I Jesper Bræstrup Karlsens Nikio og den store samurai er der ikke noget, piger ikke kan. Uanset hvad normerne foreskriver. Netop det, og den næsten filmiske stemning i Marc van der Veldens iscenesættelese, gør forestillingen på Syddjurs Egnsteater særdeles seværdig.
Som en glimrende optakt til årets Aprilfestival, der jo afholdes i Rønde og i Ebeltoft, kan man netop nu opleve Jesper Bræstrup Karlsens fortælling om Nikio og den store samurai i Marc van der Veldens velfungerende iscensættelse på Syddjurs Egnsteater.
Javist, der er noget omkring rammefortællingen, der ikke helt fungerer, men den eventyrlige historie om Nikio fungerer virkelig fint. Ikke mindst gennem de stemningsmættede, visuelle valg i scenografi og lysdesign, som gør helhedsoplevelsen ganske poetisk.

Et filmplot værdigt
En ganske ung pige og en mand er på vej. Hvorhen eller hvorfor er uvist, men noget flygter de fra. Han tager sig af pigen, fordi han har lovet hendes far at gøre det. Og for at fjerne hendes fokus fra kulde, sult og træthed, fortæller han historien om Nikio og den store samurai. Her begynder den mest betagende del af van der Veldens iscenesættelse, hvor scenebilleder og historier går op i en højere enhed.
På filmisk vis – med Jacob Skovsbøll Knudsens asiatisk-inspirerede musik som lydtæppe – fortæller skuespillerne Clara Mølsted-Ylönen og Stig Reggelsen Skjold historien om Nikio. “Det er sværdets tidsalder,” lader de os vide, og den onde general Satu gør oprør og starter en krig mod kejseren. Før sin død sender kejseren en tjenestepige på flugt med sit yngste (og eneste) barn i en lille bylt. Spædbarnet ender i bjergene, hvor eneboeren Endo finder det og tager det til sig, som var det hans eget.
Stig Reggelsen Skjolds Endo, der viser sig at være en forhenværende mægtig kriger, opdrager den lille Nikio med en samurais tålmodighed og evner. Så længe hun holder fingrene fra hans samuraisværd. Clara Mølsted-Ylönen er på samme tid sød og stærk som Nikio – både som tumling, der tager sine første, vaklende skridt, som surmulende teenager og som ung kvinde, der beslutter sig for at hævne sin fars død.

Betagende scenografi
En stor, cirkelrund åbning omkranset af små, firkantede sten udgør den mest markante del af Morten Kamuks betagende scenografi. Det kunne være åbningen til et enormt kloaksystem, hvilket kunne passe til rammefortællingen med de to på flugt i en (måske) post-apokalptisk verden. En tanke, der forstærkes af de grå rør, der løber vertikalt på begge sider af åbningen.
Men med den rette, stemningsskabende lyssætning i Ise Kjems’ design og et par enkle, japanske skydedøre, der køres frem, forvandles åbningen til en bolig. Hvad enten det er kejserens slot eller det simple hjem i bjergene, hvor eneboeren holder til.
Gennem åbningen ses en tynd skærm, som gennemstrømmet af lyset forvandles til alt fra flammende ild, når kejserens slot brænder, til det fineste skyggeteater, hvor personerne i fortællingen som små, sorte silhuetter bevæger sig gennem landskabet.

Kvindemod og eventyr i forening
I Jesper Bræstrup Karlsens univers er det naturen, som bjerget og de blomstrende kirsebærgrene, der fortæller historierne videre til menneskene. Det er en eventyrlig verden, hvor alt kan ske. Og hvor Endos udsagn om, at piger “slet ikke kan blive samuraier” gøres til skamme. For Nikio lærer at kæmpe. Som en anden Kung Fu Panda lærer hun gennem mestringen af spisepinde og indre ro at styrke sig selv i kamp og holde sin vrede i hævd. Indtil dagen oprinder, hvor hun står ansigt til ansigt med sin fars banemand.
Nogle scener i van der Veldens iscenesættelse, som fx seancen, hvor Endo lærer en frustreret Nikio at spise med pinde, er lige lovligt langtrukne, mens andre, som fx hendes endelige møde og kamp mod Satu er forbi, næsten før de er begyndt. Ligeledes lykkes det ikke rigtigt iscenesættelsen at få bragt rammefortællingen i spil. Den kunne udelades, uden at noget ved oplevelsen ville gå tabt. Men overordnet set er Nikio og den store samurai på Syddjurs Teater en velfungerende, spændende og visuelt betagende forestilling for de 6-10-årige og deres voksne.
Manuskript: Jesper Bræstrup Karlsen. Instruktør: Marc van der Velden. Scenograf: Morten Kamuk. Lysdesigner: Ise Kjems. Lyddesigner: Jacob Skovsbøll Knudsen. Kostumier: Kathrina Vilsgaard.
Medvirkende: Clara Mølsted-Ylönen og Stig Reggelsen Skjold.
Spiller på Syddjurs Egnsteater 18. – 26. marts og på Aprilfestival 2023.