Performancefestivalen med det foruroligende navn Managing Discomfort er netop afsluttet efter lidt over to måneder med to forestillinger om ugen. Festivalen, der er arrangeret af TOASTER og Live Art Danmark, har revet os godt og grundigt rundt i manegen med en vifte af forskellige formater.
Kommer ubehaget af at se anderledes kroppe? Af at blive involveret i et måltid på tvivlsomme præmisser? Af at blive konfronteret med nazitiden, flydende (køns)identiteter eller dødelig sygdom? Eller måske af at være vidne til vold eller rå kapitalisme?
Uanset ubehagets rod og karakter leverede festivalen Managing Discomfort kvalificerede bud kurateret ud fra arrangørernes ønske om at mødes live om ubehaget i performancekunsten og måske håndtere det sammen gennem omsorg og humor.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med kuratorerne Miriam Frandsen og Ellen Friis
Fortættede rum med køn og klima
Den irakiske, danskbaserede billedkunstner og fotograf Lina Hashims Odalisque åbner festivalen, mens den afrundes af den grønlandske kunstner Jessie Kleemanns The Iceflake. På ganske forskellig vis skaber de to kunstnere med referencer fra deres respektive kulturelle og geopolitiske baggrunde fortættede, publikumsinddragende rum i Husets Teaters Rød Sal og stiller spørgsmål til aktuelle emner med næsten ordløse performances.
Odalisque er en europæisk adopteret betegnelse for slavegjorte kvinder i et harem, og den store himmelseng ved rummets bagvæg sender også tankerne i den retning, om end den først indtages af en ung kvinde, der børster en lille piges hår. Så rammer Lina Hashim rummet med eklektisk, forførende danseenergi, og kvinderne flytter rundt på os, så vi fordeles nogenlunde binært med overvejende mænd i den ene side og kvinder i den anden. Kun de to køn eksisterer i denne verden, hvor den mandlige side serviceres med søde sager, mens resterne fra deres bord slænges mod kvinderne overfor.
En kort, kraftfuld performance
Er ubehaget ikke sat ind, mærker de fleste nok en snert, da vi mod slut må kravle hen over Lina Hashim, der ligger med benene spredt i himmelsengen, for at komme ud. Det er en kort, kraftfuld performance. Ikke subtil, men et statement to the point, der i letaflæselige billeder og gestus forsøger at genskrive og frigøre odalisken fra det historiske, maskuline bliks definition.
Da vi otte uger senere atter sidder på gulvet i Rød Sal er det omkring en isflage indhyllet i elektroniske klange. Jessie Kleemann bevæger sig mellem os og placerer en efter en tilskuerne på flagen, mens hun pumper deres hænder i overdrevne håndtryk eller højtideligt overrækker dem plasticindpakkede væsker. Bag smilet lurer den ubehagelige reminder om økokatastrofen og angstens grimasse. Der er ikke plads til alle på flagen og vores menneskelige krumspring og forsikrende håndslag kan ikke stoppe katastrofen.
Punkskrammel og en flod af terapeutisk tale
Maria Metsalu betegner sig selv som en vagabondkunstner og var på festivalen repræsenteret med to værker. På åbningsaftenen den herligt punkskramlede treakter Kuultur og ugen efter med den noget mere intellektualiserende The Well.
Vi blev gennet ud i februarkulden og konfronteret med Metsalus skramlede energiniveau, mens hun skiftevis krablede og kastede sig frem over brostenene og poserede på sin medbragte interimistiske pølsevogn i første del af Kuultur. Næste akt udspandt sig i Sort Sal, hvor lydbilledet stadig knitrede, men blidheden også satte ind med Metsalu som blomst i toppen af en gigantisk potte, der blev fingermalet af en tilskuer.
Udvalgte tilskuere deltog i fine dining omkring det skulpturelle bord til lyden af trianglernes ringlen, mens vi andre måtte nøjes med duftene
I Rød sal satte ubehaget subtilt ind i tredje del, da udvalgte tilskuere deltog i fine dining omkring det skulpturelle bord til lyden af trianglernes ringlen, mens vi andre måtte nøjes med duftene fra det fine bord. Vi blev dog fodret med øl og pølser til sidst, mens højbordet pludselig befandt sig i en penibel betalingssituation. Metsalu arbejder i Kuultur, som i øvrigt de fleste af festivalens performances, med modsætninger, her mellem nydelse og ubehag, mellem tanke og krop, mellem skuespil og illusionsbrud.
