kan tale om de sociale lag og hvordan der bliver kapitaliseret?”

Hjertet i teatret er ikke i den kapitalistiske logik

Spørgsmålet om teatrets nødvendighed trænger sig på i en salon om institutionskritik, men de to er ikke så interesserede i hverken den indadvendte kunstnerrefleksion eller det tidstypiske publikumsudviklingsfokus, der indskriver scenekunsten i den målbare vækstdiskurs. 

”Vores mission er at træde ud af vores komfortzone og dermed zoome ind på teaterrummet sammen med publikum. Zoome ind på, hvordan vi gebærder os i det rum, hvordan det kan ses som et genom for samfundet, og hvordan vi kan se os selv som change makers, der er i stand til at være en del af samfundets civile samtale,” slår Sivan Ben Yishai fast. 

Sargun Oshana tænker ofte over, hvad teatret skal og hvad publikum skal med det, men det gør ifølge ham noget ved kunsten, når man hele tiden har det perspektiv. 

”Som kulturinstitution må vi tappe ind i den retorik for at overleve og få lov til at fortælle vores historier. Men hjertet i teatret er ikke i den kapitalistiske logik, for vi producerer ikke varer, så for mig må jeg have én fod i det og den anden i at skabe rum for kunsten, der skaber spørgsmål, som er det, jeg mener, teatret skal kunne,” siger han, før vi atter vender blikket mod fremtiden. 

Kollektiv over individ

Sivan Ben Yishai tror ikke, at institutioner som dramatikere og kunstneriske ledere findes om 30 år: 

”Jeg tror, at vi både i teatret og samfundet vil arbejde i kollektiver, der fungerer som kuber af viden. Nogle vil skrive, men det vil ikke længere være muligt, at én person – aka mig – dikterer, hvad der skal ske i en hel forestilling. Fremtiden er queer, mangfoldig og langt fra binær i form af den type roller. Vi ser allerede, at folk trækker sig tilbage fra ideen om mastership og genier og vender sig mod gruppen som steder, der forsøger at skabe glæde og aflære den kapitalistiske karrierevej og lederskab. Fremtiden er ikke lineær og vækstorienteret. Den er er horisontal og vil skabe spiraler med mange stemmer,” lyder hendes vision. 

Sargun Oshana deler visionen og peger på et dansk eksempel, gruppen af scenekunststuderende, Persona non grata, som arbejder som kollektiv. Han ser desuden teatrets prøverum som et rum med forandringens potentiale i sig: 

”Det er ikke et magtfrit rum, men det er et rum, hvor man undersøger og arbejder med følelser og symboler sammen, så teatret har som kunstform, ikke som institution, en indsigt, som mange andre institutioner ikke har”. 

Hvor skal samfundet hen? 

Sivan Ben Yishai citerer mod slutningen af vores samtale sin personlige version af Bertolt Brechts credo: ”Teatret skal vise os, hvor samfundet skal gå hen, ikke være en latterlig imitation af dets brister,” og knytter det til Sargun og hendes generation. 

De er som fyrreårige i midten af systemer og indtager magtpositioner, men ”vi er feminister, men født i patriarkatet. Vi er antikapitalister, men kan spille det kapitalistiske spil. Vi er stadig narcissistiske og produkter af liberalismen. Vi er i midten som en trædesten, vi er ikke fremtiden. Men vi kan tage stilling til, om vi vil fortsætte med at gøre os teatret til en vare eller om vi vil vise samfundet nye mere horisontale strukturer, der inddrager flere stemmer. Vi i scenekunsten burde have ændret diskursen for længe siden, vi skal bringe konflikt og ubehag ind på scenerne i stedet for at reproducere det, jeg vil kalde teater-smalltalk,” afrunder hun vores samtale, inden de to fortsætter prøverne oppe i teatersalen. 

Offending the Stage løber af stablen i eftermiddag kl. 16 på Blaagaard Teater. Læs mere her.