Del

Work Bitch

26. jan – 12. feb 2022

Sort/Hvid

Med Britney Spears som prisme kalder Work BitchSort/Hvid til kamp mod vækst, ufrihed og konkurrencesamfundet. Den musikdramatiske forestilling vil gerne tænke for os, men er til gengæld gavmild med sine sceniske omslag og komiske monologer.

Lad det være sagt med det samme: Hvis du ikke bruger ordet ”problematisk” på daglig basis, får du svært ved at spejle dig i det portræt af tynget ungdom, som Work Bitch tegner. Hverken instruktør Niels Erling eller dramaturg Anders Thrue Djurslev har lagt skjul på, at ambitionen med den musikdramatiske forestilling er at lave politisk teater. Det ses.

Ud af hamsterhjulet

Erling har turneret landets aviser med opråb om hamsterhjul. Og Djurslev følger trop med korte essays om kapitalisme i den bog med Ida Marie Hedes uregerlige tekstforlæg, man kan købe til pamfletpris i baren hos Sort/Hvid.

Så det gælder om at være lidt på vagt. Hele tiden minde sig selv om, at det fællesjeg, der taler gennem de fire sympatiske medvirkende på scenen, er mindre interesseret i publikums egen refleksion end i at mane til kamp mod konkurrencestaten.

work bitch akt1
Work Bitch, Akt1 og Sort/Hvid. Foto: Martin Høyer Poulsen

Men selvom Work Bitch lægger ud som ivrigt studenteroplæg og har passager med karakter af læserbrev, er selve udtrykket fyldt med humor og omskiftelighed. Så meget, at man aldrig føler sig indlagt til marxistisk forelæsningsrække.

Med agurker i krig

Usandsynlige mængder agurk bliver brugt som krigsmateriel i en ømt koreograferet Counter-Strike-ballet mellem Joachim Kubel og Hamun Maghsodlo. En grådlabil Laura Skjoldborg hamrer indestængt til en svingende piñata. Skuespillerne træner fitness som besat under hård bas og rødt stroboskoplys, blot for kort efter at fortære hinanden i en kropsekstatisk kannibalismescene.

Særligt fremragende er Nanna Cecilie Bang, der både mestrer de harmdirrende anklager mod samfundets normer og en ret forrygende parodi på selvhjælpende ASMR-apps. Her mærker man, i modsætning til de mere ensidige udtryk hos Kubel, Maghsodlo og Skjoldborg, en karakter med flere strenge at spille på.

work bitch akt1
Work Bitch, Akt1 og Sort/Hvid. Foto: Martin Høyer Poulsen

Spears, Antoinette, Hitler

Hvad taler de om, når de taler? Britney Spears, især. I herligt surrealistiske intermezzoer er vi pludselig med Free Britney-bevægelsen på tidsrejse for at kæmpe for frihed med Marie Antoinette og imod Adolf Hitler. Men Spears fungerer først og fremmest som katalysator for det stressede fællesjegs eget behov for at gøre sig fri.

Musikken er elektropop med kraftig autotune, og Rasmus Junckers kompositioner er effektive. ”Vil du høre om min angst?” synger Laura Skjoldborg indlevende og medrivende, badet i lilla neon. En egentlig sammenhæng mellem det musikalske udtryk og forestillingens tematik er dog svær at få øje på.

work bitch akt1
Work Bitch, Akt1 og Sort/Hvid. Foto: Martin Høyer Poulsen

Hviler i sig selv

Her er det Ida Marie Hedes fremragende og tidstypisk flagrende tekst, der er hovedsagen. Men også Niels Erlings hele tiden opfindsomme iscenesættelse med konstante temposkift, som alligevel hviler så meget i sig selv, at der også er plads til lange pauser efter de opskruede scener.

Work Bitch er finurlig. Mærkelig, forvirret, rastløs. Men det samme er Free Britney-bevægelsen, og det er helt rigtigt set at bruge denne som prisme for en forestilling, der i virkeligheden handler om ”os” selv. Forlader man ikke Sort/Hvid decideret oplyst, er man i det mindste blevet godt underholdt.

Koncept: Niels Erling. Instruktion og koreografi: Niels Erling, Gunilla Lund. Tekst: Ida Marie Hede. Scenografi: Lise Marie Birch. Komposition: Rasmus Juncker. Lysdesign: Jim Falk, Malte Hauge. Dramaturgi: Anders Thrue Djurslev.

Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsodlo, Joachim Kubel.

Spiller på Sort/Hvid 26. januar – 12. februar 2022.