Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Managing Discomfort med generøsitet og kærlighed

TOASTERs festival Managing Discomfort er i fuld gang på Husets Teater og byder efter en påskepause på tre dobbeltforestillinger mere over de næste tre...
Annoncespot_imgspot_img

Managing Discomfort med generøsitet og kærlighed

TOASTERs festival Managing Discomfort er i fuld gang på Husets Teater og byder efter en påskepause på tre dobbeltforestillinger mere over de næste tre uger. ISCENE mødte tre af kunstnerne bag to af de kommende performances til en snak om queer disruption og transpolitisk æstetik.

Simon David Zeller og Jakob Schnack Krog fra det transdisciplinære, internationale performancekollektiv Boys* in Sync er i fuld gang med prøverne på Zapfenstreich – Mother Europe, der spiller på Husets Teater 4. – 5. april under TOASTERs to en halv måned lange festival Managing Discomfort. De har kaffen klar, da en barselssøvnig Beck Heiberg støder til. Hans forestilling Blue Swallowings spiller 11. – 12. april, og vi har sat hinanden i stævne til en fælles samtale om queer-æstetik og strategier, der udfordrer magt i forskellige former.

Managing Discomfort
Blue Swallowings af og med Beck Heiberg på Managing Discomfort. Foto Benedicte Ramfjord.

Følelsernes og historiens ubehag

På spørgsmålet om, hvor de ser ubehaget fra festivaltitlen optræde i deres egne forestillinger, byder Beck Heiberg først ind:

”Min forestilling handler om at håndtere ubehag i den forstand, at jeg prøver at finde et sted, hvor sorgen og det sensuelle kan mødes. Det er ikke et særligt komfortabelt sted, men det er et sted, der eksisterer i os alle. Sorg er tit associeret ind i den feminine krop, men jeg ville gerne have en slags agens i det, hvor det ikke er den ene følelse, der udløser den anden. Jeg gætter på, at publikum også vil opleve et vist ubehag ved at se en, der er superekstremt trist, men samtidig udtrykker sensualitet”.

Det er en mørk aften i Berlin med faklernes flammer og soldater – man kan ikke undgå at tænke på nazister

Jakob Schnack Krog beskriver, hvordan Zapfenstreich – Mother Europe er en reaktion på den hyldestparade, det tyske militær gav Angela Merkel, da hun fratrådte: ”Vi så paraden på YouTube, og det var både komisk og skræmmende. Det var sammenstødet mellem den 80’er punkmusik, de spillede, fordi Merkel havde ønsket det, og så deres stive, militære udtryk og kroppe. Det er en mørk aften i Berlin med faklernes flammer og soldater – man kan ikke undgå at tænke på nazister,” forklarer han og fortsætter:

”Det var underholdende, men samtidig var der også noget skræmmende ved det. Så de blandede følelser gav os lyst til at re-enacte det hele, også som en kommentar om militær i Europa. Det aspekt er endnu mere præsent nu, end da vi fik ideen for to-tre år siden. Jeg havde aldrig forestillet mig at lave en forestilling om krig, men vi gør det selvfølgelig på vores måde”.

Se optagelsen af hyldestparaden her.

Managing Discomfort
Zapfenstreich – Mother Europe med Boys* in Sync på Managing Discomfort. Foto Søren Meisner.

En stor, smuk og vild diskrepans

Simon David Zeller samler tråden op ved at pege på, at ubehag er den første følelse, man får, når man ser optagelsen.

”Da vi begyndte at arbejde med det, fandt vi hurtigt flere lag ubehag. Vi ser normalt ikke militæret, men så bliver vi konfronteret med det ved denne nationalceremoni, og det sætter tanker i gang om, hvad der sker i Europa lige nu, og det at alle lande betaler militæret for at forberede sig på virkeligt farlige situationer, som vi ikke ved særlig meget om,” reflekterer han og forbinder så observationen til forestillingens queer-aspekter:  

”Militæret er en udemokratisk institution. Det er det nødt til at være, for soldater skal indordne sig i institutionens hierarki, hvis de skal fungere i krig. Der er en stor, smuk og vild diskrepans i, at det er en udemokratisk institution, der skal beskytte vores demokrati, som jo også er det queer. Så vi spørger til, hvordan vores nationer eksisterer. Hvordan kan det queer møde det militære? Vi forsøger at implementere intimitet i militærets synkroniserede bevægelser, og har også en queer tilgang til det synkrone, fordi vi har forskellige kroppe,” pointerer han.