The Well er meget strammere opbygget i en flod af terapeutisk tale omkring en sort, erotiseret version af psykiaterens briks. Metsalus karakter og hendes personificerede spejling, der ageres af Bosa Mina, befinder sig i en form for mentalt limbo, der i en tekst uden udvikling fastholder overgangsrummets midlertidighed, hvor en ny fortælling på et tidspunkt kan gå alle veje, mens det her og nu er en kropslig væren, der udlades i sammensmeltninger af de to kroppe og uendelige udladninger af væske, som kroppene rodeflyder rundt i som balstyriske fostre i en livmoder.
Se forestillingstrailer for The Well her.
En efterladt fletning i regnen
Britiske Aaron Wiliamson lod os atter stå ude i den silende regn foran Husets Teater. Ikke som et sceneskift i Metsulas Kuultur, men som en ekskluderende konkretisering af, at teatret ikke er indrettet til kørestolsbrugere. Wiliamson er døv og sætter i værket fokus på det ubehag, personer med handicap kan opleve, men også på det ubehag, andre kan opleve, når de ikke ved, hvordan de skal hjælpe.
Ubehagets rådvildhed satte sig dog i flere tilskuere, der forsøgte at bære håret for ham
I en velvalgt genskrivning af eventyret om Rapunzel, lod Wiliamson en lang fletning falde fra vinduet på teatrets 2. sal og mødte os siden på jorden med håret i en bylt. Muligvis fortalte han som annonceret også eventyret på tegnsprog, men det druknede i mørke og regn. Ubehagets rådvildhed satte sig dog i flere tilskuere, der forsøgte at bære håret for ham og siden lidt febrilsk tjattede og trak i den efterladte fletning. Men Rapunzel var væk og lidt uforløste stirrede vi på hinanden og trak ind.
Dunkelt drømmende, rytmedunkende univers
I festivalens fjerde uge blev programmet præsenteret i samarbejde med Warehouse9, der netop da afviklede deres toårige queerfestival IPAF. Den bød blandt andet på en ny version af portugisiskfødte, danskbaserede Sall Lam Toras performance og multimedieinstallation Obsidian Dream Love Letters. Vi starter i mørket og sanser to polestange bag den alteragtige opstilling på forscenen, der har jordens materialitet, som brydes af lys rosenkvarts og vulkansk glas (obsidian). To skikkelser bevæger sig bag os og træder så ind på scenen i en erotisk ladet, repeterende koreografi, mens lyset skifter til glitrende grønt.
Måske er det dunkelt drømmende, rytmedunkende univers evne til at forplante sig til beskuerens krop i sig selv nok uden den politiske overbygning?
De danser alene om sig selv, men de danser også sammen bundet af et usynligt, sensuelt bånd, der mod slut også åbnes for en tilskuer, som får en lapdance på frontscenen, der korresponderer med den forudgående sekvens med poledance. Jeg fornemmer egentlig intet ubehag i denne performance, men kan læse mig til dens intention om at gøre op med kolonialismens tankegang/ubehag gennem en insisteren på det erotiske og det mellemmenneskelige. Måske er det dunkelt drømmende, rytmedunkende univers evne til at forplante sig til beskuerens krop i sig selv nok uden den politiske overbygning?
Bodyhorror i tomrummet
I finskbaserede Teo Ala-Ruonas autofiktive bodyhorror-performance Lacuna er ubehaget til gengæld konstant til stede. Vi omkranser en hvid ring af pulver i det sorte rum. Ringen spejler det tomrum (lacuna), som kunstneren både fysisk og mentalt inviterer os ind i. I en montage af lyd, toner og talte fortidserindringer bruger han med et doseret drys af horror-effekter sin krop og stemme som uhyre konkret kødeligt lærred for en søgen efter mening og efter eksistentiel ro.
