Det frie felts festival – nuttet, dystopisk, eksistentiel og humoristisk 

Det Frie Felts Festival udfolder sig denne gang både i Aarhus og København. Københavnerdelen var skarpt kurateret med aktuelle temaer og en fin humoristisk vinkling i de fleste forestillinger, mens dystopien også fik plads. Festivalen har fundet en god form og er klar til vende sig mere mod verden. 

Det Frie Felts Festival er i sin syvende udgave tilbage live og det klæder den godt. Festivalens første del fandt sted i København i sidste uge, mens anden del løber af stablen i Aarhus i januar. Kun få forestillinger spiller begge steder, og der var allerede i første del en flot spændvidde i repertoiret, som sendte os ikke bare rundt i byen, men også godt rundt i feltets diverse genrer og udtryk. 

Åbn dit hjerte mod det nuttede

Fællesnævneren for festivalens to første forestillinger var nuttede universer, der dog blev iscenesat og fyldt ud på meget forskellig vis. Festivalen samarbejder med TOASTER og AFUK, der stillede scener til rådighed. Amor Kærlighed Liebe Love af CuntsCollective spillede på Husets Teater, hvor to kælne væsener, Baby Pink og Baby Blue, stramt rullet i plast og gemt bag solbriller, forgæves rækker ud efter hinanden og den store kærlighed – som den former sig i mainstreamkulturens heteronormative spejl.

Deres søgen efter den autentiske sammensmeltning modsiges ikke bare af de Barbie og Ken-inspirerede figurer og rekvisitternes skriggrønne kunstighed, men også af deres manglende evne til at høre hinanden og rastløse jagt på intensitet. Det nuttede blev samtidig konfronteret af det techno-hårdt bankende soundscape og en dragende videobaggrund changerende mellem solnedgange i sync og forvredne kroppe i pulserende mønstre. En form for kaosrum med en god, grundlæggende pointe, der dog af og til blev punkteret af lange passager med ufokuseret kasten rundt med ting. Et ønske om at være punk, der mest bare blev sjusk. 

Se forestillingstrailer for Amor Kærlighed Liebe Love her

En helt anden stemning fandt vi på TOASTERs anden scene på Den Frie Udstillingsbygning, hvor Digging a Glittery Grave med performerne Beck Heiberg og Charlie Laban Trier blidt, dovent og blødt inviterede indenfor i en tre timer lang performance-installation. Man kunne gå til og fra, men det var svært ikke at blive hængende, mens man blev suget ind i det originale sorgunivers af tylstrimler, malebøger, blomsterflor, bamsehoveder og en uendelig strøm af klædningsstykker med glade farver og motiver, der rituelt blev draperet omkring en form for alter.

Med repetitive bevægelser og Madonnas Frozen og dens gennemgående verselinje ”You’re frozen, when your heart’s not open” lipsyncet som nøgle åbner de to performere et refleksivt affektivt rum, der er kodet queer, men rammer det almenmenneskelige rent. Jeg blev helt blød indeni og kunne flyde i en sanselig registrering af et følelsesspekter af nuancer mellem sorg og glæde. Andre blandt publikum gik mere aktivt ind i forestillingen og tog mod opfordringen om at transmittere på instagram. 

Se forestillingstrailer for Digging a Glittery Grave her

Dystopiens voldsomhed 

Sew Flunk Fury Wits Metamorphosen havde premiere på festivalen og her var vi langt fra det nuttede i en musikteatralsk formidling af krigens gru og angsten for den allestedsnærværende trussel om dystopisk fremtid.

Sew Flunk Fury Wits kombinerer originalt dukker med opera og denne gang fylder også det elektroniske instrument ondes martenot, som kan fralokkes de særeste og voldsomste toner i et arrangement baseret på Richard Strauss’ krigselegi Metamorphosen. ”Just when you think it can’t be worse, it does,” lyder en linje, der indfanger det uhyggelige univers, der også visuelt spiller snart dunkelt, snart flammende rødt ind i den evigt lurende stemning af katastrofe. Dukkens uskyldige, naivt søgende bevægelser danner et kontrapunktisk modspil. Angst og afmagt iscenesat i det uafvendeliges dystre langsomhed spændt op mod den billedskønne og musikalske heftighed. 

Kvinden i kunsten

To forestillinger reflekterede kvinden i kunsten fra hver sin ende af arbejdslivet. I Annika KompArts I am Mephisto befinder vi os i begyndelsen. Med reference til Mefistomyten stiller forestillingen spørgsmålet, hvad skal der til for at blive en god kunstner? Er det nok at være et godt menneske? Skal man være politisk? Er man måske allerede det ved at lave kunst?

”Jeg er en fysisk manifestation af min kunst,” hævder hun, hvis krop jo ganske rigtigt er hendes medium, der her kombineres med et industrielt bagtæppe af (af og til virksomme) husholdningsmaskiner og organisk materiale, der duftende spredes ud undervejs. Bevægelserne bliver stadigt voldsommere, mens stemmen stadig er åbent spørgende efter de svar, der ikke er åbenlyse, men må findes på vejen gennem livet. 

