★★☆☆☆☆ Lækker rumrejsepoesi indpakket i rædderlig rammefortælling

Teater Metamorfose har med forestillingen Space Cowboy skabt en smuk og betagende rejse til fjerne planeter, men historien om Selma og hendes far er helt hovedløs og bliver en grim knast i den ellers fine oplevelse.

Hvem har skrevet Space Cowboy, som Teater Metamorfose netop har haft premiere med på ZeBU på Amager? Der er ingen dramatiker krediteret, og det er vel mere reglen end undtagelsen, at når man prøver at finde ud af, hvilken forfatter der står bag de værste tilfælde af sjuskemanuskripter, så finder man, at der slet ingen forfatter var. Det er i hvert fald tilfældet her.

Synd er, hvad det er. For hvis man ser bort fra alt fra titel til handling, så er Space Cowboy faktisk en god halv times lækkerhed. Man sidder som svøbt i poesi, når Evi Arnsbjerg Brygmanns lille rumturist rejser igennem galaksen til lyden af Jacob Venndts nærmest meditative soundtracks.

Der er noget Den Lille Prins-agtigt kært over den måde, hvorpå Evi Arnsbjerg Brygmann fører dukken, der er historiens hovedperson. Og der er noget grundlæggende bedårende og forførende over æstetikken i Amanda Axelsens scenografi med den tegneserieagtige rumkapsel, det varme lys og alle de blinkende, drejende og dampende dimser. Og den fremmede planet, der er beboet af vrikkende, plantelignende væsner, er decideret magisk.

Pakket ind i tidens temaer

Desværre vil forestillingen mere end bare at flyve rundt i det ydre rum og løbe rundt på planeterne i vægtløs tilstand. Man har vel følt, at man også skulle have noget på hjerte, selvom det næppe har været forestillingens hovedfokus.

Space Cowboy forsøger at tale ind i tidens tendens med at begrænse online-tid. Dét emne er underligt moderne i disse uger og måneder.

Et pensionsselskab har for nylig foreslået skærmfri zoner i det offentlige rum – særligt hvor voksne burde være sammen med deres børn – og internetselskaber kører kontraintuitive kampagner for, at deres internetkunder bruger internettet mindre.

Ufrivillig rumturisme

I denne forestilling er det ikke de voksne, der skal slippe skærmene, men barnet. Vi møder Selma og hendes far, som vistnok lige er ved at flytte ind i et nyt hus – måske endda i en ny by. Selma har lukket sig inde på værelset med sin telefon og er ikke til at komme i kontakt med.

Hendes far vil gerne have hende ud at møde nye venner, men da der ingen reaktion er fra værelset, bliver han sur, men undskylder sig med, at han er træt. Lidt pludseligt støder han på en brochure om at komme ud i det ydre rum med firmaet Cosmic Cruise, som tilbyder offline ferier i fjerne galakser. Og hvilken far ville ikke fluks sende sin datter alene ud i det ydre rum?

I hvert fald er Selma i det næste nu på vej afsted i sit eget ensomme rumfartøj. Ønsker Selma overhovedet at opleve fjerne planeter på egen hånd? Er hun sendt afsted som en slags straf? Er det en dannelsesrejse? Et eventyr? En drøm? Vi aner det faktisk ikke. Men afsted det går. Underholdende, men helt hovedløst.

Hvem gider den fortælling?

Slutningen er noget af det mest banale og forudsigelige, man kunne forestille sig. Og ikke engang dét, har man formået at få flettet ind i forestillingen, så den faktisk føles som en afrunding på historien.

Med andre ord: Space Cowboy er visuelt et smukt og betagende værk med dygtig dukkeførerkunst og lækker æstetik. Men man har proppet det ind i en rammefortælling, som ingen har skrevet, og som ingen tilsyneladende har ønsket at fortælle.

Og jeg er reelt i tvivl, om nogen børn i målgruppen 6-11 år overhovedet er interesseret i at få dén historie fortalt. Er det ikke mest noget, voksne går op i, og som voksne ville ønske, at børn også ville gå lidt op i? Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at det i denne børneforestilling kun er barnet, der ikke har replikker.

Teatret har efterfølgende oplyst, at teksten er skabt af holdet i en devishingproces.