★★★★★☆ How far are you willing to bend – kompromisløst, orgastisk manifest

AFUK har besøg af Elise Bjerkelund Reines på én gang vanvittigt kontrollerede og vildt kaotiske performance How far are you willing to bend, der i en punk-uregerlig fusion af contortion, luftartisteri, manifest og og et heftigt inciterende lydunivers begavet og æggende skubber grænser i sin spørgen til samtidens grænseløse tilbedelse af vækst.

“I bend, I bend, I bend / How far / I bend into your imagination / I’m the snake woman, the slug”

Udstyret med det lille røde hæfte The Slug Manifest går vi ind til en performance, der på ingen måde udtrykker sig som en slug, dvs. en snegl, men som trods sin egensindige, vilde energi alligevel kalder på, ja insisterer på, en anden ro som et frådende opgør med kapitalismens og hjernens ustoppelige turbofart.

Ind i fantasien

I manifestet kan vi læse refleksioner og tage noter, men først vil vi hellere lade os suge ind i det surrealistiske sceneri af forvredne kroppe, blinkende lys og æggende trommer, der også folder sig ud i seks kapitler. I dag i sin helhed, andre dage med et enkelt kapitel.

“I bend into your imagination,” maner Elise Bjerkelund Reine bagoverbøjet i statuarisk grønt med Twin Peaks-vibe, inden Adalberto Fernando Torres begynder at orme, bøje og vride sig rundt om metalbordet, han først lå udstrakt på. I orgastiske drej slynger han sig rundt i en kraftfuld contortion, forsvinder, og kommer tilbage springende på alle fire med mundkurv og strømpebånd som i en potent, graciøs bondageleg.

Florlet tyl og rasende råbesang

Et flor af orange tyl bliver smidt og kommer til live. Gnaskende som en snegl flyder det over gulvet. Bevæger sig organisk henunder den i håret svævende Milla Lahtinen, der tripper over tyllen, til den brat sender hende i et rul over gulvet.

Julie Bergez kollapsdanser med en klapstol med gummiben og bryder rasende gennem papirdøre, mens Mau Cugat materialiserer sig fra tyllen og svinges rundt, hængende i en ansigtslænke, så tåspidserne i de brutalistiske sandaler blot strejfer jorden i en rørende blid, smertefyldt koreografi til lavmælt, spansk sang.

Hjalmar Nilssons farverige lys- og ikke mindst det heftige, inciterende lyddesign smyger sig ind og ud mellem performerne som en sjette stemme, der brat forstærkes i Milla Lahtinens rasende råbesang og Elise Bjerkelund Reines isnende, glødende dominatrix-monolog, der som et knivsblad dirrer i luften, mens sneglens manifest foldes ud.

Frustration og forvrængede spejlbilleder

Kroppene presses til grænsen – og tankerne trækkes med ud over dem i denne på én gang vanvittigt kontrollerede og vildt kaotiske billedeksploderende performance, der begavet og i perfekt balance mellem humor og intens alvor leger med roller og forestillinger i et foruroligende univers, der rækker ud over de fremragende artistiske evner i sin undersøgelse af samtidens grænseløse tilbedelse af vækst.

“We give you art not answers,” lyder en replik. Ja, tak! Svaret må vi selv finde, hvis vi da ikke hellere skal bøje os ind i den forvandlende undersøgelse og selv risikere at møde frustration og forvrængede spejlbilleder. Den punk-uregerlige How far are you willing to bend er kompromisløst samtidscirkus for voksne, som man kan støde sig gudsjammerligt godt på.