I den anden ende af spektret står Helene Kvint med sin standup-inspirerede The Show Must Go On!, hvor hun kobler #metoo-oplevelser med evnen som stenskaber, dvs. den yderst smertefulde lidelse galdesten. Overgrebene i hendes historie sætter sig altså i kroppen som sygdom. Overgrebene starter tidligt og fortællingen har godt blik for de mentale og institutionelle strukturer, der repeterer og bagatelliserer hændelser, der skaber sår for livet og fastholder, i dette tilfælde kvinden, i bestemte roller og reaktionsmønstre. At forestillingen anvender statistik, der forstærker fortællingen, er et virkningsfuldt dramatisk greb, om end anden statistik ville udpege manden som offer for andre dele af velfærdssamfundets normer og strukturer. The Show Must Go On! er et vidnesbyrd og står som sådan stærkt med sit enkle og taktile omdrejningspunkt i de galdesten, der går fra hånd til hånd på publikumsrækkerne. 

Begge forestillinger er baseret på performernes egne liv, men rammer via deres æstetiske strategier forskellige strenge i et tema, der trods det svagt navlepillende element netop ikke er eksklusivt for kunstnereksistensen, men fortsat relevant for samtalen i samfundet. 

Fællesskaber efter pandemien

Forestillingens sidste dag bød på to performances, der tog fat i fællesskaber mere eller mindre koblet til pandemien. I TOTAL INTERNATIONAL (LOKAL) #2 inviterede de to performere Andreas Liebmann og Boaz Barkan ind i brevkunstens næsten glemte kunstart. Med celloen som grundtone og dansens enkle rytme blev pulsen bragt ned og rammen sat for at lytte til pladespiller og ord om at nå hinanden på tværs af kontinenter uden brug af flyvemaskiner. Klimakrisen er present og pandemien stoppede reelt rejsen som livsvilkår. Hvad er man som kunstner, hvis man ikke kan flanere kloden tynd? Så varmede vi skrivehånden op og åbnede blokken med tykt skrivepapir og startede som det lydige publikum, de fleste jo er, på et brev til en person et andet sted i verden.

Jeg var snart så opslugt, at jeg kun med det yderste af bevidstheden registrerede performerne, der pustede jordkloder op og sendte tekopper rundt på skateboard. Ritualet blev afsluttet i en fælles koreografi med brevene i centrum. En både sjov og virkningsfuld gennemlysning af et komplekst dilemma, der kombinerede det alvorlige med det lattermilde og en publikumsinddragelse, som enhver kunne bestemme graden af for sig selv. 

Festivalens højdepunkt indtraf for mig med den sidste forestilling. Happy Vineyards, med den internationale performancegruppe Boys* in Sync, oser af humor og selvironi på både egne og Det Frie Felts vegne. To af gruppens medlemmer står på scenen, mens de øvrige tre af og til kaldes frem på en skærm. Mestendels for at pludre lidt om sig selv eller give slet skjult kritik af de to tilstedeværendes præstationer. ”Måske skulle I prøve at fortælle en historie,” lyder et af de gode råd, som de to dog rask sidder overhørig og fortsætter deres montage af melodramatisk koreografi, politiske kommentarer, slapsticks, deklamationer, publikumshenvendelser og promovering af sig selv på den andens bekostning. Knips, halskæder og parykker er naturligvis en integreret del af dette univers, der udforsker det maskuline, men især fællesskaber. Kulminerende med en maratonudgave af Robbie Williams’ Angel, hvor stemmer og mimik afsøger mange mulige kroge af de to temaer. Det er desorientering og komik på højt niveau. Forestillingen er på vej på turné – hold øje med den.  

Se forestillingstrailer for Happy Vineyard her. 

Kollektive arbejdsmetoder og verdensvendthed

Festivalen bød også på artist talks efter forestillingerne og et brancheseminar med fokus på ligheder og uligheder i et historisk perspektiv inden for det frie felt i Norden, og fortsætter som nævnt i Aarhus i januar 2023. 

Det Frie Felt er et vidtforgrenet område, der på festivalen defineres som ikke-institutionelle produktioner. Den københavnske del var velkurateret både genre- som temamæssigt, hvor en rød tråd måske netop kunne være det humoristiske blik på ligheder og uligheder. Et andet gennemgående træk var de mange kollektivt ledede og udviklede produktioner, der peger på en udviklingstendens, som også blev belyst på Bikubenfondens seneste kunstnerstyrede salon på Blaagaard Teater. Festivalen får vist bredden, men også sat fingeren på emner og arbejdsmetoder, der er aktuelle netop nu. 

Det var godt at have festivalen tilbage i live format og præsenteret på scener, der – nok særligt for Husets Teaters vedkommende – også trak publikum til, der ikke var fra feltet selv. Publikumsinddragelse er ofte, men bestemt ikke altid, et kendemærke for feltets produktioner, og i dette års udgave var inddragelsen på det milde niveau, hvor langt de fleste kan være med. Det kunne være et bud at arbejde endnu mere med at åbne festivalen mod verden gennem partnerskaber, der appellerer til andre publikumsgrupper. Det kan forestillingerne sagtens bære i sig selv, og festivalen har efterhånden et format, der både kan rumme branchedelen og det verdensvendte. 

Se hele programmet her.