★★★★☆☆ Dracula – ondskab i imponerende indpakning

Dracula er en sand fryd for øjne og ører. Den Jyske Operas kor indtager Aarhus Teaters store scene i en logistisk og æstetisk pragtpræstation, som bestemt ikke bør vær en engangsforestilling. Martin Lyngbos iscenesættelse formår at kombinere gotikkens svulstige rædsel med en almengyldig sans for ondskabens uundgåelighed. Men hvor æstetikken er ren sansegourmet, bliver selve historien en smule undersaltet. 

Når forlægget er Bram Stokers gotiske roman fra 1897, forventer man et vist mål af patos, melodrama og svulstighed. Og her skuffer Aarhus Teaters Dracula bestemt ikke: Vi får erotisk symbolik og teaterblod i spandevis.

Knald på virkemidlerne

Underteksten er ikke til at misforstå, når den unge Lucy ligger for døden, og hendes bejlere på komisk opstemt vis pumper deres blod ind i hendes årer. Men Den Jyske Operas kor, der smukt fremfører Marcus Aurelius Hjelmborgs sømløse komposition af klassiske requiemer, tilføjer udtrykket en ophøjethed, som løfter os ud over melodramaets trivialiteter. 

Forestillingen forener på imponerende vis det overdrevne med en tilsyneladende simpel scenografi af tre blåligt lysende rammer og en tonet, oplyst bagvæg. De enkle stregers dynamiske bevægelighed giver ikke blot muligheden for på filmisk vis at zoome ind og ud på scener og karakterer. De skaber også et labyrintisk og svimlende univers, der bidrager til en fornemmelse af uundgåelig ondskab. 

David Gehrts moderne scenorafi kontrasteres flot af Mathilde Grebots kostumer. På trods af relativt neutrale farver forkæles øjet med kraftige og mere svulstige materialer, hvor uld, pels, læder og broderinger placerer os i en mareridtsagtig version af Victoriatiden, hvor romanen er skrevet. 

Flad fortælling

Martin Lyngbos iscenesættelse overfører romanens dagbogsform til et episk, scenisk greb, hvor karaktererne læser handlingen op. Man aner idéen bag, men grebet formår ikke helt at skabe et patosdæmpende refleksionslag. I stedet skabes der en distance til karaktererne, som sammen med de mange gentagende fordoblinger gør historien flad. 

Den oplæsende fortællestil og korets kraft betyder også, at replikleveringen bliver overvejende råbende og teatralsk. Der bliver derfor ikke, som i mange moderne gyserfilm, plads til den snigende gru eller indestængte angst. Det er den store, ekspressive rædsel, forestillingens stemningsunivers dyrker. Der er derfor nogle karakternuancer og noget følelsesmæssig progression, som går tabt. 

En mægtig fyrste i mørket

Dracula er mindre interessant som figur og mere interessant som et mytisk symbol på ondskaben. Snart fyrste, snart flagermus optræder han i baggrunden som en evig trussel, der orkestrerer rædslen. Allerede ved forestillingens start indtager han imposant rummet og dirigerer korets smukke åbningssekvens. Korets vampyrlignende skikkelser optræder undervejs både i scenerummet og salen, hvilket giver en paranoid fornemmelse af det ondes allestedsnærvær. 

På trods af det lidt trættende oplæsningsgreb er Dracula en forestilling, som formår at blande sceniske udtryk til en smuk helhed. Selvom programmet peger på både coronapandemiens smittefrygt, krigens rædsler og imperialismens vanvid som samtidige tematiske resonansrum, er det ikke her, forestillingen ultimativt peger hen. Draculas styrke er ikke dens aktualitet men dens universalitet, som udstiller og sanseliggør ondskab og frygten for denne som tilværelsens uundgåelige vilkår. 

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med instruktør Martin Lyngbo