★★★★☆☆ Nostalgiacore – sjovt millenium remake udstiller popkultur

Aveny-T viser forestillingen Nostalgiacore, der tager os med på en tidsrejse til 90’erne og 00’ernes popkultur i selskab med danserne bag kompagniet PATCHWORKS. Det er der kommet en underholdende omgang kitschede øjeblikke ud af.

Marcus Alexander Roydes og Cecilie Schyth Kjær kan om nogen balancere et millenium remake med humor og absurd nærvær, når vi hvirvles fast backwards til en tid, kun nogle af os husker – i glimt. De ikoniske øjeblikke realiseres i en hjemmevideo-opsætning for- og bag et lærred, der deler scenen i to. Nostalgiacore har alt fra paparazzi-jagter til selvfede stunder omgivet af oppustelige badedyr i alle farver.

Glitrende idealbillede

Den lille scene på Aveny-T har publikumsopbygning på kasser, hvor vi sidder tæt og synligt fra scenen. Det har meget at sige for, hvordan formatet virker, men vi er tæt på i mere end én forstand. På lærredet ser vi os selv filmet live, og snart panorerer kameraet hen over os, mens 90’ernes virkelighed rulles ud: “Nogle af jer havde en discman, nogle af jer sang i en hårbørste…” Kameraet zoomer spørgende og humoristisk ind på forskellige publikummer.

Cecilie Schyth Kjær kommer frem med mikrofonen og fortæller grotesk engageret om sine forskellige samlinger, mens hun sætter klistermærker på sit ansigt i dybeste alvor og med kikset charme. Hun har fx samlet på servietter, kapsler og slikpapir, fortæller hun mens kameraet zoomer ind på en dinosaurus på siden af hendes næse.

Nogle samlede også på Barbiedukker, og ind springer Marcus Alexander Roydes i underbukser som the “myth in motion”, som stemmen siger. De er begge fuldstændig vidunderligt underspillede i deres nærværende fremførelser. Humoren afslører også sprækker ned til alvoren, som hele det glitrende idealbillede dækker med pastelfarvet barrierecreme: “You are slipping – you are not enough,” hører vi.

Paparazzo, prinsesser og popstjerner

Et pulserende track ledsages af en synkron tidstypisk armkoreografi til vippende hofter og et seriøst “I’m all in” udtryk. Danserne skaber de mest vidunderlige karakterer gennem kropslig dynamik og fænomenal timing i detaljerede bevægelser. Bag lærredet overtager Roydes kameraet og filmer hende, måske på teenageværelset, poserende bagoverbøjet til en vokalsang: “Oh oh nasty girl put your clothes on.”

I en anden scene er tempoet højt som en actionfilm. Der er trafikstøj og tilråb til Schyth Kjær, som spiller popstjernen, der forfølges, mens hun panisk gemmer sig bag solbriller. Hun løber op og gemmer sig blandt publikum, hvor hun lader sig glide i bump hele vejen ned ad trappen. Det henleder tanker på popstjerner, men også på Prinsesse Dianas tragiske død og på, at internettet blev født i de år – hvor trolls blev anonyme.

De trækker en snor ud under tæppet, og oppustede badelegetøj dukker op. Fx en zebra med en flamingo på ryggen og en krokodille, som Marcus Alexander Roydes hurtigt får tæmmet. Det selvfede ferie-trip, omfavnes med rodeo-arme, vuggende hofter og komisk talent. Anton True Klüver har komponeret de effektfulde tracks, der sender os tilbage til endnu flere nostalgiske verdener og mætter energien.

Bag nostalgien

Det groteske er dermed også indlejret i abrupte, tempofyldte sceneskift, der indikerer, at de mest usandsynlige parallelverdener også eksisterede før internettet. Alt er ikke lutter sæbeboblegevær og ikoniske lavalamper. Vi præsenteres også for alvoren og afslutningsvist for en lang række historiske fakta og historiske hændelser, der måske havde været mere interessant at integrere undervejs.

Der er en autenticitet over spillet, der giver humoren endnu mere kant, og det live kamera forstørrer og udvider rummet på herlig håndholdt hjemmevideomanér. Nostalgiacore går bag facaden af det, vi gerne vil mindes, men formår også at vise det, vi helst vil glemme. Forestillingen er som en hel generations pinlige hjemmevideoer taget frem i lyset – som spejl for den retrodyrkelse, vi ser i samtiden.