Det er en udemokratisk institution, der skal beskytte vores demokrati, som jo også er det queer

Managing Discomfort
Zapfenstreich – Mother Europe med Boys* in Sync på Managing Discomfort. Foto Søren Meisner.

Der er en frihed i teaterrummet

Jakob Schnack Krog fremhæver, at det også er interessant at arbejde med uniformens symbolik: ”Det nemmeste ville være at gøre grin eller pege på militæret som en fejl, men det er mere interessant at gå ind i det og se, hvor styrken og smerten er. Alle vil have fred, men vi har egentlig talt mere om Europas fremtid, hvor vi kun kan se to undergangsscenarier for os. Enten kan vi isolere os i Europa og blive det, vi selv bekæmper andre steder, eller Rusland vinder,” siger han.

Vi kan ikke lave politisk teater som i 70’erne, for perspektiverne er meget mere komplekse i dag

Simon David Zeller medgiver, at det er mørke scenarier, men peger på, at der er en frihed i teaterrummet: ”Vi oplever ubehag og melankoli i livet, og det er godt, vi kan mødes i teatret og tale om de følelser sammen. Vi kan ikke lave politisk teater som i 70’erne, for perspektiverne er meget mere komplekse i dag. Vi har ikke løsningerne, men vi kan anerkende følelserne i teaterrummet,” slår han fast.

Managing Discomfort
Blue Swallowings af og med Beck Heiberg på Managing Discomfort. Foto Benedicte Ramfjord.

Ok at være trist og sexet samtidig

Beck Heiberg ser ikke på samme måde sin forestilling som et politisk projekt, ud over at det er politisk i sig selv at sætte en anden krop på scenen, end publikum er vant til at se. ”Jeg er meget fokuseret på transpolitisk æstetik. Nogle kalder det bare transæstetik, men for mig handler det ikke kun om produktet, men også om måden, jeg arbejder med materialet på,” forklarer han.

”Jeg var ikke færdig med at arbejde med sorg efter Digging a Glittery Grave (2022), som jeg lavede med Charlie Laban Trier og som handlede om sorg og nuttethed. I Blue Swallowings sætter jeg sorg og sensualitet sammen. Det er to steder på en skala, men på en skala, vi ikke normalt taler om. Så jeg forsøger at fucke det op uden at placere de to som maskuline og feminine positioner, men på at sted, hvor det er ok at være trist og sexet samtidig,” fortæller han og uddyber perspektivet således:

”Som transperson bliver man altid opfordret til at vælge det binære i en smuk rejse fra A til B og det er bullshit. Det handler ikke om det maskuline og det feminine, så jeg har taget på mig at arbejde queer med det binære, det sexy og sorgen”.

Nogle kalder det bare transæstetik, men for mig handler det ikke kun om produktet, men også om måden, jeg arbejder med materialet på

Simon David Zeller bryder ind og spørger, om Blue Swallowing har ændret Beck Heibergs forhold til sorgen, og det har den: Jeg er ret melankolsk, så jeg var lidt bange for, om jeg altid skulle arbejde med sorg – men nu er jeg done. Det nuttede var påført mig udefra, men jeg har selv valgt sensualiteten, så jeg har arbejdet med meget mere agens denne gang og er blevet mere komfortabel med emnet,” konkluderer han.   

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med kuratorerne bag Managing Discomfort

Managing Discomfort
Blue Swallowings af og med Beck Heiberg på Managing Discomfort. Foto Benedicte Ramfjord.

Hvordan skaber jeg kunst?

Beck Heiberg forfølger sine refleksioner om arbejdsmetode ved at pege på, at man som queer-person har spurgt sig selv om alt. ”Du bliver vant til at reevaluere din seksualitet eller køn igen og igen, hvilket gør, at du kan revaluere mange andre ting i livet, som ikke nødvendigvis er knyttet til de områder, men fx også: Hvordan skaber jeg kunst? Det er en stor styrke i en queer tilgang, der sætter spørgsmålstegn ved magten og måden, man plejer at gøre ting på”.

