Julie Deepawali, BA i Dramaturgi og instruktørassistent, er aktuel med readingen Splittet på Mungo Park. Splittet handler om at være adopteret, og Julie Deepawali ledsager readingen med denne invitation til den danske scenekunstbranche.
Kære teaterbranche
I disse dage har kampagnen Et større billede sat fokus på manglen på diversitet og følelsen af at kunne se sig selv spejlet på vores tv-skærme. Et fantastisk initiativ og en debat, der er utrolig tiltrængt. Ikke kun i filmbranchen, men også i vores del af kulturhjørnet. Vi er nødt til også selv at vende blikket indad, for når man kigger på de forestillinger, der for tiden sættes op på de københavnske teatre, er de i høj grad præget af hvide instruktører, der fortæller historier gennem et hvidt cast. Som dansker med anden etnisk baggrund gør det billede mig virkelig ked af det. For alle har behov for at kunne spejle sig og med modtagelsen af Et større billede ser jeg jo, at det er de fleste af os enige i.
Jeg er en del af en gruppe, der næsten aldrig får muligheden for at spejle sig i den danske kultur. Adopterede. Men jeg kan hilse og sige, at vi er her. Vi er vores egen minoritet og vi trænger desperat til at se os selv spejlet – især også på scenen. At være adopteret er fuldt af følelser og det kan føles enormt ensomt, men i teaterrummet opstår et helt unikt fællesskab, hvor vi sammen kan udforske alt det komplicerede og svære. Det er et rum, hvor vi mærker hinanden, hvor det er plads til at skubbe grænser og ødelægge den gode stemning for at få en større forståelse. Og det trænger vi adopterede til.
Udover dygtige Joan Rang og Maja Lee Langvad har jeg sjældent oplevet danske værker skabt af adopterede om adoption på trods af, at vi i 80’erne og 90’erne blev importeret i tusindvis. Tusindvis af børn flyttet fra en verdensdel til en anden – væk fra alt, vi var vant til, med en historie i bagagen, som alle andre glemmer, men som altid vil findes inde i os. Helt nede i vores fundament og den hjemsøger os. Vi adopterede er ofre for en industri, som Danmark har været en kæmpe del af, men det føles som om, at vi er blevet tabt på gulvet og fejet ind under det danske gulvtæppe. Efterladt dér til at kæmpe vores egen kamp.
Jeg er én adopteret ud af tusindvis. Vi har hver vores stemme, hver vores historie, hver vores kamp. Vi er her og vi er en del af det danske samfund. Derfor bliver den danske kulturbranche – herunder teatrene – nødt til også at belyse emnet adoption, hvis den nogensinde skal håbe på at være repræsentativ og divers. Det er et fælles ansvar, som vi adopterede ikke kan løfte alene, men som I må og skal løfte med os.
På torsdag den 16. februar kl. 18 viser jeg, Anna Malzer og Mungo Park readingen Splittet. En forestilling skrevet af en adopteret om adoption. Jeg inviterer derfor jer, kære teaterbranche, til at komme og udforske det komplicerede og svære med os. Få en større forståelse. Udvide jeres horisont og støtte diversiteten ved at vise adopterede, at I også har plads til os. Kun i fællesskab kan vi skabe nuancerede fortællinger, så det også bliver muligt for os adopterede at se os selv spejlet i den danske teaterbranche. Jeg håber, vi ses.
Tak fordi I læste med.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Sandra Yi Sencindiver om kampagnen Et større billede
