Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den er kurateret af Liv Helm, Henrik Vestergaard, Miriam Frandsen og Ellen Friis, og der er fælles konsensus om, at ubehag er en fælles grundfølelse, vi fortrænger.
Performancefestivalen Managing Discomfort byder på performanceværker fra 16 danske og internationale billed- og scenekunstnere.
Fælles for de kuraterede kunstnere er deres arbejde med at skubbe publikum ud af deres komfortzone, aktivere et ubehag og undersøge, hvordan dette ubehag håndteres i fællesskab. Forleden performede finske Teo Ala-Ruona sin autobiografiske horror-performance Lacuna, der var et slagkraftigt opbud af vrede, angst, frustration og blottet krop i jagten på at finde et selv. Finske Maria Metsalus værk, The Well, bød på en dystopisk performanceduet, hvor tisset løb fra performerens bukser og banede vej for et kropsligt og mentalt slip.
Ubehag en del af den moderne verden
Miriam Frandsen, der er kurator, dramaturg og projektleder på Toaster, ser ubehaget fylde meget i den moderne verden – men i en tabuiseret form.
”Vi har valgt at fokusere på ubehag, fordi det er en stor del af dét at være i live i dag. Det er en følelse, som er allestedsnærværende, men i stor grad bliver tabuiseret. Vi ser ikke døde kroppe, og vi gemmer vores syge og handicappede væk. Vi oplever ikke den voldelige undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle, som gennemsyrer andre dele af verden. Volden og hadet findes også i Danmark, men det er mindre samfundsstrukturelt. Indtil nu har vi været forskånet for de store klimakatastrofer, men mange har følelsen af, at denne tilstand ikke kan vare ved. Der hersker en slags stilhed før storm, som jo er dybt ubehagelig og angstprovokerende i sig selv – ikke mindst fordi den er så diffus,” siger Miriam Frandsen.
En udforskning af personlige udfordringer
På festivalen præsenteres værker i flere formater i form af ny live art, koreografi og performance fra hele Europa, hvor kunstnere udforsker personlige udfordringer som fx køn, krop, etnicitet, sygdom og psykisk helbred. Ellen Friis, der er den ene af de to grundlæggere af Live Art Danmark, fortæller:
”Værkerne er ikke fiktive. Både udfordringer og performere er helt reelle. Den britiske performer Martin O’Brien lever fx på lånt tid med cystisk fibrose og udsætter sin krop og publikum for lange udholdenheds-performances i værket An Ambulance to the Future (The Second Chance). Og Aaron Williamson bemærkede, at Husets teatersal ikke er tilgængelig for folk i kørestol. Derfor vælger han at lade publikum stå nede på gaden, mens han selv optræder i et vindue i Let Down Your Hair.”
Kunsten som katalysator for at flytte grænser
For kuratorgruppen har det været en ambition at præsentere en lang række kunstnerisk stærke performanceværker, hvor kunsten tilbyder et mulighedsrum, som kan flytte grænser. Grænser, der skal rykkes, så vi kan forandre vores blik på hinanden og tale om følelser, som umiddelbart ikke er behagelige.
”Jeg håber, at publikum får mere mod på at omfavne og leve med ubehaget i stedet for at flygte fra det eller gemme det væk. Jeg tror kun, vi bliver livsduelige, når vi har en vis modstandskraft over for de ting, der er svære. Det handler om, at vi får et fælles sprog, så vi kan tale sammen om det ubehagelige. Det sprog, håber jeg, vi er med til at give publikum, så de bliver mere reflekterede og bevidste om emner og mennesker, de måske ikke før har haft den store forståelse for,” forklarer Miriam Frandsen.
”Vi vil gerne udfordre publikum med en smule discomfort. De må gerne gå chokerede, imponerede, overvældede hjem. Da teatret er et sted, hvor publikum og performere har og skaber oplevelser sammen, vil publikum sikkert også føle sig prikket til at opnå nye indsigter i løbet af en aften. Og så vil vi gerne lokke en ung generation i teatret,” supplerer Ellen Friis.
Performancefestivalen Managing Discomfort er i fuld gang. I morgen, torsdag, stilles der tematisk skarpt på det ubehag, som kan opstå, når mennesker mødes på nettet uden et fysisk nærvær, og på den ubehagelige kendsgerning, at Danmark er et af de mest forgældede lande.
Managing Discomfort løber frem til og med den 19. april 2024. Se hele programmet her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Toaster er et samarbejde mellem Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning i København. Hvert år kurateres et program med performative værker i krydsfeltet mellem billedkunst og scenekunst.
Live Art Danmark udvikler miljøet for live art og performancekunst i Danmark gennem nytænkende koncepter og projekter. Live Art Danmark kuraterer både for billedkunst- og teatermiljøet i Danmark og har desuden Friisland – et performance art center i Københavns Nordhavn, hvor de viser internationale performancekunstnere ved live events.