Simon David Zeller er enig: ”Hvis du spørger til det ene, så begynder du at spørge om alt, fordi meget hænger sammen i vores verdensbillede. Kernefamilien hænger sammen med kapitalismen, nationalstaten og måden, vi arbejder på. Queer er disruption, og det elsker jeg, fordi det skaber en forstyrrelse,” siger han, mens Jakob Schnack Krog tilføjer, at scenen er det perfekte rum for disruption, fordi teatret har så mange regler og traditioner.

Det er en stor styrke i en queer tilgang, der sætter spørgsmålstegn ved magten og måden, man plejer at gøre ting på

Queerstrategierne handler ifølge de tre også meget om at sidestille forestillingernes elementer, så ordet ikke er dominerende i forhold til fx scenografi, lys og bevægelser. Boys* in Sync arbejder som regel uden manus og med en åben dramaturgi, og har i Zapfenstreich taget udgangspunkt i sammenstødet mellem musik og bevægelser.

For Beck Heiberg handler det også om at udjævne hierarkier: ”Alt i rummet har en rolle at spille, og jeg ejer ikke rummet, det gør alle i det. Videoen, lyset, lugten, alt er medspillere til, hvordan jeg udtrykker mig i rummet,” forklarer han, idet han dog erkender, at det måske ville give mere som metode i et samarbejde og ikke som her, hvor han selv bestemmer over alle elementer.

Managing Discomfort
Zapfenstreich – Mother Europe med Boys* in Sync på Managing Discomfort. Foto Søren Meisner.

Generøsitet og kærlighed

Mod slut vender vi blikket mod publikum. Beck Heiberg tænker ikke længere så meget over dem, for de ser fra deres eget perspektiv, som han ikke kan styre. ”En transperson vil sikkert forstå nogle lag i mine forestillinger, som en cisperson ikke vil. Det er jo ok, og det vilde er at have en bred repræsentation på scenen, så man nogle gange kan relatere 100 % og andre gange oplever et helt nyt perspektiv. Jeg vil ikke forklare alt. Det er smukt, hvis nogen kan genkende sig selv i en forestilling på en måde, jeg ikke havde tænkt på. Som transperson viser vi ting, der ikke er set så meget, og det kan i sig selv skabe magi,” siger han og slår så fast, at det er vigtigt for ham at ”have en generøsitet, en åbenhed mod publikum”.

Som transperson viser vi ting, der ikke er set så meget, og det kan i sig selv skabe magi

Boys* in Sync spiller tit på publikums forventninger, men vægter også at gøre forestillingens præmis klar fra start, så publikums energi ikke går på at afkode den. ”De fleste af vores forestillinger er ret åbne, så det handler nok mere om, hvor mange lag den enkelte ser,” siger Jakob Schnack Krog. Simon David Zeller supplerer: ”Det er jo aldrig én kode. Teater er et komplekst udtryk, hvor publikum kan skabe deres egen mening i hovedet”

Interviewet lakker mod enden, men først binder Simon David Zeller en sløjfe: ”Jeg kunne godt lide det, du sagde om generøsitet. Vi har altid arbejdet meget med at have kærlighed til publikum. Det bliver en anden disruption, når den er fulgt af kærlighed eller generøsitet”.

Se hele festivalprogrammet her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Fredericia Musicalteater bliver omfattet af scenekunstlovens §5

Kulturministeriet meddeler her til morgen, at Fredericia Musicalteater fra...

Kontinuerligt fokus på musikdramatisk udvikling

Interview med Nathalie Mellbye

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Fredericia Musicalteater bliver omfattet af scenekunstlovens §5

Kulturministeriet meddeler her til morgen, at Fredericia Musicalteater fra...

Kontinuerligt fokus på musikdramatisk udvikling

Interview med Nathalie Mellbye

De glemte kroppe i moderne dans

Foreningen for integreret moderne dans har 10-års-jubilæum og inviterer...

Læs anmeldelser af forestillinger, du kan opleve på KLAP Festival i Esbjerg

KLAP - Teaterfestival for små og store, der før...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Fredericia Musicalteater bliver omfattet af scenekunstlovens §5

Kulturministeriet meddeler her til morgen, at Fredericia Musicalteater fra 1. januar 2025 får et permanent årligt tilskud på finansloven på 9,8 mio. kroner og...

Kontinuerligt fokus på musikdramatisk udvikling

Interview med Nathalie Mellbye