Eksistensens enkelhed og kompleksitet mødes i dette lyd- og kropslige univers, der både frastøder og skaber en stærk intimitet i rummet
Hans skrig flænser rummet, mens ansigtet vrænges i næsten surrealistiske grimasser, men i næste nu læner han sig tillidsfuldt op ad en af os og bliver strøget blidt på ryggen. Eksistensens enkelhed og kompleksitet mødes i dette lyd- og kropslige univers, der både frastøder og skaber en stærk intimitet i rummet ved at spille på dynamikken mellem deltager og voyeur som blikket udefra på kunstnerens krop.
Gråden rører orgasmen
Beck Heibergs soloperformance Blue Swallowings arbejder på en anden måde med det modsætningsfyldte i eksistensen. Han lader modsatrettede følelser og tilstande mødes ved at føre sorg og lyst sammen i et kropsligt forløb gennem rummet, hvor vi sidder bænket på tre sider, mens graciøse, organiske former glider over bagvæggens lærred og en næsten sakral sang omslutter os, som også Beck Heiberg omslutter sin egen krop nænsomt for kort efter at flås omkring i orgasmens kramper og smertens spændte spjæt.
Det er en dragende performance, hvor følelserne transformeres til bevægelser og åbner et rum for det mangetydige og sameksistens af det modsatrettede, som måske kan forekomme ubehageligt, men også rummer en enorm varme. At gråden ikke er langt fra orgasmen er nok velkendt, men at sorgen også kan møde lystfulde slik på armens bløde underside kalder en anden årvågen og måske overgiven sensibilitet frem.
Se forestillingstrailer for Blue Swallowings her.
Billedstærk, hypnotiserende og tvetydigt rørende performance
Den finske film- og performancekunstner Samira Elagoz stod for festivalens længste performance med sin fire timers overvejende filmbaserede transromance, Seek Bromance, der tager sit afsæt under pandemien i et skæbnefællesskab mellem Elagoz og den brasilianske kunstner Cade Moga. I en udsigelse, der blafrer mellem det uhyre sårbare og det artsy iscenesatte, fortæller Elagoz sin egen transformation, der trickes i mødet med Cade, der fungerer som en form for spejlbillede og i første omgang mentor for den meget konkrete testosteronbehandling.
I en udsigelse, der blafrer mellem det uhyre sårbare og det artsy iscenesatte fortæller Elagoz sin egen transformation
Under kroppene og remedierne, der fylder næsten alt i de tos konfrontationer om det maskuline og det feminine, lurer de personlige eksistentielle og følelsesmæssige brændpunkter, der siden leder dem forskellige veje og næsten uundgåeligt må ende i et brud efter isolationens og følelsernes højintensive periode. Det er en billedstærk, hypnotiserende og tvetydigt rørende performance, der kunstnerisk lever i kraft af de visuelle konfrontationer af dystopiens øde landskaber, bilens pulserende ingenmandsland (heraf titlen) og værelsets overseksualiserede tranghed, der sitrende stilfærdigt accentueres af Elagoz’ tilstedeværelse som fortæller foran lærredet.
Se forestillingstrailer for Seek Bromance her.
Brillant dødstekst i kompromisløs performance
Britiske Martin O’Brien bruger også krop og seksualitet i sin fortælling An Ambulance to the Future, men med en noget anden indgangsvinkel. Han lider af cystisk fibrose, hvilket bruges direkte i performancen i form af lange, slimfremkaldende host, men også klinger med i dens undersøgelse af død og udødelighed. Vi sidder atter i Rød Sal, men på sirlige rækker vendt mod sceneområdet, hvor Martin O’Brien selv sidder med hænderne fastspændt på et bord. En anden mand iført maske hjælper ham tilsyneladende, men som fortællingen skrider frem, bliver hjælperens rolle flertydig.
Funklende klare ord brændte sig endog mere sviende ind i mit kød end performerens selvpåførte pine
Video, iscenesatte sekvenser og en brillant tekst fremført på insisterende britisk fører os gennem den faustiske fortælling om manden, der har sex med døden mod at opnå – ikke kundskaber, men evigt liv som den grønlandshaj, han symbolsk bærer gennem flere filmsekvenser. Vejen mod evigheden går gennem spanking og en indledende udpenslet piercing af huden på O’Briens pung.
To kunststuderende krøller rundt på stolene foran mig i en blanding af afsky og blasert fascination. Fascinerende er denne kompromisløse kunstner og selvbetitlede zombie, hvis funklende klare ord brændte sig endog mere sviende ind i mit kød end performerens selvpåførte pine i gennemboringens smerte, kvælningen og de utallige lystiblandede slag i hans røv.
