Bora Bora åbner deres 10 års jubilæumssæson med en urpremiere om kærlighed leveret af det tværæstetiske, queerfeministiske kunstnerkollektiv CuntsCollective. Deres dekonstruerede romcom Amor Kærlighed Liebe Love involverer lydkulisser og projektioner i en postmodernistisk sammensmeltning.
CuntsCollective tager fat på den vestlige kulturkreds’ idé om kærlighed til døden og har som mantra at gøre op med dens fastlåste former. I forestillingen Amor Kærlighed Liebe Love udstilles parforholdets sårbarhed svøbt i distanceret selvironi og surrealisme med sit queer synspunkt på heteronorme værdier.
Som publikum træder vi direkte ind i en åben blackboksscene. På scenen ser vi et fastfrosset øjebliksbillede af intenst samvær mellem Baby Pink siddende på et hvidt leje af blonder iført lyserød top, blomstrede underbukser og hvide laksandaler. Baby Blue ligger på maven i blå skjorte, lyserød vest og hvide satinshorts. Begge er indpakkede i plastikwrap.
Baby Pink stirrer selvsikkert på os gennem sine solbriller. En technovibrerende tone fremhæver et creepy og intimiderende status quo. De liveafspillede videoprojektioner bidrager med dybde til det sublime sceniske nærvær.
Er kærligheden målbar – infinit eller eternal?
Kan kærligheden og graden af samhørighed og symbiose måles? Parret spørger sig selv igen og igen. Er den ”infinit” eller ”eternal”? De konkluderer selvtilfredst, at de nu er en enhed -”I waited so long to find true love”.
Baby Blue kravler kælent og miavende rundt, så vidt det er muligt for den snærende plastik og synger en italiensk kærlighedstirade. Betty Pink svarer på fransk og tysk. De taler kærlighedens mange sprog, men er samtidig fanget af den.
Parret sætter sig ved et hvidt blondedraperet bord, hvor de indtager slimede, grønne ting i en højlydt smaskende udveksling af ligegyldigheder. Den grådige kærlighed har gjort blind. Parret synger en kærlighedsduet med barbiedukker som mikrofoner. Konfronteret med spørgsmål om kærlighed til døden, får Baby Blue en nedsmeltning, og Baby Pink ser med undren på sin symbiotiske partners indre kamp. Måske synes Baby Blue, at ideen om evig kærlighed er mere omklamrende end fuldendende.
Kærlighedens bitre smag
Parret rammes af et drænende dødvande, hvor hver må konfrontere egne dæmoner med heling og parterapi. De indre dæmoner siver ud under den pastelfarvede idyl, der afløses af mørk scenografi. Den forreste projektion synes at medfortælle det indre liv med ansigter i opløsning, mens den bagerste henviser til samfundet med kroppe i frit fald. Naia Burocoas og Imre Mark Petkovs live visuals inviterer os dermed indenfor i de indre fortællinger, i skyggerne og i underbevidstheden.
Lydkunstner Zack Christ er placeret råt og synligt på siden af scenen som en magiker, der trækker i trådende og slår følelsesstrenge an ved at vildlede os gennem dette kaotiske drama, der veksler fra pop og R&B til lyduniverser og techno. De live improviserende udtryk fra både spillere på og foran scenen tilfører liv og vibrerende nærvær, der trækker publikum ind i et kaos af chokerede udbrud og latter.
Bryllup som universalt svar?
CuntsCollective spørger, hvorvidt målet om at blive brud er svaret på alt eller blot en kliché? Iført rød jakke føres Baby Pink op ad kirkegulvet og synger en kærlighedstirade ”I love being loved by you”. Techno bliver til pop og baggrundsprojektionen leverer en grøn mark med blå himmel.
Baby Blue famler med champagne og glas og glider stadig i grønt slim på gulvet – et levn fra sammenbruddet. Akavede og usikre forsøg på at leve op til forventninger og normer foreviges på de blitzende fotos. Parret får ikke lov til at tage afsted i solnedgangens skær, men vandrer mod en videoprojektion af nøgne kroppe, der kommer dalende ned fra himlen. It’s raining men and women, halleluja for de heteronomative kvælertag.
Daniel Paiva de Miranda og Tone Haldrup Lorenzen leverer humoristiske og troværdige menneskeskildringer med stort nærvær, der bæres hele vejen af holdets samlede kunstneriske indsats med koreografi, tekst, lyd og video.
