★★★★☆☆ Ganløse Revyen 2024 – stærk kvartet i charmerende krorevy

Ganløse Revyen 2024 leverer varen med charme og smittende spilleglæde. Tekstniveauet er pænt sagt ujævnt, men revyen er gedigen, lystfyldt underholdning fra et hold, der stortrives i genren.

Ganløse Revyen 2024 er blevet smukt scenografisk fornyet af Martin Knudsen og instruktør Michel Castenholt og lægger fra land i med et slagfærdigt “Er I klar?”, og vi kan da dårligt være andet, når energien stråler fra scenen ned i salen. Holdet holder elastikken stram og tempoet oppe og forfører med stil, også når teksterne er papirtynde.

Hvilken lortesang!

Mille Berg er sprunget til med kort varsel, men det mærker man intet til. Hun smelter ind i den gode kemi, der lyser ud af de fire på scenen. Hun har taget sin skønne Sprogøre-monolog med fra Amagerrevyen og den er lige så krøllet finurlig i Ganløse, når hun docerer om det danske sprog, der er rent af lava og i frit forfald. Hun slår også til som pedantisk P-vagt, der til sidst kommer til kort over for Michael Hasselflugs udspekulerede bilist, og som naiv og uhyre regelret politibetjent, der vist lige har glemt at orientere sig i advarslerne mod at dele sin pinkode.

Le Münster-Svendsen har i år skiftet Helsingør ud med Ganløse og viser sprudlende sin bredde fra den usikre, undskyldende IT-bruger i Sune Gylling Æbeløs fine vise Det går altid galt til de mere offensive karakterer som blandt andet superirriterende mor til Daniel Lassens Tesla-kørende søn og svært uempatisk hustru til Michael Hasselflugs trynede ægtemand i Robin Haslund Buchs lange, men sjove Det empatiske menneske.

Sammen tager de to bedårende kegler som dansktopduoen, der mest skændes på vers i Lukas Birchs Ding A Dong med udgangsstroferne: “Da vi end’lig tro’de vi ku’ gå hver til sit / blev vores lortesang til et hit”.

Alex og den allergeneudfordrede bager

Daniel Lassen er også ny i Ganløse, men viser gode takter som yngste mand ombord. Han kan synge meget korte protestsange på jysk og udvise stærk frustration i clinch med YouSee i Maja Muhlacks Kundeservice, der simpelthen er sjov, fordi den sørgeligt nok er sand. Det er selvfølgelig også Daniel Lassen, der tager årets obligatoriske politikerparodi på sig i en revy, der ellers ikke beskæftiger sig meget med den type numre. Han gør en særdeles fin Alex V i Lonnie Kjers sprogligt opfindsomme Opslagh.

Michael Hasselflug er nestor i Ganløse og mestrer som altid en ret intens deadpan-attitude. Det gælder både hans allergeneudfordrede bager, der med stigende aggressivitet konstaterer: “Almindeligt mel er ikke aktuelt / og heller ikke økologisk spelt”, og hans henrivende Mädchen aus Aldi, der slet, slet ikke har fået nær så meget opmærksomhed som Irmapigen. Det råder Jan Svarrer og Søren Anker Madsens Den glemte pige forrygende bod på i en skønsom blanding af dansk og tysk: “Der Dumkopf Irmapig’ / ka jeg virk’lig ikke li'”.

Skønsang og atonal familie

Josef Aarskov bag trommerne er avanceret til kapelmester og swinger stærkt i mange genrer sammen med Stuart Goodstein bag tangenterne. Hele to kornumre får vi. Først det klassiske kor, der på melodien fra Hist hvor vejen slår en bugt med skønsang dissekerer Nordic Waste i Nis Bank Mikkelsens sylespidse tekst: “Når man kender lovens huller / får profitten mange nuller”.

Skønsang er der ikke tale om, men derimod genkendelsens glæde, når familien Vangkilde atter binder en atonal buket af ukendte sange, der denne gang hylder Ganløse i Jantzen og Aagaards meningsløse, selvsvingende rim. Mage til dysfunktionel familie skal man lede længe efter, og de nye på holdet skaber hver sit angste familiemedlem med glans.

Vi akkumulerer

I helt andre musikalske genrer brillerer holdet især i Jan Svarrer og Søren Anker Madsens potente En smule overskud, der åler profitmaksimering, og i afslutningens skønne, varme medley af sange fra og omkring Jomfru Ane Band og Røde Mor. Le Münster-Svendsen folder stemmen ud og vi akkumulerer og kommer både på Rekreation og på Den lokale Bodega, før vi slutter med Bøf med løg. Hvor havde vi da bare brug for at høre netop de sange igen.

Tekstniveauet er pænt sagt ujævnt, men holdet leverer med charme og smittende spilleglæde i Michael Castenholts instruktion, der nok er energisk, men også har plads til de stille stunder og hjerte for de virkeligt akavede karakterer. Ganløse Revyen 2024 er gedigen, lystfyldt underholdning fra et hold, der stortrives i genren.