★★★★☆☆ Hyper Switch Ultra Faggot – lort, kirsebær og lyrisk voldsmonolog

Skuespiller Ludvig Brostrup tvinger sig til at omfavne Jean Genet og hans besyngelse af det afskyelige i ømt-bestialske Hyper Switch Ultra Faggot på Teater Momentum, men de vagtsomme øjne lader sig ikke hverve af masochismen.

”Der er en nær forbindelse mellem blomster og straffefanger,” skriver den franske skandaleforfatter Jean Genet i åbningen af Tyvens dagbog, hans autofiktive roman om en ungdom som trækkerdreng i 1930’ernes Europa. I glimt er man en skrøbelig blomst, i glimt en ufølsom voldsmand; positionerne glider sammen – skam, lyst og brutalitet æltes til ét.

For Genet er det en slags homoseksuel ur-erfaring, denne masochistiske magnetisme mellem ondskab og kærlighed. Og i Hyper Switch Ultra Faggot – Ludvig Brostrup og Johan Klint Sandbergs bitre livtag med arven efter Genet og det 20. århundredes homomiljø – lader Brostrup sig indfange af franskmandens lyriske begejstring.

Citerer ham i ordrette passager, prøver fortællingen om lykkelig underkastelse af på egen krop. Et interessant greb, der leder Brostrup ud på en kompleks dobbeltfærd, hvor teksten vil i én retning, mens de vagtsomme øjne vil i en anden.

Fejlslåede machoidealer

”Be fucking brave, fucking happy, fucking proud,” lyder det indledningsvist i frejdig barbershopstil fra en lille hær af hvidmalede højttalere, der er eneste scenografiske akkompagnement til Brostrups monolog.

Den nyuddannede skuespiller sidder med korslagte ben i hvidt undertøj, kærtegner sit ene knæ med fingrene og fortæller om sit møde med homomiljøets uhæmmede kropskultur. Slænger sig over højttalerne, hvor basstemmer suser og grynter, spreder benene: ”Jeg tror, de var nordmænd.” Altså kroppene i saunaen, der penetrerede Brostrups villige hud.

Senere, mens vi hører om et usundt forhold til en elsker, Nulmennesket med de hule cylinderøjne, hvis vold Brostrup med poetisk overbud forsøger at overbevise sig selv om en erotisk forkærlighed for, gentages håndens kredsen om knæet, men denne gang med angstspændte tryk. Og til sidst vender også de korslagte ben tilbage, nu klædt i sort: omvendte spejlinger, der fortæller, at omfavnelsen af Genet og de hårde machoidealer er slået fejl.

Råt og selvpinende teater

Forud er gået en uforglemmeligt depraveret scene, hvor Ludvig Brostrup først har tygget en mundfuld kirsebær sammen og spyttet dem ud som en tyk pølse, siden har tvunget lorten ind i munden og ned i maven. Alt sammen for, med hikstende åndedræt og skælvende brystkasse, at illustrere et traumatisk sidste møde med Nulmennesket, badet i bræk, fækalier og kvælning.

Det er råt og selvpinende teater. Kroppen skal makke ret, men den vil ikke. Publikum vrider sig i sæderne, kvalmen forstærket af frugtpølsens søde duft. Brostrups nervøse smil har fra starten afsløret, at det er den ømme bekendelse, der flugter med figurens væsen, ikke den diabolske jagt på det afskyeliges skønhed, som mere er tekstens ærinde.

Det er derfor, nogle af de lyrisk henførte passager ligger så fremmed i Brostrups mund. De bliver kværnet som forhastet digtrecitation, mens direkte henvendte snøvlerier – tøvende udsagn som ”jeg kan ikke lige huske det”, ”nej, undskyld” eller simpelthen ”ej!” – er i naturlig øjenhøjde. Værket er fornægtelse og traumebehandling i realtid, og det er stærkt.

Den underkuedes sårbarhed

Ludvig Brostrup lever sig fuldt ind i en kompleks tekst, der får yderligere nuancer af Matias Vestergårds skarpt komponerede vokalintermezzi: ironiserende kommentarer, præcise strejf af lys og mørke. Monologen understreger, at Brostrups force er den underkuedes sårbare mimik, men viser også glimt af overbevisende vrede i det sammentrukne ansigt.

”I skal se, at det er smukt,” formaner Brostrup os til sidst, stadig under indflydelse af Genets spøgelse, men længe efter vi har indset, at det er alt andet end smukt. At Hyper Switch Ultra Faggot er et langsomt eskalerende overgreb. En mundfuld. Og at den langlemmede, risikovillige Brostrup med de vagtsomme øjne bliver spændende at følge i sine nærhedsportrætter de kommende år.