Intet land i teaterhistorien har været et større fyrtårn end Grækenland. Punktum. Holder grækerne selv ilden ved lige, eller hylder de bare asken? I en tid, hvor scenekunsten udvikler sig hastigt i nye tværæstetiske formater, har ISCENE været ved arnestedet i Athen. Vi har talt med forskere og kunstnere om, hvordan også den antikke arv lever videre. Hvordan finder man balancen mellem ære og ærefrygt, tradition og fornyelse?
I Athen hviler bevidstheden om en storslået fortid som en evig dis over byen. Majestætisk hæver Akropolis sig over den forslåede by, og skulle du for en kort stund glemme byens historiske og kulturelle arv, skal navnene på gader, restauranter og hoteller – for slet ikke at tale om de uendelige souvenirbutikker – hurtigt få dig tilbage på sporet.
Athen lever i høj grad om ikke i så af sin fortid.
Forår, vin og drama
I antikkens Athen var foråret uløseligt forbundet med teater. Det spirede i jord og mennesker, og det forrige års vin var så småt klar til at levere sin virkning. Athenerne fejrede forårets komme ved de enorme fester for vinens gud Dionysos – eller Dionysierne, som festerne blev kaldt.
I dagevis flød gaderne med vin og mad, og konventionerne blev vendt på hovedet i et spektakel, der udviklede sig til senere tiders karneval. Traditionen for Dionysierne er urgammel, men for omkring 2500 år siden, skete der noget mirakuløst: de dramatiske konkurrencer blev indført som en fast del af festivalernes program.
I dagevis flød gaderne med vin og mad, og konventionerne blev vendt på hovedet
Det blev en kæmpe succes, og anført af tragikerne Aischylos, Sofokles, Euripides og komediedigteren Aristofanes, udviklede dramaet sig til et af antikkens største kulturelle fænomener. Den dag i dag fremstår det stadig som uløseligt forbundet med Athens storhedstid, og de antikke klassikere genopføres konstant på byens teatre.
Komedien er født under bæltestedet
Dionysierne blev indledt med et fallisk optog, hvor borgere gik i procession gennem byens gader iført store fallosser af læder eller træ. Forklaringen på dette ritual er lidt for lang til dette format, men lad os kort og enkelt sige, at det er noget med frugtbarhed. Komedien som genre var oprindeligt en videreudvikling af dette spirituelle optog, og traditionen – Phalliphoriet, som betyder fallos-indbæringen – lever videre i dag.
På en smuk tagterrasse, med en endnu smukkere udsigt i det pulserende kvarter Monastiraki, møder jeg tre repræsentanter fra the Association for the Research and Study of Hellenic Culture (ARSHC), som arbejder i krydsfeltet mellem forskning, kunst og spiritualitet.
I dag fremstår deres performance som en af hovedattraktionerne ved Athens årlige karneval
Parmenides Bousiou er akademiker, Lily Karadima er koreograf og grundlægger af Academy of Ancient Greek Dance, og sammen med danser og performancekunstner, Tina Theodorits, har de siden 2014 genoplivet Phalliphoriet. I dag fremstår deres performance som en af hovedattraktionerne ved Athens årlige karneval.
“Vores gruppe er specialister i at genoplive antikkens ritualer,” fortæller Parmenides, “og ikke alene kan vi genoplive antikken, vi kan faktisk leve antikken igen. Det er den mest dynamiske måde at skabe en overgang mellem fortid og fremtid.” Phalliphoriet er blot en af de mange rituelle performances, som de opfører året rundt.
Skriver videre på traditionen
Skønt de er kristent døbt, er de alle konverteret til den antikke græske religion. I dag er de ikke alene scenekunstnere, men også præster og præstinder i det lille, men statsligt anerkendte trossamfund. Som Lily forklarer, er deres kunst stærkt forbundet med religion.
”Vi tror på, at kunst, videnskab, dans, traditioner og religion er én og samme ting. Der er spiritualitet i alt, hvad vi gør. Det handler ikke om blindt at følge ritualer, men om at lære, hvorfor vi gør det,” fortæller hun og understreger, at der ligger rationalisme til grund for deres opfattelse af den græske religion.
Der er spiritualitet i alt, hvad vi gør
Ud over de spirituelle performances skaber de danseforestillinger i forskellige konstellationer med en blanding af antik og moderne dans. Tina fortæller, at der på en og samme tid er tale om konservering og kreativitet, men lægger ikke skjul på, at de ser det som en bunden opgave.
“Vi er født i et land, der bærer så meget civilisation på sine skuldre, at det nogle gange nærmest er ubærligt, fordi vi er nødt til at passe på det, udbrede og kæmpe for det.”
Tragedien som religionens spejl
Foruden de spirituelle performances opfører de også græske dramaer, og her lægger de stor vægt på, at forestillingerne er så tro mod det antikke forlæg som muligt. “Antik drama er altid up to date,” anfører Lily og lægger ikke skjul på, at hun ikke har meget tilovers for de mere moderne fortolkninger af de antikke forlæg.
