★★★★☆☆ Charles tante – et ekko fra fortiden

Fredericia Musicalteater har valgt at genoplive Dirch Passer-filmen Charles tante som musical. Ensemblet leverer varen i et flot scenograferet og koreograferet setup, men hvorfor vi skal se dette ekko fra fortiden i dag, gav opsætningen ikke svar på.

Det er sjældent, jeg er så meget i tvivl om antal stjerner, og hvad jeg i det hele taget skal skrive om en forestilling. Fredericia Musicalteaters Charles tante holder, hvad den lover, og teatrets ensemble leverer varen. Men hvad i alverden har fået det ellers så nysgerrige teater til at kaste sig over denne mølædte filmfortælling fra fortiden?

Smukke kærlighedssange og fine koreografier

Jeg forstår, at det kan være en crowdpleaser for dele af det segment, der voksede op med Dirch Passers maksimalistiske form for humor og derfor omfatter filmversionen fra 1959 med veneration. For alle andre er Charles tante et ekko fra fortiden, der i musicalversionen kun med besvær kan holdes oppe af smukke kærlighedssange og fine koreografier, der bruger ensemblet flot både i deciderede dansenumre og med humoristiske lynentreer som visuelt krydderi på scenerne.

Scenografien – med videoen som fremmeste virkemiddel – fabulerer også ganske smukt over den oprindelige films udtryk med baggrunde, der skifter fra badestrand til herreværelse med elegante strøg. Havelabyrinten, hvor alskens tant, fjas, forvikling og rådslagning finder sted, er dog klogt nok reduceret til et par flytbare hække, som suses rundt i stadigt hastigere tempo, mens vi arbejder os mod klimaks.

Bedaget i det forceret sprælske

Charles tante er jo en forviklingsfarce, hvor studenten Ditlev forklæder sig som sin ven Charles’ tante og dermed bliver den centrale brik i et hav af romancer i både studenternes og den ældre generations rækker. Undervejs genfinder han sin egen tabte elskede, og jeg spolerer nok intet ved at fortælle, at alle får hinanden til sidst – undtagen naturligvis naboen Ludvig Lohmann, der mest er forelsket i penge.

Hans to niecer må derfor ikke få Ditlevs to venner, men de to kvinder er ligesom de øvrige af hunkøn ganske entreprenante og tager skæbnen i egen hånd. Det mener jeg også at erindre, at de allerede gjorde i filmen, så heller ikke her er der tale om en revolutionerende opdatering af forlægget.

Lars Mølsted er supercharmerende som Ditlev/Charles tante og det øvrige cast gør det også fint, men Mads M. Nielsens iscenesættelse er så tro mod forlægget, at spillet uundgåeligt fremstår noget bedaget i de fleste passager trods det forceret sprælske, der er en del af pakken.

Slip fortiden

Sangene løfter helhedsoplevelsen, hvor Lars Mølsted igen må fremhæves for især sin blide sang til den udkårne, Henriette, som Kathrine Lemmeke Madsen på sin side giver energisk eksplosivitet. Michael Hasselflug og Maria Skuladottir forlener deres ældre elskende med en sart ro, der lyser med en klar flamme i de andres hurlumhej.

Er man til gedigen underholdning er Charles tante et bud. Der er i hvert fald fart over feltet, et generøst setup og nostalgi i lårtykke stråler. (Køns)rollerne repeterer 1950’ernes kække folkekomedietraditioner og selv et godt swingende orkester, fejende dans og stærke sangpræstationer kan ikke puste støvet af dette sære repertoirevalg.

Jeg håber derfor, at Fredericia Musicalteater slipper fortiden og kommer tilbage til det nyskabende, progressive spor, de indtil nu har været så dygtige til at lægge ud.