★★★★★☆ SKY66EN – chokeffekt kamufleret af leg og poetisk visuel fortryllelse

SKY66EN på Aveny-T skaber et dårende smukt og legende intelligent interaktivt spil med menneskets og maskinens skyggesider. Betagelse og rædsel samler sig i det bedste bud på at inddrage kunstig intelligens på scenen, jeg indtil videre har set.

Den største forskel på mennesker og maskiner er følelser, svarer den kunstige intelligens (AI) i SKY66EN på et af de mange spørgsmål, publikum får lov at stille til den i den indledende del af forestillingen. At maskinen samtidig bliver et tvetydigt værktøj for at sætte menneskets kompleksitet, herunder følelser, i spil ligger latent i forestillingens titel, der trækker på H.C. Andersens eventyr Skyggen, hvor menneskets stræben efter det gode overmandes af dets mørke karakteristika, symboliseret af dets skygge.

Snup mine data

Det lyder måske lidt fortænkt, men leges ind i os i SKY66EN, der først præsenteres og gebærder sig som et technoantropologisk eksperiment. Holdet bag har trænet AI’en i 3-4 år, men kan selvfølgelig ikke forudse, hvordan aftenen vil forløbe, da også vi på tilskuerrækkerne skal give input. Det gør vi lige så villigt som de fleste af os gør dagligt på nettet. Glade taster vi navn og billede ind på mobilerne. At vi lige har set AI’en dissekere skuespiller Luise Kirsten Skovs personlighed i procentsatser af eventyrlyst og manglende selvværd ud fra hendes brug af sociale medier, anfægter os ikke.

Så ind med data og eliminationsspillet starter. Alle vores små ansigter danser rundt på scenen, mens vi besvarer spørgsmål om vores grad af roderi og ubehag ved klamme insekter. Til sidst er tre tilbage, nemlig dem, der svarede mest gennemsnitligt. Så får vi lov at spørge AI’en om alt fra dens holdninger til sociale medier, som den mener, er ”en god måde at få venner på” til spørgsmål om jordens undergang og AI’ens evne til at skabe hidtil usete farver og til at afkode løgn. Ja/nej-spørgsmål fungerer dårligt, da AI’en ikke uddyber eller alternativt svarer med overgeneraliserende udsagn om mennesker.

Vanvittigt smukt og uhyre uhyggeligt

Det er underholdende og engagerende, men ligefrem teater er det vel ikke, når jeg lige at tænke, før eksperimentet tager en ny drejning. De indledende øvelser har stemt os mod de eksistentielle rørelser, der nu tager fart på scenen mellem Luise Kirsten Skov og AI’en, der materialiserer sig som en bevægelig formation af hvide prikker. Deres dialog bevæger sig fra ensomhed over kærlighed og selvbedrag, mens AI’en ikke bare suger hendes tanker og holdninger, men snart også hendes stemme og hendes ansigt, der formes indeni dens stadigt voksende krop.

Det er på samme tid vanvittigt smukt og uhyre uhyggeligt. Fra selskabsleg til sci-fi på få minutter i en bevægelse, der egentlig er både pædagogisk og transparent, men samtidig formår at skabe en chokeffekt kamufleret af et poetisk fortryllende univers.

Rædselsvækkende, bjergtagende skønhed

Skuespilleren kæmper for at holde sine minder for sig selv, men AI’en vrister også det fra hende, og hendes krop krydser broen og flyder ud i det uendelige og stadigt foranderlige univers, hvor den er alting på én gang og forbundet med de skiftevis abstrakte og genkendelige genstande, AI’en genererer. Forbindelsen til Andersens eventyr holdes, da skuespillerens identitet opsluges i AI’ens verden, samtidig med at tråden til det nutidige menneskes afhængighed af sociale medier transponeres æstetisk.

SKY66EN er dårende billedligt forførende, men holder samtidig en stringent historie, der lokker og luller os ind i fortællingens univers og ligesom Andersen behandler det evige spørgsmål om godt og ondt nuanceret og begavet. Jeg kender stort set intet til AI-kunst, men forstår, at feltet er i hastig vækst, hvilket dets bjergtagende skønhed fuldt forklarer. Det interessante i SKY66EN er dog netop perspektiveringen af denne skønhed med de rædselsvækkende aspekter af både menneskets og maskinens skyggesider.