Antik drama er altid up to date
For de tre repræsentanter for ARSHC fremstår tragedien ligefrem som noget helligt, men ikke i en kristen forstand. Fra deres perspektiv er rationalisme og spiritualitet ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætning. Det handler om balance, og det er her, vi finder den nære forbindelse til tragedien.
“Tag Antigone overfor Kreon (i Antigone, red.),” siger Parmenides, “De har begge ret. Den ene lader sig overbevise af sensitiviteten, den anden af logikken, men det må ikke være enten/eller. Vi er nødt til at skabe bro mellem dem, så vi finder balancen. At kombinere vores kritiske tanker med vores følelser er, hvad vi forkynder. Det er sådan, vi lever.”
Det antikke bagtæppe
Hvis man har været i Athen, har man også været på Akropolis. Her har man formentligt lagt mærke til, at der på den sydlige skråning ligger rester af de to antikke teatre, Dionysosteatret og Herodes Atticus’ Odeion. Førstnævnte er i dag et arkæologisk område, mens Odeion lejlighedsvist stadig lægger rammer til både musik og teater.
Et par timer sydvest for Athen finder man resterne af den antikke by Epidauros og antikkens bedst bevarede amfiteater. Det er en mageløs marmorkonstruktion fra det 4. århundrede med plads til til flere end 12.000 publikummer, og her bliver der også opført teater under den årlige Athens Epidaurus Festival.
Det er min pligt at kende vores historie og de traditioner, jeg står på skuldrene af
“Jeg kender instruktører, der har arbejdet i årtier, før de havde modet til at opføre stykker i Epidauros,” fortæller skuespiller Evi Saoulidou, som i mange sæsoner har været tilknyttet det græske nationalteater. Hun har selv optrådt begge steder, og hun kan sagtens genkende ærefrygten fra de antikke rammer.
Denne sommer skal hun være med i Euripides’ Trojas kvinder, og det er bestemt ikke en let opgave: “Jeg føler, det er min pligt at kende vores historie og de traditioner, jeg står på skuldrene af,” fortæller hun og tilføjer, at det ikke bliver nemmere af, at begivenhederne også tiltrækker et internationalt publikum, hvoraf mange har studeret de klassiske tekster og har klare forventninger. Rimeligvis bør det nævnes, at Evi ikke lader sig slå ud udfordringen. Hun er bare meget bevidst om den tradition, hun er en del af. En bevidsthed hun deler med Giorgos Zamboulakis.
Græsk verdensarv
Giorgos er prisvindende instruktør med speciale i græsk tragedie og tidligere kunstnerisk leder af et teater i det nordlige Grækenland. Derudover er han professor og underviser. Navnlig hans specielle metode med brugen af de akustiske, græske teatermasker har bragt ham verden rundt.
Forskellen er, at når det drejer sig om antik teater, så kender alle historien
Jeg spørger, om han som instruktør tilgår de antikke tekster på samme måde, som han ville tilgå, et hvilket som helst andet stykke: “Ja, for jeg gør det altid på min måde. Forskellen er, at når det drejer sig om antik teater, så kender alle historien. Når du går ind og ser Medea, så ved du, at det ender skidt,” griner han og fortsætter: “Så du tager ikke derhen for at finde ud af, hvad der sker, men hvordan det sker. Du skal stadig overraske folk, og du skal få dem til at glemme historien, så de oplever den på ny.”
Giorgos er en varm og snaksaglig mand med et åbenlyst stort kendskab til det antikke teater, men han deler ikke Parmenides, Lily og Tinas opfattelse af tragedien som noget helligt, endsige noget særligt græsk: “Det er åbne tekster, og de tilhører ikke kun os, de tilhører hele menneskeheden.”
Kilden til i dag
Giorgos mener slet ikke, at det er i det formalistiske, man skal finde relevansen for antikken, men i essensen: “Teater bevæger sig i cirkler. Fra naturalisme til ekspressionisme osv. Når teatret er endt i en blindgyde, genopfinder man de antikke stykker, for de kan åbne nye muligheder, nye måder at tænke teater på. Hvorfor? Fordi det er selve kilden.”
Er det en velsignelse eller forbandelse at bo så tæt ved kilden? “En velsignelse. Men når det så er sagt, er jeg verdensborger, og jeg mener ikke, jeg har mere adkomst til de her tekster, end du har.”
Jeg mener ikke, jeg har mere adkomst til de her tekster, end du har
Giorgos er fra Kreta, og han fortæller henført om at vokse op i en smuk og rig kultur. “Alle de her ting, de er ikke symboler for os, de er virkeligheden. Det er min DNA. Selvom jeg er meget optaget af moderne kunst, så er det bare en del af min måde at tænke på og min måde at leve med andre mennesker,” fortæller han, før han afslutter:
“Men det handler ikke om Grækenland, det handler om mig. Det er selve pointen ved tragedien: Du skal finde dig selv inde i dig selv.”
