★★★★★☆ Ingenmandsland – stærkt charmerende musikteaterhybrid

Mungo Park indvier sin længe ventede, flotte nye scene med deres såkaldte musical Ingenmandsland. Den er en skramlet, men ikke rodet hybrid, der fuld af overskud skider på det perfekte, men lykkes med at ramme noget unikt i tiden.

”Det er sødt, at du tænker genrer på den måde,” siger flamboyante storebror Albert til sin nørdede ingeniørlillebror Orhan, der forsøger at få hold på brorens fluffy kunstprojekt, der bestandigt skifter karakter og format. Ingenmandsland er ikke fluffy, men et stærkt charmerende musikteaterhybrid, der blander musical og teaterkoncert med brechtsk fremmedgørelse og ufofascination.

Sådan nogen som os

Orhans far er død. Han forlod familien for mange år siden og opfattes som en særling. Men da Orhan rydder op i hans ting, finder han en båndoptagelse, faren har efterladt ham, der måske giver en forklaring. Eller gør den? For er de lyde, faren hører fra ufoen på himlen, virkelige? Eller med andre, nemlig Medinas ord, er musikken kun for mig?

Orhan tager på messe for det overnaturlige for at finde et svar og møder agnostikeren Lily, der i sine podcasts undersøger typer som Finn Heino, der i 80’erne tog 75 billeder af ufoer, men faldt i unåde i ufomiljøet, fordi han også hævdede at høre lyde fra dem. Ligesom Orhans far. Selvom Orhan ikke kender alle Lilys namedroppende referencer, opstår sød musik mellem de to i den skønneste sexscene set længe til ordene fra intet mere kitsch end Poul Krebs Sådan nogen som os i Ingvild Skandsens skarpe arrangement.

Alle skuffer over tid

Romancen giver Orhan kræfter til et opgør med Albert, og parret drager sammen ud for at finde sangen i ingenmandsland fra Rasmus Walthers sang, der sammen med Medinas Kun for mig danner den ene røde tråd i fortællingen. De finder Finn Heino, der udfordrer Lilys verdensbillede som hun hans. For hvilke videnskabelige gåder vil vi egentlig afdække, og hvad er transparens, når man kommer fra hver sin generation?

Alle skuffer over tid, som Finn fastslår, inden han i Henrik Prips herligt opkørte karakter kaster sig ud i sin sandhed om atomkrig, telekinetisk kontakt og tab af tro. Orhan drager sine egne konklusioner og finder sangen med bror Albert i Anne Dorte Michelsens Jeg har lagt mine våben, før kvartetten slutter, som den startede med Gnags’ opfordring: ”Længe leve mangfoldigheden”.

Meningsfuldhed i en meningsløs verden

Nanna Plechinger Tüchsens tekst hylder netop mangfoldigheden ved at fremskrive nørden og vores manglende evne til at ville se andre sandheder end vores egne. Teksten forbinder sig organisk med sangteksterne, der kommer fra de senere årtiers danske popunivers. De fire skuespillere håndterer selv instrumenterne og pointen er ikke symfonisk vellyd og blærede guitarsoloer.

Ingvild Skandsens arrangementer har således teaterkoncertens intention, og fungerer samtidig ligesom karakterernes skift mellem realistisk dialog og nonchalante henvendelser til publikum som brechtske verfremdungseffekter. Både som en påpegning af det teatralske og en pegen ud af scenen – på os og vores konstruktioner af meningsfuldhed i en meningsløs verden, som Albert ville have formuleret det.

Teaterdirektør Anna Malzer mestrer med sin legesyge præcision at bruge humor og ironi til at tale om det alvorlige uden at falde i distancefælden, men netop tage sine karakterer alvorligt og sætte fingeren på stedet mellem det eksistentielle og det normative.

Sangen i Ingenmandsland

Alexander Mayah Larsen stråler som Orhan i midten. Så nørdet, længselsfuld, akavet, resigneret og endelig forløst. Omkring ham er Laura Kjær sårbart kæk som repræsentant for generationen, der vælter alt ud på sociale medier og platforme, sat op mod Henrik Prips ufo-hippie, der ser sig selv som sin tids misforståede Edward Snowden. Søren Birch Plums øretæveindbydende, men dog så sart-elskelige Albert fuldender den heterogene kvartet, der som forestillingen selv hylder mangfoldigheden.

Ingenmandsland er en skramlet, men ikke rodet hybrid, der fuld af overskud skider på det perfekte, men lykkes med at ramme noget unikt, der favner ”Al den fortid som vi rummer. Og al den fremtid som vi har,” som brødrene varmt synger til hinanden mod slutningen.

Se forestillingstrailer her.