★★★★☆☆ Ophav – dunkelt familiedrama om medaljens bagside

Team Teatret og Teater Rum er aktuelle med Lars Dammarks familiedrama Ophav, der handler om en families forretningssucces på bekostning af familielivet.

Jørgen Böllugaze er tredje generation i familievirksomheden, der producerer sterile gazebind. Hustruen, som han med egne ord “formede” i sit billede, er død for 25 år siden, og har efterladt et gabende tomt hul, der hvor kærlighed og familiebånd skulle have været. Jørgen og de tre børn, Michael, Birgitte og Katrine ejer virksomheden, men der er forandringer på vej.

Publikum til Ophav får et kort indblik i familien Böllugazes liv og virksomhed. Fra patriarkens 40-års jubilæum til alting kollapser – eller genopstår – halvandet år senere. “Vi må ødelægge og nedbryde for at noget nyt kan opstå,” lærer vi. Og meget er også blevet ødelagt gennem årene i den lille familie på grund af familievirksomhedens altdominerende rolle.

Fine personskildringer

Victor Marcussen er overbevisende dominerende som patriarken Jørgen, der nu i 40 år har siddet som “toppen af kransekagen” i familievirksomheden. “Virksomheden er større end familien,” konstaterer han tørt. Og der er da heller ikke meget kærlig far over ham. Alligevel lader han sig manipulere af sin dygtige, yngste datter, som han i al hemmelighed har lagt nye fremtidsplaner for virksomheden sammen med.

Line Vejgaard Kjærs Katrine står da også skarpt med sin glatte pagefrisure, sin blazerjakke og sin lædermappe under armen. Hun har tydeligvis ambitioner. Men hvilke? Lars Dammark er storebror og på papiret den naturlige aftager af posten som direktør for Böllugaze-virksomheden, men han er også en underkuet søn, der evig og altid hungrer efter sin far anerkendelse.

Anna Ur Konoy er et skønt, farverigt indslag som mellemstebarnet Birgitte, der udover at stole på sine spirituelle fornemmelser og tale med sin hund, står bag den entusiastiske, men også rædselsvækkende festsang om bakterieinfektioner og patienter, der dør, som hun sammen med sine to søskende opfører i anledning af farens jubilæum.

Kølig og spirituel på samme tid

Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse af Ophav byder på en velfungerende, kølig realisme fra den danske forretningsverden, hvor virksomhedens succes går forud for familieforhold og personlige hensyn, men formår på samme tid på troværdig vis at inkorporere den snert af overnaturlige kræfter, der også er på spil i Lars Dammarks fortælling i form af mosen ved familiehjemmet og Birgittes mere eller mindre clairvoyante evner forbundet til samme. Birgitte insisterer fx på, at hendes hund “havde på fornemmelsen,” at noget ville ske.

Stemningen under familiemiddagene er mildest talt akavet. Ikke blot fordi familien tilsyneladende kun samles hvert år på moderens dødsdag, men også fordi de fire mennesker intet har til fælles. Samtalen runder både Katrines phd-afhandling i filosofi om frihedsbegreb, Birgittes sexliv med den nye kæreste Theis, der i øvrigt har en gadehund fra Rumænien, og det faktum, at Michaels kæreste Tanja aldrig er med, når familien mødes, fordi hun ikke er “så glad for tonen”.

Kunne være endnu skarpere

Claus Helbos scenografi består blot af et enkelt, langt bord og stole, der gør det ud for såvel konferencebord i virksomheden som spisebord i familiehjemmet. Udtrykket ændres af forskellige farver af lys på bagvæggen i Søren Lydersens lysdesign, der skifter fra grøn til blå videre til lys pink over orange til uheldsvanger mørkerød og kulsort for at matche stemningen i familien.

Som en form for markering af sceneskift vises korte videosekvenser i Malte Hauges videodesign på bagvæggen. Primært af en enkelt strimmel hvid gaze på sort baggrund, men også med filmiske og egentlig ret unødige tekster med tidsangivelser, som fx, at der er gået et år. Det virker en anelse uelegant i en ellers fin og stringent iscenesættelse, hvor skuespillerne uden problemer kunne markere overgangen med ord eller handlinger. En undladelse af disse videoprojektioner kunne måske have fået forestillingen til at fremstå endnu skarpere.