★★★☆☆☆ TURBO – ny, interessant stemme har forrygende fart på

Sydhavn Teater og Mungo Park har på tre uger produceret Frederik Timms slang-katapultiske TURBO om en mand, der erstatter følelser med fart. Det er blevet til en lidt ujævn, men egensindigt rørende forestilling, der næsten opleves som at være i en følelse.

Findes der overhovedet kørestolsporno?

Svaret får vi ikke, men spørgsmålet rammer lige ned i hovedkarakteren Turbos eksistentielle fortvivlelse, da han diagnosticeres med en form for muskelsvind. Hans navn signalerer fart, men den fart er det slut med nu, selvom Turbo efter bedste evne forsøger at holde dampen oppe og de nærmeste fra livet i Frederik Timms slang-katapultiske manuskript, der ligesom Mille Maria Dalsgaards iscenesættelse helt konkret bruger fart og mangel på samme til at skabe fortællingen.

Skejs og væksthormoner

Farten er der i starten, hvor Turbo groggy vælter rundt mellem sine to junkievenner, Svampen og Pelikanen, og sin gravide kæreste Sally. Vennerne pumper jern i anledning af foråret, men fortaber sig lynsnart i fantasier om ”skejs” og rejser til Marokko. Malik Grosos og Søren Birch Plum klæder hinanden forrygende som dette helt sammenvævede par, skæve på alt fra tjald og væksthormoner til iskolde Coronaer. Den ene evigt eksplosiv, den anden distræt dagdrømmende som en syret, moderne udgave af Gøg og Gokke. De er sjove på en virkelig sær måde – og det skal tages som den ros, det er.

Maria Carmen Lindegaard får alt ud af meget få tekstsnapse og giver sin Sally både sart sødme og slagkraftigt selvværd. Hun er ikke ude efter Turbos skejs, der ligger gemt under topmadrassen. Det er kun i hans fantasi, at hun er afhængig af designertasker og knepper med hans (fantasi)læge Bruce.

Gakket up-tempo

Teksten farer manisk ud og ind af real- og fantasiplan, men har os med hele vejen, fordi spillestilen trods sit opkørte tempo tager os i hånden. Noget fungerer bedre end andet, og særligt en slowmotionscene mellem Turbo og Sally blev mig en tand for dramapædagogisk. Det skal retfærdigvis siges, at samarbejdet har kørt med en kort produktionstid, hvilket giver en uhyre friskhed, men netop også en lidt ujævn rytme, som ville være landet mere præcist i et lidt længere prøveforløb.

Langt hen ad vejen er den tidsstyrede spillestil, der veksler mellem frys, gakket up-tempo med diverse mellemstationer særdeles velvalgt til at forløse fortællingen om en ung mands mareridt – at blive lænket til en kørestol. At denne er af guld med indbygget vodkaholder, hjælper ikke rigtigt, selvom vennernes intention er god.

Til sidst er alt stille

Alexander Mayah Larsen giver stakkels Turbo en vifte af facetter, mens fornægtelse forvandles til erkendelse. Vi er i hans mareridt, hvor latteren bliver hul, og vi genkender paranoiaen udløst af mindreværd, der i dette tilfælde har en del at gøre med individets sammenstød med systemet, her dansklæreren Anne-Dorte. Det er en på alle måder en grum historie og mod slut er det hjerteskærende. Nu står alt stille. Farten er væk og lyset slukkes på hans sammensunkne skikkelse. Havde Alexander Mayah Larsen ikke været så god en spiller, havde det næsten været for svært at være i dette slutbillede, der står i voldsom kontrast til iscenesættelsens indtil da frembrusende turbulens.

Frederik Timm har skrevet TURBO, mens han var i praktik på Sydhavn Teater som led i sin dramatikeruddannelse på Teaterhögskolan i Malmö. Hans tekst fletter på en overraskende, sproglegende og helt selvindlysende måde socialrealistiske og surrealistiske elementer til noget, der opleves mere som en følelse end en forestilling. Det er bestemt ikke alle, der kan det, så varmt velkommen til denne nye, interessante stemme.