Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Matilda-effekten – sansemættet dukketeater for voksne

Limfjordsteatrets Matilda-effekten er en gribende og flot dukketeaterforestilling for unge og voksne, der elegant får løftet et vægtigt kapitel fra kvindehistorien ind i samtiden. 

Matilda-effekten er en betegnelse for kvindelige videnskabsfolk, der ikke anerkendes for deres arbejdspræstationer, som i stedet tilskrives deres mandlige kolleger. 

Handlingen blev første gang beskrevet i 1870 af kvinderettighedsforkæmperen Matilda Joslyn Gage og fik siden sit navn som fænomen i 1993 af videnskabshistorikeren Margaret W. Rositter. Nu har Limfjordsteatret grebet fat i historikken og fundet frem til en lang række danske forskere, som har været udsat for Matilda-effekten – resultatet er skræmmende og yderst fascinerende sat i scene. 

Glider ud i historiens tomrum

Vi starter i en verden af stjerner, der lyser mod nattehimlen. Sophie Brahe dukker frem af mørket som en fuldvoksen dukke i blå velouradelskjole og 1500-tals paryk. Hun dyrker astrologi og kemi. Ser mod himmelrummet og gør sig tanker om universet og alting, der opsluges af sorte huller. 

Som resten af de kvinder, vi møder i forestillingen, forsvinder hendes arbejde og navn ud i historiens tomrum, mens en mand træder i karakter og manifesterer sig både som navn og forsker – i dette tilfælde hendes bror, Tycho Brahe. 

Sophie Brahe ser mod nattehimlen i Matilda-effekten, Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn
Sophie Brahe ser mod nattehimlen i Matilda-effekten, Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn

Brahe-dukken lægges forsigtigt foran en buste af en mand. De to dukkeførere og performere, Astrid Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen, bevæger sig videre til næste kvindeskæbne i rækken af astrologer, fysikere, kemikere og zoologer, som er blevet forbigået med Nobelpriser og anerkendelse gennem århundreder, mens mænd har taget æren for deres arbejde.

Knuste kvindeskæbner

På en række dybrøde reoler står hoveder i sprit side om side med tætlukkede plastkasser, der viser sig at gemme på fortidens glemte, kvindelige forskere. Kasserne åbnes, som var de arkæologiske fortidsminder, der kan knuses. Det er nu nærmere det modsatte. Knuste kvindeskæbner, som nu bringes frem i lyset. 

Kasserne åbnes, som var de arkæologiske fortidsminder

Inge Lehmann, seismolog 1888-1993, og hendes mor er nogle af dem. Inge er en lille pigedukke, som gives liv, når hun møjsommeligt slæber sine tunge bøger over gulvet, mens dukkeføreren flytter de små ben, som vakler under bøgernes tunge vægt. 

Inges mor træder i karakter, da performeren holder en maske op foran ansigtet. Vi skal selv digte med, og med deres præcise og livagtige dukkeføring gør performerne det let for os. En tom reolhylde, en vaskebalje og en tændt lampe danner rammen for et køkken, og vi aner århundredes kvinder, der har slæbt sig gennem livet fastlåste roller som hjemmegående opvarter. 

Pigen Inge Lehmann, foran busten i Matilda-effekten, Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn
Pigen Inge Lehmann, foran busten i Matilda-effekten, Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn

Manden, der troner over dem alle

Instruktion og scenografi balancerer flot de konkrete karakterer og deres fortælling med et symbolsk lag, der viser den større kvindehistorie. Denne dobbelte fortælling i de mange scener er med til at fastholde intensiteten i en form, der hurtigt bliver lidt stringent med sine mange optegnelser af kvinder og fragmenterede fortællinger fra deres liv.  

Pigen Inge følger vi dog en tid. Moren forsøger at opdrage Inge ud fra datidens moralkodeks: ”Lad være at smaske, klæd dig pænt på!” Inge formår at komme på Cambridge, hvor hun dog altid assisteres rundt på området, for ”folk kan jo blive i tvivl om du er student eller prostitueret,” som rektor forkynder. Og Inge ender i bunken af oversete forskere foran den mandlige buste, som troner over dem alle.  

Sanselig og begavet

Uretfærdighederne og ydmygelserne, kvinder gennem tiden har været udsat for, skriger til himlen. De mange fine og følsomme karakterportrætter af kvinderne giver både indsigt og indlevelse i kvinderne og deres fortællinger. Vi gribes og bliver klogere på historien og samtiden.

Vi gribes og bliver klogere på historien og samtiden

Derfor kunne det også have været interessant, hvis mændene var skildret som andet end macho-stereotyper med dyb stemme bag busten og en cigar i hånden. De var og er vel også del af en historisk kontekst, hvis forståelsesramme kan være med til at give indsigt – enig eller uenig – i deres ageren eller ej! 

Når det er sagt, er Matilda-effekten en fremragende forestilling. Ideen med dukkerne fungerer fænomenalt, for det løfter fortællingen til et mere strukturelt end personfikseret plan. Astrid Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen er dygtige dukkeførere og formår suverænt at lade dukkerne træde i karakter, så de fremstår både sjælfulde og med individuelle personligheder. En yderst imponerende præstation, ikke mindst fordi de fleste karakterer kun optræder i få scener og kort tid af gangen. En både begavet og sanselig smuk oplevelse.

Seneste

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

★★★★★☆ Genesis – komplekse samtidsproblematikker i et forrygende og originalt artistisk sprog

Det spritnye danskbaserede, internationale cirkuskompagni Copenhagen Collective debuterede forleden...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys jury løfte sløret for, hvem der er nomineret til den 46. udgave af Revyernes Revy...