Festivalens morsomste forestilling
Det tværæstetiske, internationale queer performancekollektiv Boys* in Sync bidrager med festivalens morsomste forestilling. Men under latteren lurer grotesken i form af tidens militarisering og atter gryende nationalisme. Zapfenstreich – Mother Europe er inspireret af den militærparade, der blev givet til Angela Merkels ved hendes aftrædelse som kansler. Paraden er i sig selv komisk i sin kombination af stram koreograferet militæreksercits og toner fra 80’ernes punk og popscene, som Merkel havde ønsket.
Manus til Zaphenstreich kan læses her.
Jeg blev yderst betaget af Boys* in Syncs humoristiske kombination af scenekunstudtryk, da de sidst besøgte Husets Teater under Det Frie Felts Festival, og de indfrier mine høje forventninger med en naiv-flabet genskabelse af paraden, hvor repetition og disciplin mikses med rolleskift og fem forskellige kroppe i en performance, der med helt enkle midler udnytter det teatralske muligheder for at vende vrangen ud på det rituelle og vise umenneskeligheden bag uden at forfalde til banale dikotomier. Og ja, det var også hylende skægt.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Beck Heiberg og Boys* in Sync
Voldsparat spejllabyrint af identiteter
En beslægtet fandenivoldsk humor stod svenske Iggy Malmborg for på festivalens sidste aften med forestillingen satan. Her dog med afsæt i det personlige. Med afsæt i fortælletraditionen bringer Malmborg os gennem sit liv – eller i hvert fald en udgave af et liv – i en prolog og seks kapitler.
Vækker det ikke ubehag, skal det voldelige sidekick nok få følelsen til at gibbe i en
Alene på scenen på sin klapstol med en lunefuld tekstning på skærmen bag sig suger han os ind i sin traumatiske opvækst i en kristen familie med en voldsparat bedsteven, inden han via pitstop i København og Berlin folder sine sommerfuglevinger ud og bliver teaterskolens kæledægge. Blot for bogstaveligt at få banket på plads af den tilskuer, der tidligt forlod salen fnysende.
Malmborg leger mesterligt med fortællingens koder og præmisser i det, der viser sig at være en spejllabyrint af identitet og en dekonstruktion af teatrets strukturelle kontrakt. Vækker det ikke ubehag, skal det voldelige sidekick nok få følelsen til at gibbe i en.
Vellykket festival
Jeg måtte springe en uge over og gik dermed glip af Jäger Ooms og Liebmann/Barkans forestillinger om hhv. digitalisering og økonomi. Jeg deltog heller ikke i de tilknyttede workshops. Til gengæld trak jeg undervejs i VR-brillerne og gik ind i de tre værker af Molly Haslund, Kira O’Reilly og Seimi Nørregaard, der med husets underetage som afsæt tematiserede festivalemnet gennem ritualer, symboler i loop og skrig.
Managing Discomfort er slut. Det er et lidt spøjst festivalformat, der dog viste sig at fungere ret godt på tilskuersiden, hvor man på en ny måde kunne reflektere værkerne over tid sammen med dem, der tog det hele eller det meste med, mens andre blot dukkede op til en særlig udvalgt forestilling. For kunstnerne var det måske mindre optimalt, da de havde mindre mulighed for at mødes på tværs og se hinandens forestillinger.
Kuratorerne har gjort et særdeles godt job ved at samle så mange forskelligartede udtryk og praksisser, der gav overraskende mange snit ind i ubehaget og evnen til at håndtere det
Ikke alt var lige godt – og der vil aldrig være enighed om hvad – men flere performances ramte eller rørte mig dybt. Midt i ubehaget, men også midt i latteren og i glæden over fremragende fortællere og visuelle vidundere. Kuratorerne har gjort et særdeles godt job ved at samle så mange forskelligartede udtryk og praksisser, der gav overraskende mange snit ind i ubehaget og evnen til at håndtere det.
Managing Discomfort lykkedes flot som festival ved at give et godt indtryk af bredden i feltet netop nu med performances med aktualitet og nærvær, der i langt de fleste tilfælde også rakte ud over sig selv og forholdt sig til publikum.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med TOASTER med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
