★★★★☆☆ Pamela er et kampråb i pangfarvet plastik

AKT1 og Sort/Hvids musikalske horror-satire Pamela er en underholdende fortælling i turbo tempo med tæft for syrede optrin og satirisk samfundskritik. Et velkonstrueret indspark med aktualitet og håb for fremtiden.  

Pamela er anden del af AKT1 og Sort/Hvids blonde babe-trilogi. I første del fik vi en musikalsk krigserklæring, der kaldte til kamp mod vækst, ufrihed og konkurrencesamfundet. Dengang figurerede Britney Spears som prisme for en større samfundskritik. Nu står 90’ernes Playboy-ikon og skuespiller Pamela Anderson i front og kalder til håb for en verden, der er ved at gå under i angst, krig og klimakatastrofer. 

LÆS OGSÅ: Work Bitch – Britney Spears-teater er et underholdende ekkokammer

Høj fuckability og frit fald

Vi er inviteret ind i en verden af plastik-plys, røde pangfarver, bonnytailes og høje club-beats, hvis dybe toner får underlivet til at vibrere. 

”Så siger I Playboy,” råber den topløse vært (Laus Høybye), mens han indsmigrede balancerer omkring i lak og læder og skyder løs med kameraet blandt publikum. Stemningen er let og lummer. Det handler om at ”tage sig godt ud” og blive fanget ind af magtens blik, så vi smiler retur. 

Daddy Hugh, alias Playboy-chefen Hugh Hefner, poserer højstemt omkring med ikonisk kaptajn kasket og åben slåbrok i skikkelse af Nanna Cecilie Bang. Pamela er iført sin røde badedragt og danser inciterende i baggrunden. Øjnene flakser og nerverne sitrer. Kvinder har status som sexobjekter. Værdsat for ungdommens skønhed, høj fuckability og fri tilgængelighed for had og perverse lyster.  

”Nogle gange føler jeg mig som en svamp, hvor så meget fremmed kommer ind, at jeg ikke kan mærke mig selv,” lyder det fra Pamela, før hun som en anden Alice falder i et sort helvedeshul og påbegynder en rejse i frit fald for at finde sig selv. 

Pam Slam-kloner i pink

Pamela konfronteres med et væld af karakterer, hvis slægtskab med ikoniske filmfigurer, tv-stereotyper og virkelige personer binder bro til de reelle problematikker, som forestillingen faktisk tager fat på.

Der er magtens manipulation i form af Dommer-dobbelt-daddy (Lars Mikkelsen som speak), hvis forvrængede stemme runger dybt fra oven med trusler om retssag og dom for hendes dumhed. Selvet i opløsning repræsenteret ved de to Pam Slam-kloner (Nanna Cecilie Bang og Laus Høybye) i pink og lårkort, der med halvåben, pikslikker-mund rabler om kopiernes kopi. Og plastikkirurgiens absurditet med Laus Høybye som kirurgen, der flænser kroppen, så blodet sprøjter, flæber over en mislykket kærlighedsaffære og en katastrofal Frankenstein-transformation af samme udkårne.

I skærende kontrast til ovennævnte rædselskabinet står Pamela, som et ægte menneske. Følelsesmæssigt forpint af fordums ydmygelser insisterer hun på sin søgen efter sig selv. Her er ingen påklistrede plast-bryster eller autotune på sangstemmen. Vi mærker hendes angst, usikkerhed og frustration i Laura Skjoldborgs fintfølende fremstilling, hvor nerverne sitrer og tårerne hober sig op bag det forvirrede og angste blik, mens hun langsomt træder i karakter som en kampstærk kvinde med en dundertale til os alle mod slut.    

Fra Freud til Freddy Krueger 

Instruktør Niels Erling har skabt et rablende og rasende fascinerende musikalsk horror-univers. Der er tryk på fortællingen, som leveres i turbo tempo med tæft for syrede optrin og satirisk samfundskritik.

Dramatiker Ida Marie Hedes ordrige tekst er et verbalt overflødighedshorn af et sansemættet og intertekstuelt reference-mylder, der fra Freud til Freddy Krueger folder fortællingen ud med spiddende satire, selvransagende samfundskritik og litterær begavelse.

Lise Marie Birchs kostumer og scenografiske mix af splattergys og Soft Porn-stemning er som et åbent sår af skam, sorg, kampgejst og satire i ulmende rødt med trapperepos og plastikpatter i hobetal. Komponist Aske Knudsen samler rummet med dybe club-beats, latin-lyd og live sang, der fører til et yderligere lag i fortællingen med sit væld af intertekstuelle referencer fra populærkultur og Hollywood-film. De mange delelementer er i den grad samskabende og sparker fortællingen fedt til dørs med power energi og underholdning. 

Balstyrisk

Men hvad med alvoren? Forestillingen har i den grad et samfundsrevsende blik og meget på hjerte, og alvoren træder også i karakter mod slut. Men undervejs er fortællingen ved at tabe pusten i sin balstyriske iver for at underholde og fastholde fokus på tematikken med lidt rigelig repetition.

Vi forstår ret hurtigt, at verden stinker og sexisme er noget lort. Og jeg er helt med på, at vi skal tæppebombes tematisk med strukturel samfundssexisme, mediemobning, angst og rendyrket overflade til vi er ved at kløjs i det. Det hele i et omfang, så vi oprigtigt kan føle, hvor skidt det står til og fanges ind af de ægte følelser, som træder i karakter til slut.

Og det fungerer. Jeg blev både bevæget, betaget og optændt af et fornyet håb for fremtiden. Men jeg blev også lidt ør undervejs, og havde nok også fanget de fleste pointer i et kortere format med mindre fart på.