★★★★☆☆ Evita – kan man forføre et land uden en forførende stemme?

På Aarhus Teater sætter Sara Cronberg skuespillet først i en Evita, der savner musikalsk appel, men indfanger den moderne politikers skrøbelige svulstighed.

Allerede ved premieren på West End i 1978 akkompagneredes den såkaldte rockmusical Evita af en rockkultur i dødskrampe. Borte havde taget elguitarens revolutionære kraft, tilbage var blot et hult ekko af modstand og et galleri af støvede musikalske klicheer. ”De samme gamle tricks,” som Lars Mølsted siger i en af de få talte replikker i Sara Cronbergs skuespilmæssigt adrætte iscenesættelse på Aarhus Teater.

Mølsted, hvis skærebrænder af en tenor ganske vist gør tangoikonet Augustín Magaldi til cirkuskunstner, retter blikket mod den uskyldsrene Sara Viktoria Bjerregaard, da replikken falder. Han har gennemskuet hendes, Eva Peróns, magtbegær og flair for at kline sige til magtens mænd. Ligesom Emil Prenters bitre oprører, Che, der forlyster sig som gadedrenget kyniker i rollen som fortæller, ser han som en af de få, at folkeforføreren Evita er en bedragerisk skuespiller.

Lad der være skuespil

Ikke helt ulig Tim Rice og Andrew Lloyd Webber, parret bag den snart 50 år gamle publikumssucces. Ser man på værket med Ches kyniske blik, springer Webbers bedagede forsøg på at skrive rocksange i øjnene. Det samme gør de to briters skildring af argentinsk historie og kultur, der virker lige så akavet som det fransk-amerikanske bud på vietnamesernes skæbne i Miss Saigon. 1978 er længe siden.

At Evita stadig optager instruktører i dag, kan vel forklares ved, at værket i bund og grund handler om, at moderne politik er let at forveksle med teater: Det er en musical om at spille skuespil. Og skuespil bliver der i den grad spillet i Sara Cronbergs opsætning

Sara Viktoria Bjerregaard brillerer med sit stålsatte blik, der brydes af flakkende usikkerhed i afslørende drømmescener, hvor prægtige kjoler rives af hende og afslører en tarvelig særk som billedet på den imitator, hun er. Men også som billede på hendes skrøbelighed, på mennesket bag myten. Modspil får hun ikke af en grå Morten Hemmingsen som Juan Perón, men til gengæld af en energisk Emil Prenter, der som en forvoksen lost boy skildrer betagelsen bag Ches påståede politiske foragt for Evita.

Musikalske mangler

Sagen er bare den, at ingen af de tre skuespillere fascinerer som sangere. Bjerregaard ejer hverken øvre register eller klanglig kerne og klarer sig igennem på store mængder luft. De fleste toner sættes rigtigt, men uden styrke, og det tager toppen af hendes ellers overbevisende portræt, at hun ikke også dominerer vokalt.

Hjulpet bliver hverken hun eller de øvrige medvirkende af højttalere uden bund i lyden og et band uden spændstighed. Græd ikke mer’, Argentina slæber sig af sted med syntetiske strygere, og trommerne rasler dansktopbedøvet gennem forestillingen. På nær de vældige tutti-sekvenser som Et nyt Argentina, der runder 1. akt hæsblæsende af, er det svært at mærke musikken rent kropsligt. Her er hverken sydamerikansk sensualitet eller bidsk rock.

Elegance findes til gengæld i Franciska Zahles scenografi, hvor lysende døråbninger står som billede på magtens mange muligheder og en sent introduceret drejescene gribende spejler Evitas vaklende endeligt. Hvad der måtte mangle af musikalitet i Evita på Aarhus Teater, kompenseres der for med nuanceret skuespil og scenisk attraktion. Med samme forførende kvalitet som værkets hovedperson får opsætningen os næsten til at glemme, at en musical vel helst skal, nå ja, lyde godt.