★★★☆☆☆ Dansedybet – publikumsinddragende dansepest savner fremdrift

Dansedybet på Teater Sort/Hvid er et inkluderende middelalderoptrin. Badet i musikdramatik, ord og mørk scenografi inviteres publikum til at træde dansen i folkelige optrin. Dansepesten besværger ved at sætte sit samfund i stå, men som forestilling savnes lidt mere vildskab og fremdrift.

I foyeren tages vi ved hænderne og inviteres med i kædedans af folkedansere. Et skridt til højre, to skridt til venstre: ”Tag min hånd, lad benene gå. Træd den dans, til dybet vi skal gå”.

Vi danser ind på scenen og rundt om et lille firkantet sceneelement i midten af rummet med sorte, små sten. Anne Zacho Søgaard har instrueret og skabt konceptet sammen med scenograf Katrine Gjerding og komponist Matilde Böcher.

Forestillingen tager udgangspunkt i danseplagen i 1518 i Strasbourg, hvor i alt 400 mennesker blev ramt af en uforklarlig trang til at bevæge kroppen ufrivilligt til de segnede. I perioder med hungersnød var det let at forsvinde i Middelalderens overtro om danseplager, der blev pålagt folket som straf. Titlen Dansedybet kan desuden referere til terapiformen, dybdedans, hvor mennesker kan søge deres kerne gennem fri dans.

Folkedans og visesang

Sang og skuespil leveres af tre dygtige performere. Nini Julia Bang, der mestrer sangstile fra hele verden med rødderne godt plantet i folkemusik. Skuespiller og sanger Hanne Uldal, der fejrer 50-års jubilæum, og operatenor Mathias Monrad Møller. Komponist Matilde Böcher har primært komponeret sangene til fuldregister, der passer både folkedanserne og de to kvinder.

Det er imidlertid ærgerligt, at Mathias Monrad Møller, som prisvindende lyrisk tenor, skal synge lige så mørkt og dybt, når han klinger vidunderligt i falsetlejet, som han mestrer til gåsehudsniveau. Det ville være en effektfuld spejling til kvindernes mørke fuldregistersang. Han kompenserer med vidunderligt scenisk nærvær og lune, der på anden vis løfter stykkets noget tunge energi op i lyset.  

Kædedansen er den samme som danses på Færøerne, som et af de eneste steder i Europa, hvor middelalderdansen stadig praktiseres. Alle lulles ind i de uendeligt mange sungne vers. De medvirkende folkedanserne er dygtige til at guide publikum ordløst med deres kroppe og gestik, så alle føler sig trygge i selv mere avancerede folkedanse akkompagneret a cappella eller med en enkelt violin. 

Den syngende ged

Tekst og libretto er skrevet af Alexandra Moltke Johansen med bidrag af skrivekollektivet Mycelium og Peter-Clement Woetmann. Er der mon en sammenhæng mellem de stemningssættende remser? Moderne ord stikker ud i forsøget på at få den mørke fortid til at møde den mørke nutid og dermed bygge bro til nye, samfundskritiske agendaer. 

Det groteske og absurde udfoldes i både kunstige grin og klage som tableauer af øjebliksbilleder fra en svunden tid. Det er til tider direkte uskønt, hvilket kan være en kvalitet i sig selv. Vi mærker pinen og plagen som vibrationer fra kroppe, der forplanter sig i rum. Vi mærker, at samfundet går i stå i denne kollektive psykose med og uden dans. En teatralsk, rå middelaldergestaltning trækker os lodret ned i dybet.

Den syngende ged er et af de sceniske virkemidler, der marinerer døden og galskaben i humor i Mathias Monrad Møllers herlige underspil. Et sanseligt, grotesk stort scenografisk element, der lige som en vandrende høstak løfter forestillingen. Scenograf Katrine Gjerding har fint afstemt en sort-hvid blanding af hvide, beskidte lange underbukser og langærmede hvide bluser til præstekraver og sorte nederdele.

Materialisering af en tilstand

Dansedybet er fyldt med ritualer og overgangsriter. Det er inviterende og omsorgsfuldt, kraftfuldt og ærligt. Vi danser gennem dunkelheden i tre forskellige folkedanse, men det er ikke her, hysteriet ligger. Vi materialiserer snarere originale middelalderoptrin, hvor publikum deltog på torvet i byen. Denne opsætning kalder på alt fra middelaldermarkeder til natlige optrin midt i en skov. 

Blackboksen får os som publikum til at opføre os lidt for pænt, som vi har lært, man skal i et teaterrum.  Dansemanier har sat sine aftryk på alle tider og steder. Fx de brølende 20’ere og nutidens klubkulturer i Berlin. Mennesker har altid haft behov for at ventilere krop og sind under stress og kriser, ligesom forestillinger har udfoldet temaet gennem historien, fordi kunsten i forvejen forfører og fortryller.

Kan det blive for sort-hvidt? Vi cirkler rundt om dybet i tomgang, uden at forestillingen rigtig finder balance og fremdrift mellem dansemani og handlingslammelse. Sangen er smuk og ægte, men låst af et snævert middelaldersyn. Mod slutningen løsnes op med flerstemmige klangfarver, før vi danses stille ud i foyeren igen.

Se trailer her.