Verdenspremieren på Klods-Hans med Tivoli Balletteater trodser regnen denne aften, mens farver, komik og fanfarer flyder ud over scenekanten osende af godt håndværk. Tivolis markering af Pantomimeteatrets 150 år er i fuld gang, og med et kunstnerisk stjernehold er der lagt ekstra i kakkelovnen til bejlernes færd mod slottet.
I den spritnye, ordløse fortolkning af Klods-Hans kan alle grine med og nyde H.C. Andersens mesterværk. Flere tilfældige forbipasserende suges grinende ind i eventyret om prinsessen og hendes bejlere. Sandsynligvis helt intetanende om, at scenografen er en ægte dronning, der sidder iblandt os. H.M. Dronning Margrethe kan også nyde sit nydesignede påfuglefortæppe lægge fjerpragten ned til ouverturens galante efterslag.
Klods-Hans følger den traditionsrige mimetradition, der i 150 år har åbnet eventyrlige verdener gennem billede, musik, dans og mime. Den prisbelønnede solodanser og koreograf ved Den Kongelige Ballet, Tobias Praetorius, har koreograferet. Phillip Faber har komponeret musikken, indspillet af Prague Philharmonic Orchestra. Værket er sat i en klassisk, barok ramme. Herligt fabulerende med et uhøjtideligt glimt i øjet.
På farverige frierfødder
Klods-Hans er H.C Andersens elskede eventyr fra 1855 om prinsessen på slottet, der skal giftes, og om herremandens tre sønner, der alle gerne vil stille op i køen af bejlere. En efter en kastes bejlere på porten, indtil Klods-Hans trækker krage, træsko og mudder op af lommerne. Danserne skaber herlige karakterer til hver deres unikke udtryk og musikalske stil i en generøs scenografi som en sammensvejset helhed.
Med Dronning Margrethes store sans for at aflæse scenens omgivelser placeres historien i et malet landskab af få, klare farver. Åbningsakten er en gul herregård med slottet i det fjerne omgivet af grønne marker og træer omslynget af ranker. Et festligt optrin på gården har vimsende tjenestefolk, en stolt herremand og hans to lærde, gifteklare brødre, der gør sig til med blærede piruetter og elegante trin.
Med stor scenografisk humor rider brødrene afsted mod slottet på deres kæpheste fornemt iklædt knæbukser og kalvekrøs. De danses graciøst af Robert Thomsen og Vincent Vernal. Klods-Hans fortolkes charmerende og fuld af kæk naivitet af Carl Anton Rise Jacobsen, der sætter efter på sin kæp-ged i sine rød- og hvidstribede strømper.
Gennemsyret af humor
På elegant vis er eventyrets bærende humor lagt ind i både musik, koreografi og kostumer. Den slanke, barokke musik ”griner”, når brødrene møder deres lillebror, der finder sære ting til prinsessen, og vi hører et ”dong”, når han har fået en ny idé. Brødrene er fjollede i deres overgalante, højt-trippende ridetrin, mens Klods-Hans’ jordnære stil med kolbøtter, legende trin og drejninger er den innovative spasmager.
En lige så humoristisk musik og koreografi udspiller sig uden for slottet med bejlere i kø, der strækker hals og venter utålmodigt, mens den ene efter den anden fejes ud af porten – duer ikke, væk! Maïa Gastal danser udtryksfuldt den selvoptagede prinsesse, der ligger i sin røde plysstol omgivet af hofdamer i hvide kjoler med farvestribede hoftemarkiser. Slottet er designet i flotte, stærke farver af pink og rødt.
Så måske er prinsessen, som Klods-Hans, mere innovativ og moderne? Hun keder sig i hvert fald gudsjammerligt over den formelle snak fra dannede bejlere, der træder sig selv over fødderne og tørrer sved af panden. Musikken taler med nedadgående melodiføring, indtil prinsessen falder i søvn. Skriverne er herligt udtryksfulde. De skal passe deres job, men er ved at gå til over de lækre bejlerne.
Levende pantomime
Selvom der er masser af fin mime, skal der ikke råbes så højt for at opnå en effekt, idet ordene også er indlagt i musik, koreografi og scenografi. Alle virkemidler støtter fortællingen, så publikum kan aflæse de mange lag som en kunstnerisk helhed. Tobias Praetorius’ store sans for timing og musikalitet udgør selve limen i de fine, koreograferede portrætter af vidt forskellige karakterer og optrin.
Tivoli Balletteater er på veldansende hjemmebane med overskud og naturligt ejerskab. Børnene fra Tivolis balletskole danser spontant og friskt under en koreograf, der har stor erfaring med børneinstruktion fra Det Kongelige Teater. Pantomimeteatrets forestillinger ses siddende, stående eller gående og skal kunne relatere i øjeblikket. Klods-Hans viser en fin respekt for det lille teater med de store traditioner.
Nok er verdenspremieren omgærdet af presse, kendte og kongelige, men det er en lille dreng på skuldrene af sin far, der sætter tonen an med spontane grin og kommentarer. Og sådan skal det være. I 150 år har Pantomimeteateret været børnenes klassiske scene fuld af historier tilsat råb og grin fra bænke under åben himmel.
Se trailer her.
Koreografi og iscenesættelse: Tobias Praetorius assisteret af Tori Cooper. Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe II. Musik: Phillip Faber.
Medvirkende: Dansere: Carl Anton Rise Jacobsen, Robert Thomsen, Vincent Vernal, Allan Nielsen, Jennifer Wagstaffe, Anna Zavallonni, Laurie Nielsen, Lauréline Epaulard, Antonio Russo, Francesco Capasso, Tommy Edvardsen, Ida Marie Krings, Louka Do Vale Tinoco, Antonio Manuel Calvanese, Maïa Gastal, Clara Strassel, Claire Gillaard Lestan, Laurie Nielsen, Allan Clausen. Børn fra Tivolis Balletskole: Noa Jun-Wu Grabow, Victoria Rendtorff, Vera Hjorth Iversen, Ulrik Vilhelm Strøm, Vivianne Zhang, Othilie Nora Sølling, Magne Sloth Landhave, Lauritz Dalmose Boston
Musik: Indspillet af Prague Philharmonic Orchestra. Dirigent: Phillip Faber.
Klods-Hans spiller på Pantomimeteatret i Tivoli 22. juni -25. august 2024. Anbefales fra 6 år.